L.I.G.A’s altid eksplosive humørbombe af energi har været kendt siden 2013, hvor de succesfuldt slog sig fast på det danske musikmarked med en pop, funk, soulet og ambitiøs lyd. Til efteråret 2022 står duoen klar til igen at præsentere musikken indendørs efter en sommer med festivalkoncerter landet over. I et helt nyt akustisk setup udfolder L.I.G.A sit bagkatalog med hits som ‘Skylder Dig Ik’ Noget’ og ‘Julia’ i helt friske genfortolkninger, der også vil være fyldt med duoens nye udgivelser, der udgives forud for touren.   

Der er tale om en siddende koncert med helt nye rammer for duoens musik. Aldrig før har L.I.G.A spillet akustisk og i dette setup. Du kan dermed forvente en unik aften med intimitet.  

Billetsalget starter torsdag d. 10 kl. 10 via bill.et/liga 

20-årige RoseeLu udgav senest singlen ‘POV’. Det er den fjerde single fra det unge talent, efter henholdsvis ‘Playing Alone’, som blev stemt ind på en flot første plads på ugens bobler på P3 tilbage i marts måned, samt anden og tredje single, ‘Got Me Feeling Like This’ og ‘Fuck With My Feelings’ der blev ugens Voice Choice i maj måned.

RoseeLu’s lydbillede trækker på stærke referencer til de alternative 90’ere; guitarbåret og med omlagte akkorder i ægte grunge-stil. Men produktionerne løftes samtidig af mere nutidige hip hop-elementer og når alt dét kombineres med hendes stærke og nærværende vokal, opnås et musikalsk befriende indspark på den danske musikscene, der uden tvivl er kommet for at blive.

Til marts kan hun opleves til sin første headliner koncert på Ideal Bar i København. Billetter i salg via bill.et/roseelu

Agnes Hartwichs debut-EP kommer fra et sted i den unge sangerinde, hvor følelser og musik frit får lov til at udtrykke sig i ekstremer. Alt sker intuitivt og bevæger sig som bølger, hvor ordene, det ene øjeblik, kan tynge dig ned i det mørkeste dyb, mens guitarens elektriske toner, på et splitsekund, flår dig op til overfladen igen.

’Deep Dark Blue’ er det første musikalske aftryk fra en 22-årig sangskriver, som sender impulser til rockens velkendte nerve med sine sange og en sound, der dog er alt andet end tilbageskuende eller hægtet op på klassiske dyder. Agnes Hartwich rammer dansk musik med en rå, inderlig styrke. Her er plads til aggressivitet, sårbarhed og alt det, der giver et ungt menneske og livet karakter.

”Jeg brugte min første månedsløn på en elguitar. Anede ikke hvordan man spillede på den, men jeg skulle bare have den, for jeg vidst der var noget, jeg havde brug for at få ud gennem musik.”

Sådan startede det for Agnes, der voksede op med bølgen af nye alternative, hårdtslående navne som Arctic Monkeys, Queens of the Stone Age og The Strokes. Men det var ikke larm for larmens skyld, som Agnes opsøgte som 15-16-årig:

”Den stil, jeg dyrkede var smadret, men mest af alt var det følelserne i lyrikken, jeg forelskede mig i. Ordene, som blev sunget, tog mig tættere på kunstneren bag og for mig giver lyrik det musikalske udtryk et ekstra lag, som jeg stadig dyrker og elsker.”

TEKSTER (OM ET LIV OG EN KÆRLIGHED) DER SKAL MÆRKES

Derfor er det også ordene, der har taget styringen for den retning de fire sange på ’Deep Dark Blue’ er stukket i. Og Agnes Hartwich lægger hårdt og kontant ud med ’Black Shiny Car’ – en sang, der, ifølge Hartwich selv, blev til, da hun ”gik og solgte dyre ting til gamle, rige damer i et fint københavnsk bolighus”, og som både kritiserer en forskruet romantisering af penge og succes, men som paradoksalt nok også er et mål i sig selv for den unge kunstner og mange i hendes egen generation.

Anderledes personligt bliver det på ’Born in the Shades of Blue’, hvor underligt opløftende toner i mol, smelter sammen med en historie om et barn, der, trods en opvækst i en helt almindelig, tryg kernefamilie, har kæmpet med svære ting og følelser fra en ganske ung alder. Agnes fortæller:

”Jeg har strugglet med en del forskellige ting i min opvækst og haft det svært. Før var det noget, jeg brugte enormt meget energi på at holde nede, men de seneste par år, har jeg lært at acceptere og leve med, at det er nogle karaktertræk, som hverken jeg selv eller andre kan lave om på. Alle de tunge følelser, er noget jeg nu kan dyrke konstruktivt, som gør mig til den jeg er, og som løfter mig op, gennem min musik.”

EP’ens titelnummer er en inciterende knap to-et-halvt minutter lang – eller kort, om man vil – beskrivelse af en overfladisk betagelse og idé om et andet menneske. Både tematik og lyd, står i skarp kontrast til ’The Way He Would’, der, mod sin slutning, letter i en sfærisk rus af distortion, mens Agnes ryger bladene fra en tørret, rød rose og mindes en kærlighed, der var engang. Den der gjorde ondt. Den hun vil mærke igen.

MED ALEX VARGAS BAG KNAPPERNE

Den opmærksomme lytter vil, undervejs på ’Deep Dark Blue’, måske bide mærke i en snerrende, dyb stemme, der sniger sig ind i lydbilledet. Bag knapperne på Agnes Hartwich’s debut sidder nemlig en særdeles velkendt og respekteret dansk musiker:

”Jeg mødte Alex Vargas for et par år siden, hvor jeg gik op til ham og, helt flabet, sagde, at jeg synes vi skulle lave noget musik sammen. Han var heldigvis skide sød, og jeg begyndte at sende lidt demoer frem og tilbage til ham, og så endte vi i studiet sammen, hvor vi drak en masse rødvin og bare tonsede løs.”

Hartwich og Vargas havde afsat 10 dage til indspilninger, men de fire sange var i kassen på fem. Den umiddelbare energi strømmede ned på bånd og er blevet til en debut-EP fra en ny dansk artist, der kun lige er gået i gang:

”Én enkelt sang behøver ikke rumme den, jeg er.”

Agnes spiller første headliner show på Ideal Bar d. 05/05. Billetter findes på bill.et/agneshartwich

Jeg lytter til natten, når intet andet er til at forstå. Jeg lytter til havet og den jord, vi træder på.” 

Når hele ens identitet, alt man har bygget op, kæmpet for og troet på, når alle de relationer, glæden og friheden, man har skabt, igennem et helt liv, med ét rives væk under benene på en, sker der uundgåeligt noget i et menneske. Vi oplevede det alle, 11. marts 2020. Hverdagen og livet, som vi kendte det, og måske endda havde taget for givet, var ude af vores hænder – lagt i hinandens.  

’Sange Til Natten’ er ikke et album, om alt det, vi er gået igennem. Det er 10 sange fra Poul Krebs – skrevet på ned- og oplukning, som en hyldest til mørket. Det er sange, skrevet i drømme og søvnløse nætter, i ensomhedens længsel, når den endeløse kegle af lys, rammer landevejen og ordene og følelserne får netop den ro der skal til, for at kravle ind på én, midt om natten. 

”Jeg befandt mig i en håbløs situation. Det gjorde vi vist alle. ’Det blir godt igen’ var en af de første sange, der bare skulle skrives. Den blev et naivt, men nødvendigt opråb til mig selv efter at have stirret ind i væggen og fornægtet den nye virkelighed i flere dage. Vi stod magtesløse, men glemte også, at vi repræsenterer noget sammen, der er langt stærkere end det, vi hver især har at byde på,” fortæller Poul Krebs om singlen, der blev udsendt i sommer og markeret med en musikvideo på de velkendte, men mennesketomme, bøgescener i Skanderborg. Symbolsk, virkeligt.  

NÅR LYSET SLUKKES, LUKKER MAN MØRKET IND 

Men hvorfor ikke skrive, om det der er virkeligt – om jorden, vi træder på. Det har Poul Krebs gjort i mere end 40 år. Han er tilmed blevet folkekær og folkeeje, men sådan er det, når man skriver om og til folket. For selvom, han er stjernen, når han indtager friluftsscenerne, spillestedet eller koncertsalen, så er han som folk er flest og skriver sine sange på egne erfaringer. Så når lyset slukkes, lukker man mørket ind, søger nye veje, stiller spørgsmål og finder svar. Krebs fortæller: 

”Mantraet for de her sange blev som en aftale mellem Lars Skjærbæk, vores lille hold og mig selv: Vi skulle søge de steder hen, hvor vi aldrig havde været før. Når vi kom derhen i studiet, skulle de ord eller den melodi udforskes mere, for så bliver det til meget mere end bare sange der kan høres og synges – for sange skal mærkes.” 

Man mærker i den grad at Poul Krebs, med producer og guitarist Lars Skjærbæk ved roret, stævner ud på urørt farvand, mod nye horisonter. Det er som om, at nattehimlens ro, det dunkle mørke og stjernelyset har fået lov til at snige sig ind i studiet på Gl. Kongevej i København – når Palle Hjorths orgeltoner og Rasmus Bøgelunds trompet forfører, når Rasmus Valldorfs blide trommespil og Troels Skjærbæks vuggende bas guider dig på vej, mens Signe Svendsens fløjlsbløde sopran, omfavner Krebs’ dybe, nære stemme. Her opstår melodierne, her mærkes de.  

”I de sidste år, hvor jeg har været så heldig at bo tæt ved havet, har jeg brugt det som udsyn og som et fast holdepunkt. Mærket vigtigheden af, ikke at være omringet – at have en horisont at vågne op til. Og jeg ved ikke hvor mange aftener jeg har stået der og set “Månen over bugten”. Bare stået der, alene, med alle jollerne på stranden og fået tingene til at hænge sammen.” 

NATRADIO MED FENGER OG SOMMER 

Nogle sange skriver sig selv. Andre, går man til og fra. Nogle gange indtræffer magien, stemningen og budskabet, når melodien eller ordene møder de rette mennesker – som ’Hun Drømmer Baglæns’. En sang, der gæstes og synges i duet med Søs Fenger og som Krebs først kunne sætte det endelige punktum for, da kollegaen, Peter Sommer, hjalp den lige derhen, hvor den skulle.  

Også albumåbneren, ’Spindelvæv’, er skrevet i samarbejde med Peter Sommer, der ifølge Krebs er ”en sangskriver, der, om nogen, kan give sætninger spænding, og få os til at stoppe op og undres, uden at snuble over ordene.”  

’I ly af tankerne’ rummer netop undren, når verden kryber forbi, mens sangskriveren sidder og kæmper med en enkelt linje, hvori der kan findes en mening. Med alt det vi, som mennesker, har gennemlevet de seneste par år – og må sande, vi stadig befinder os midt i – kan det til tider være svært at navigere og finde meningen med det hele. Så må kursen sættes på ny, ud i mørket, mod morgengryet og nye horisonter, mens natradioen beroligende nynner: 

”Rolig nu, copilot – blikket tilbage på vejen!” 

Find albummet her poulkrebs.lnk.to/sangetilnatten

På blot 12 timer var samtlige billetter revet væk i Aarhus, og i løbet af få dage fulgte de tre andre shows. I alt skulle fire store spillesteder i landets fire største byer have markeret Saveus’ længeventede comeback til den danske livescene. Sådan blev det som bekendt ikke. Men selvfølgelig slutter historien ikke her.

For trods et slag, der vil sende selv den mest erfarne kæmpe i gulvet, rejser Saveus sig på ny, når han med sit band gør klar til at overvinde 2022 og indtage både Royal Arena og ACC, Aarhus;

”Da alt blev aflyst, var jeg fuldstændig destrueret indeni. Det er på scenen, jeg føler og ved, at jeg og bandet gør en forskel, når vi møder vores publikum. Alt det, vi havde bygget op og glædet os til, blev bare revet væk. Men nu gør vi det! Og vi kommer tilbage større og vildere end nogensinde – med tro på fremtiden, fællesskabet og musik, der igen kan forene os alle sammen,” fortæller Martin Hedegaard.

De to seneste udgivelser, gospelhymnen, ’Church Full of Bad Men’, og den intense, hårdtslående ’Bloodmoney’, vidner om, at Saveus er tilbage i storform – og der er mere på vej!

Fredag den 28. januar udsendes singlen ’Dark Vibrations’ – endnu en medrivende sang, der kræver lytterens fulde opmærksomhed, og som i den grad varmer op til hvad der bliver Saveus’ andet album og opfølger til ’Neuro’ fra 2018, hvor Saveus indtog Roskilde Festivals Orange Scene med hits som ’Ready To Die’, ’Everchanging’, ’Himalaya’ og ’Levitate Me’.

Både form og ny musik blev testet foran et yderst opmærksomt og indlevet publikum, da Saveus spillede på SPOT Festival i Aarhus i september måned. GAFFA kvitterede med topkarakter – 6 stjerner! – og ordene:

”Den totale symbiose mellem kunstner og publikum – amen!”

Billetterne til koncerterne i Royal Arena og Aarhus Congress Center går i salg tirsdag den 1. februar kl. 10.00 på bill.et/saveus

SAVEUS LIVE – EFTERÅR 2022

Lørdag d. 05.11: ACC, Aarhus

Lørdag d. 12.11: Royal Arena

Med hits i bagagen som ’Paris’, ’Solhverv’ og ’Stjernerne’ havde Lord Siva en ekstra overraskelse i ærmet, da han i september optrådte i Parken, som support for The Minds Of 99. Som hyldest til det nu afdøde medlem af Danseorkestret, Jacob Andersen, spillede Lord Siva og hans band Danseorkestrets store hitklassiker ’Kom Tilbage Nu’, til stor begejstring for publikum.

Netop kærligheden til og inspirationen fra den danske musikarv fylder en god del i Lord Sivas musikalske univers, hvilket man for alvor stiftede bekendtskab med, da han i 2020 udsendte det års måske største hit, ’Solhverv’. Nu har han sammen med en af de allerstørste stjerner fra dengang og nu – Thomas Helmig – skrevet den nye single ’SOS’, der med sin tilhørende musikvideo cementerer Lord Sivas transformation fra melankolsk r&b-sanger, over trendsættende hitartist til en fuldgyldig og langtidsholdbar kunstner med et klart musikalsk og visuelt udtryk.

Om det nye samarbejde udtaler Thomas Helmig:
Brian (Lord Siva red.) og jeg har længe talt om at lave noget sammen, men det er aldrig rigtig blevet til noget. For et år siden kom han ud i mit studie, og jeg spillede en demoversion for ham af ’SOS’, som jeg netop havde lavet. Han var vild med den og tog straks hovedtelefoner på og begyndte at skrive en tekst og indsynge den.

Processen omkring at lave nummeret var meget let, og vi gjorde det på forholdsvis kort tid. Jeg er ret vild med Brians måde at skrive på, så jeg kom kun med nogle enkelte forslag til teksten. Den endelige version har desuden bibeholdt det oprindelige groove, jeg lavede dengang, og sangens enkle univers, hvilket jeg er helt vildt glad for.

Lord Siva fortsætter:
Thomas Helmig er et kæmpe popikon, og han er en af dem, der altid har gjort en forskel for musikken og stadig gør det. Jeg har selv hørt ham, siden jeg var helt ung, og unge mennesker i dag lytter også til Thomas Helmig. Han har formået at holde sig relevant og følge med tiden med en lethed, som ikke ret mange kan.

Jeg har længe gerne ville lave noget med Thomas, og jeg er enormt stolt af, at vi har siddet i et studie og skrevet et nummer sammen. Det har fungeret rigtig godt, at vi har lavet noget, hvor han er producer. Jeg skrev ordene på ret kort tid, og så kom han med nogle tilføjelser, som gjorde at teksten faldt helt på plads.

Lord Siva udsendte i 2021 kun ét nummer i eget navn, singlen ’Sig Det’, og har desuden året igennem markeret sig med den platincertificerede hitsingle ’Stjernerne’, der udkom 1. juledag 2020. Singlen var nomineret til Årets Radiohit og Årets Streaminghit, mens Lord Siva selv var nomineret til Årets Solist til DMA 2021.

I 2022 spiller Lord Siva tre eksklusive koncerter i hhv. Store Vega, København, Skråen i Aalborg og på Train i Aarhus. Billetter kan findes her.

Lord Siva – ’SOS’ – er ude nu via disco:wax. Find den her.

RELEASE: FREDAG D. 21. JANUAR

DEJAH MAKAR FORTÆLLER:
‘Real Stunna’ er et mindset og et mantra om hvordan, jeg lever og gerne vil leve mit liv! Om at kende sit værd, kræve sin ret og om den selvforstærkende effekt det har, at vokalisere det. I min verden, er der ikke plads eller tid til useriøse relationer og giftig energi.

POETISK, PROVOKERENDE, SEXET OG DIREKTE
 Dejah Makar har ordet i sin magt – og hun bruger det! Hun gør det tilmed gennemtænkt, poetisk, provokerende, sexet og direkte, men med rig mulighed for fortolkning, hvis man går på opdagelse i de åbenlyst flabede gloser som på den spritnye single, ’Real Stunna’.

“EN SKILDRING AF KVINDERS MAGT OG STYRKE”
”Når jeg rapper ”If you gonna make me a sucker I’m gonna make you a licker” er det både en meget hands on og metaforisk måde at kræve ligestilling på. Sangens udgangspunkt er seksuelt, men er også en skildring af kvindens magt og styrke – en opfordring, måske især til andre unge kvinder, om at være assertive og om at bede om hvad de gerne vil have, både i og udenfor soveværelset. Speak up! Få ting til at ske – og lad dem ske på dine præmisser,” 
forklarer Dejah Makar.

Lyt til sangen her

»Det’ så let at gå kold i / læner mig op ad de folk / der var ved min side siden starten / syv år dybe, og vi’ først lige gået i gang«

(fra ‘TÆT PÅ’)

FOR ET HALVT århundrede siden sang The Beatles om den lange og snoede vej, der nogen gange skal til for at bringe dig hel tilbage til dit udgangspunkt. Tilbage til det sted, hvor du hører hjemme, føler dig i kontrol og nu kan forstå tingene baglæns. Karl William kender følelsen. Han har været vidt omkring, siden han fik luft under vingerne i 2014, blæste op, blev rygklappet af de opblæste og efterlod barndommens Aarhus i bakspejlet  på en evigt turnerende tourbus.

Tingene gik hurtigt. Han blev skudt af sted og prøvede sig af med de allerstørste og allermest etablerede navne i dansk pop. Og måske kom han også for langt væk undervejs – fra alt det, som han i virkeligheden elsker ved at lave musik. Det, der fik ham til at svæve i første omgang. Når man første gang sætter REN på, er man i hvert fald ikke i tvivl. På album nummer fire genindtager den nu rappende sanger det hiphoppede nærmiljø, og det er her – i et urbant landskab med masser af kanter at slå sig på – at han trives bedst.

»Jeg er 100 procent vendt tilbage til mine rødder, og siden sidst har jeg så også fundet noget ro og noget selvtillid, som gør, at jeg godt selv ved, at det går meget godt, og at jeg kan finde ud af det, jeg laver. Det, jeg har lyttet til undervejs i processen, minder også mere om det, jeg hørte i 2013. Altså meget mere R&B og hiphop og den slags,« fortæller Karl William.

»Og jeg synes stadig, Kidd er den største / Vi plejed’ at vælte rundt, altid tørstig’ / Jeg kan huske de fleste var rysted’ / da du tog mig under dine vinger som den første«

(fra ‘REN’)

REN FÅR Karl William vokalt følgeskab af Artigeardit, Anthon Edwards og vennen KIDD.

»For mig er han det tætteste, vi har på en rockstjerne. Vi har hængt ud sammen i årevis, men det var nu, det passede. Nu, tiden var rigtig. Man kan sige, at vi efter et langt tilløb endelig befinder os det samme sted med vores udtryk.«

På producerfronten strør Rob x Jenne et sprødt dunkende underlag ud over de gader og stræder, som Karl Williams vokal flugter hjemmevant og tilbagelænet nedad. De tre fandt hurtigt en fælles forståelse og balance, som sangeren tidligere har spejdet langt og forgæves efter, og derfor har der heller ikke været behov for andre beatmagere:

»Vi har tiltro til, at vi alle er gode – og gode for hinanden – og det har betydet, at vi har kunnet mødes på midten og fundet et fælles udtryk. Hvis man omvendt har for mange folk til at blande sig i sine visioner, så risikerer det at ende i mundhuggeri, og det har jeg prøvet rigeligt af.«

Titlen på det nye album skulle længe have været en anden, men Karl William kom på andre tanker, da sangen ‘REN’ dukkede op. For det er med albummet, som det er med resten af sangerens liv for tiden. Han renser ud.

REN – NYT ALBUM MED KARL WILLIAM – UDE PÅ SONY MUSIC 14. JANUAR

Med hjerte, nerve og flair har Nicklas Sahl de seneste år udgivet den ene slidstærke sang efter den anden og næste i rækken er singlen ’Noise’.

Den voksede ud af – som Sahl siger – ”et flip”, han havde med Mark Ronson. Han prøvede at parre sin egen sangskrivning med Ronsons organiske 1970’er-lyd, og resultatet er et nummer med store armbevægelser – ikke mindst med et stort kvindekor. Under lagene ligger et tema, der kredser om at prøve at drukne sig i støj.

”Når tingene bliver svære, prøver jeg nogle gange at overdøve dem med at skrue op for støjen omkring mig. Støjen finder jeg ved for eksempel at tage ud med mine venner i stedet for rent faktisk at forholde mig til de her ting. Jeg har efterhånden lært, at det altid indhenter mig før eller senere, men nogle gange føles det bare nemmere at prøve at løbe fra det,” fortæller Nicklas Sahl.

’Noise’ er seneste single fra Nicklas Sahls kommende album som udkommer senere i år, og hvor vi i efteråret fik første single ’Stand Out Be Special’ fra.

Nicklas Sahl er en af de seneste års mest populære sangere i Danmark. I 2018 singledebuterede han med ’Hero’, derblev P3’s Uundgåelige. Tre af hans singler har nået top-10 på den danske Airplay Chart, i 2019 var han den næstmest spillede danske kunstner på dansk radio, og hans sange er blevet streamet mere end 80 mio. gange. Sideløbende har han vundet flere priser – herunder en MTV EMA og en Carl Prisen – ligesom han har været nomineret til to Danish Music Awards. Samtidig har han spillet talrige udsolgte koncerter rundt om i landet.

Til maj drager Nicklas Sahl på tour rundt i landet:  

12/5 – Skråen, Aalborg

13/5 – Store Vega, København

20/5 – Posten, Odense

21/5 – Train, Aarhus

Billetsalget er startet. Find billetter på bill.et/nicklassahl

I can’t run from this shit – I’m an addict 
I don’t wanna let go – gotta have it 

”Jeg har altid haft en tendens til at blive virkelig nemt afhængig af ting, og samtidig haft svært ved selv at se det. Afhængigheder er vildt spændende at skrive om og er derfor blevet et gennemgående tema for det album, jeg har lavet. Ikke som en undskyldning eller for at opnå en form for selvransagelse gennem sangene, men nærmere som en hyldest til mine afhængigheder.” 

Elias Boussnina gik ganske enkelt i gruppeterapi med sig selv og skabte ’Intervention’ – 9 sange, der kredser om afhængigheder på godt og ondt, som kommer omkring den helt konkrete slags som stoffer og alkohol, men også de underbevidste: tryghed, sex, magt og fascinationen af mennesker og verden omkring os. 

VIRKELIGHEDSFLUGT OG DOLLARTEGN I ØJNENE  

I’m rich, bitch!” proklamerede Elias Boussnina på singleforløberen, ’Bread + Butter’, som blev startskuddet på hele projektet i foråret. Det er en linje, der må siges at være lige så udansk som den sound, Boussnina står for, mens selve teksten, der selvfølgelig kan forstås bogstaveligt – om en verden hvor succes og rigdom er gud – men også dealer med begrebet penge, iscenesat med et skud klassisk dansk selvironi. Elias fortæller: 

”’Bread + Butter’ er inspireret af alle de tusindvis af timer, jeg har brugt på at høre på rappere der snakker om hvor rige, de er. Jeg synes det er vigtigt at kunne tage pis på sig selv, og det var vildt grineren at kaste rundt med ord og finde på de mest absurde ting, at sige, om en virkelighed der er drømmen for mange, men mindst lige så fjern, for de fleste.” 

Det var også med drømmen og fascination af en anden verden, at Elias Boussnina under aliasset Yung Coke nærmest opnåede kultstatus i det danske hiphop-miljø, da han og producer Bjarke Bech (Lille Høg), som nogle af de allerførste, bragte Atlanta-rappen til landet i midten af 10’erne.  

Siden debuterede Elias Boussnina i eget navn og opnåede hurtigt fornyet, anerkendt status i dansk musik, som ”Kronprinsen af dansk R&B” og med udgivelser og koncerter, som har høstet anerkendende roser og stjerner lige fra Soundvenue til GAFFA, Politiken og Information.  ’Intervention’ er produceret af Malthe Guldberg og er alsidigt og modigt, men emmer samtidigt også af den klassiske, smooth Boussnina-sound.

På ’Intervention’ overskygges skammen af en ukuelig lyst til at undersøge yderkrogene i livets helt store følelsesspekter. ’Blue Eyes’ bearbejder for eksempel dyrkelsen af nostalgi og tider der var engang, mens man befinder sig i en verden, hvor man på ingen måde føler sig hjemme, og ’Interlude’ er et tankemylder over stræben efter selverkendelse gennem sig selv, andre og hvad meningen egentlig er med det hele.  

Boussnina går også helt tæt på den største afhængighed af dem alle: kærligheden! 

”’Heroine’ handler om, at være afhængig af et andet menneske – om den der helt sygelige følelse, det kan være, at elske nogen. Er kærlighed egentlig så meget anderledes end at være afhængig af stoffer? Kærligheden er, for mig at se, et fix vi hylder, men som, i værste fald, kan presse et menneske helt derud, hvor man fuldstændig mister sig selv og som i sidste ende kan ødelægge og blive enden på alt.” 

Nogle gange kan det være nødvendigt at hive sine indre dæmoner helt frem i lyset – måske endda tage pis på dem, give dem noget fjollet tøj på – eller se dem dybt i øjnene, hvis det er dét, der er nødvendigt.  

Med ’Intervention’ gør Elias Boussnina det klart, at afhængighed ér mange ting – noget der kan have alvorlige konsekvenser og hvor indgriben udefra kan blive nødvendigt, men som ofte er noget ganske uskyldigt, og blot er en del af den du er.