Med en karriere, der spænder over fire årtier, har Søs Fenger formået at forbinde sig med flere generationer gennem sine indlevende tekster og smittende melodier.
Tidligere i år udgav Søs Fenger albummet Vuggeviser 2, en opfølger til hendes populære natsange. Efter en trafikulykke sidste efterår har Søs været igennem en personlig transformation, som har givet hende nye perspektiver på både livet og musikken. Det er derfor en kunstner i topform – og med nyt på hjerte – der nu er klar til at dele sine sange og oplevelser fra scenen.
I 2021 fejrede Søs Fenger sit 40-års jubilæum med en succesfuld turné, og i 2023 fulgte hun op med endnu en omfattende række af koncerter. Denne vinter bliver ingen undtagelse. Med sit personlige nærvær og sin passion for musikken byder Søs Fenger på en koncertoplevelse, der bringer publikum tæt på hende – både som kunstner og som menneske.
Gå ikke glip af chancen for at opleve Søs Fenger live, når hun denne vinter tager på turné og fylder scenerne med sin stærke vokal, dybtfølte tekster og smittende energi. Det bliver en aften fuld af liv, musik og kærlighed til de historier, der ligger bag sangene.
Billetsalget starter 4. september kl. 10.00 på https://bill.et/sosfenger/
Det er ikke første gang, at Poul Krebs drager på kirke turné. Sidste gang var i 2022, da han var tog sin guitar under armen, og indtog fyldte kirker rundt om i Danmark.
Med sin musik, der har ramt lige ind i hjertekulen på danskerne gennem flere årtier, glæder Poul Krebs sig til at skabe en unik oplevelse i de danske kirkerum. “Det er noget helt særligt for mig at tage mine sange ind i det danske folks kirker, hvor der er højt til loftet og tid til nærvær og eftertanke,” siger han og understreger, at kirkerne med deres akustik og atmosfære skaber de perfekte rammer for fordybelse og nærvær.
Kirkerne giver Krebs mulighed for at bringe sine dybt personlige og livsfilosofiske tekster i samspil med den eftertænksomme stemning, som netop disse rum indbyder til. Publikum kan forvente en særlig intim koncertoplevelse, hvor både nye og gamle sange får plads til at blomstre i det rum, der inviterer til refleksion over både livets store og små spørgsmål.
Med linjen “Ind i et nyt år – der på vejen frem – fremad mod forår – må det blive et godt år, der hvor du går!”, fra sangen Ind i et nyt år, indrammer Krebs præcist den stemning af fornyelse og håb, som han ønsker at dele med publikum på denne tour. “Ind i et nyt år” er en tour, der ikke blot markerer begyndelsen på et nyt kalenderår, men også inviterer til en musikalsk rejse ind i eftertanke, fællesskab og personlig refleksion.
Billetsalget starter torsdag den 5. september kl. 10.00 via www.poulkrebs.dk
Fra Nørrebros rødder til nogle af landets største scener, har Kesi markeret sig som én af Danmarks mest indflydelsesrige kunstnere – med stor betydning for ikke bare én, men flere generationer.
Med et nyt album, *FOMO 88.8 FM*, der har domineret hitlisterne, og et bagkatalog spækket med anthems som “Blå Himmel”, “Følelsen” og “Ibiza”, er Kesi mere relevant end nogensinde. Han er ikke bare en del af lydbilledet – han former det.
Han har stået på Orange scene, og har denne sommer taget Grøn-turnéen med storm.
Nu står Kesi på tærsklen til endnu et kapitel i sin karriere. Denne koncert bliver ikke bare en optræden; Det bliver en manifestation af, hvorfor Kesi er blevet en uundgåelig kraft på den danske musikscene. Det er her, han samler trådene fra en rejse, der har gjort ham til en central figur i dansk hiphop, og fører publikum igennem en aften, hvor både nye og gamle tracks skaber en elektrisk stemning.
Om koncerten siger Kesi selv:
”Jeg har været til såååå mange koncerter i Royal Arena efterhånden som gæst og også optrådt med flere af mine venner derinde. Hver gang jeg har været der, har jeg gået og glædet mig til at det en dag skulle blive min egen tur! Jeg har drømt om, hvordan det skal se ud. ENDELIG passer det ind i min kalender og jeg tør godt love jer, at jeg kommer med alt, hvad jeg har”
Billetterne ryger i salg fredag den 30. august kl. 10.00 via Kesi.dk. Du vil ikke gå glip af dette.
Ovenpå en heftig sommer med magtdemonstrationer på både Roskilde Festival og Musik I Lejet, er der ingen tvivl om, at Elsked går forrest i feltet for den elektroniske musik bevægelse der er fodfæstet i Danmark.
”Elsked er børn af klubben. Deres sange vidner om en indgående forståelse for, hvordan det perfekte dansegulv balancerer på en knivsæg mellem klimaks og steady state. Hvis alt peaker, peaker intet.” skiver Soundvenue om deres optræden på EOS under Roskilde Festival.
Elskeds lydunivers er fuld af kontraster, hvilket deres debut-EP også er definitionen af. Produktionerne drives intenst frem af pumpende klubrytmer, sydende percussion og synthesizere, der lyder både 90’er-nostalgiske og som en fjern fremtid på én gang. Den dybe sangstemme og kirkelige korarrangementer giver en grandios effekt, der støtter lyrikkens temaer om kærlighed og kunsten at give slip.
Billetter i salg d. 22. august kl. 10. på bill.et/elsked
I marts 2023 tittede Annika først frem da hun begyndte at poste videoer på Tiktok under aliasset Youngmammi.
Lynhurtigt fik folk øjnene op for den unge sangskriver med sin karakteristiske stemme og umiddelbare in-your-face agtige tekster. Annikas tekstunivers indkapsler en genkendelighed om alt det, man oplever som ung kvinde, når man skal finde sine ben gennem hjertesorg, desperation og vrede. Sideløbende med at Annika filmede sig selv på klaveret hos sine forældre i Nordsjælland, var hun i studiet med nogle af landets mest anerkendte producere i København hvilket nu har resulteret i hendes debut-EP ’Nye Tider’, som udkom i fredags.
Efter mere end 3 millioner streams og flere uger på hitlisten med debutsinglen ’Knuser Hjerter’, er Annika klar til at indtage Ideal Bar til oktober når hun for første gang står ansigt til ansigt med publikum.
Billetter i salg nu på bill.et/annika
Da de to i marts stod alene på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, kvitterede Gaffa med fem stjerner og kommentaren;
”Jonssons og Dickows underfundigt tankevækkende og selvironisk humoristiske historier om deres svære kærlighed, skabte modvægten til de melankolske og dybsindige sange”
Denne gang får også Aarhus og Aalborg besøg af duo’en.
Dickow og Jonsson to har arbejdet så tæt sammen, som det kan lade sig gøre, siden de blev kolleger i 2008 og sidenhen også blev et par og har skabt sig et fælles liv på Island.
Fra et studie i hjemmet i udkanten af Reykjavik har de sammen skrevet og indspillet fem af Dickows albums og to af Jonssons, og også nogle af Dickows største hits som ‘Someone You Love’, ‘You Wanna Teach Me To Dance’, ‘Fancy’ og ‘Welcome Back Colour’ har de skrevet sammen.
De to har spillet hundredvis af koncerter i ind- og udland i alle tænkelige konstellationer, og som musikere i hinandens bands, og nu spiller de altså enkelte duo-koncerter i fælles navn.
Koncerter, hvor de byder publikum indenfor til et intimt og personligt indblik i, hvad det er, de gør og kan sammen, samtidig med, at de gennem de sange, man kender, vil fortælle historien om, hvordan de mødtes, og hvordan en forfærdelig start blev til en happy ending. “Koncerten er mere teatralsk end normalt, fordi vi virkelig gerne vil fortælle en historie hér. Både gennem sangene, men også med en hel del snak. Der er så meget at fortælle; om musikken og om den rolle, den spiller i vores historie og vores liv. Det føles kæmpestort at dele en anderledes koncert med publikum, som helt klart kommer tættere på, end de plejer!”
Billetter i salg på torsdag kl. 10. via bill.et/tinadickow
I fredags udkom MAS’ nye EP, “Når Man Taler Om Solen”, han udtaler selv om EP’en; ”Da jeg begyndte at lave den var det vinter i Danmark – og tanken var at musikken skulle udkomme op mod sommeren, så vi valgte at tage en tur sydpå og indspille med ROB&JENNE og Eigil Bjørn. Musikken har derfor både noget melankolsk fra vinteren, men også nogle varme temaer fra syden. Projektet er endt med at være en åben dør ind til mit hoved. Jeg har både skrevet kærlighedssange og nogle mere politiske tracks med mit syn på verden”
Singlen “GrimVerden” er den første derfra og udkom ugen inden EP’en. En sang der tager udgangspunkt i hans eget liv, hans egne problemer, men også sætter sine problemer op mod de større problematikker i verden og får et større perspektiv. Måske er hans problemer ikke ligeså store, som han går og tror.
Billetter i salg nu på bill.et/mas
APHACA har ulmet i den danske undergrund med udgivelser, som triple-single, ’Flora Flora’, 2022-albummet, ’ET AAR UDEN DIG’ og senest udgav APHACA deres første EP, Mig Og Min Mund, som allerede nu er blevet mødt med enorm ros. Rumle, Bertram, Bertil og Noah mødte hinanden på Det Frie Gymnasium på Nørrebro i København. Den alternative skoles demokratiske og kreative DNA forplantede sig og slog rod i de fire venner der først og fremmest havde musikken til fælles – musik der ville og skulle ud. Som en mælkebøtte gennem asfalt, inspireret af den gule plantes latinske betegnelse og Det Fris logo, blev APHACA til.
Deres lyd er umiddelbar, nostalgisk og tidløs, men lige her og nu, funderet i en naturlig nysgerrighed for det enkelte instrument. Teksterne er lige så direkte, som de er billedlige, og trækker på nerven i ungdommen, om man er blomster- eller mælkebøttebarn.
Forsanger Rumle fra APHACA giver et indblik i, hvad vi kan forvente af APHACA i 2024:
”I det seneste halve år, er vi virkelig blevet bekræftet i, at det vi gør sammen i studiet, på scenen og som venner er det helt rigtige. Vi har en masse ny musik og energi, som vi skal vise jer alle de kommende år. Vi starter på Loppen og på SPOT Festival i 2024 og glæder os til at være sammen med alle, der tropper op!”
APHACA kan opleves live i efteråret 2024. Billetterne i salg på aphaca.dk
”…en lille, blinkende diamant af en koncert!”
Sådan beskrev Politiken den første af i alt seks udsolgte aftener på Store VEGA i København, da Hans Philip drog ud på forårsturné i 2023. R&B-hitmageren satte tilmed rekord på det københavnske spillested for flest udsolgte aftener på samme turné, der også bød på tre udsolgte shows i Aarhus, mens billetterne ligeledes var revet væk i både Aalborg og Odense.
Siden fulgte et uventet comeback i dansk musik, da Hans Philip og producer, Jens Ole McCoy, efter syv års pause, genopstod som Ukendt Kunstner. #1-albummet, ’Dansktop’, ryddede hitlisterne, mens Ukendt Kunster, der bl.a. kan opleves på Refshaleøen til sommer, var tilbage i storform på Roskilde Festival og i landets arenaer i efteråret 2023.
Nu er Hans Philip så endelig tilbage med egne koncerter igen. Det sker, når han indtager fire af landets største koncertsale og, for første gang, spiller sin musik for et siddende publikum.
I starten af 2019, sendte Hans Philip albummet, ’Forevigt’, på gaden med Guld- og Platin hits som ’Dagdrøm [1]’ og ’Drenge & Piger’. Solo-debutens drømmende R&B og poetiske tekster, der nærmest spejlede en hel generation, blev hyldet af både lyttere og anmeldere, ligesom opfølgeren og dobbelt-albummet, ’[a] & [ß]’, som i september 2022 høstede endnu en stjerneregn og nye Guld-hits som ’Rose’ og ’Hjertebrand’.
Billetsalg på bill.et/hansphilip fra torsdag den 25. april kl. 10.
Fremadstormende Jeppe Kronback, der går under kunstnernavnet URO, er en ung, selvgjort sangskriver og producer fra de Københavnske forstæder.
Den 25. april spiller URO for et komplet udsolgt Store VEGA. De seneste par år har URO formået at bryde igennem med sin ærlige og sjælfulde urbane popmusik, der fortæller hjerteskærende sande historier fra hans fortid, men som også kigger ud mod en lys fremtid. Især de reflekterende og raffinerede tekster, gør URO til noget helt særligt. URO kickstartede sin karriere tilbage i 2020 med EP’en ’I storslået kinddans, med livet som indsats’, hvor man bl.a. kan finde hitsinglen ”Når Jeg Blir Til Jord”. Sidstnævnte sang blev P3’s Uundgåelige i 2020 og har over 4 millioner streams. Senest har haft stor succes med singlerne ‘Godthåbsvej’ og ’Føles Godt’, der gæstes af Mekdes på vokal.
URO er, med sine reflekterede og raffinerede tekster, klar til at invitere publikum med på en rejse. Han er en historefortæller, der skaber musik, som sætter uvante vendinger, ørehængende melodier og flow i højsædet.
Med mere musik på vej er URO nu klar til at tage på tour i efteråret 2024. Billetter kan købes på bill.et/uro