Tilbage til rødderne og legesyge tider
»Det’ så let at gå kold i / læner mig op ad de folk / der var ved min side siden starten / syv år dybe, og vi’ først lige gået i gang«
(fra ‘TÆT PÅ’)
FOR ET HALVT århundrede siden sang The Beatles om den lange og snoede vej, der nogen gange skal til for at bringe dig hel tilbage til dit udgangspunkt. Tilbage til det sted, hvor du hører hjemme, føler dig i kontrol og nu kan forstå tingene baglæns. Karl William kender følelsen. Han har været vidt omkring, siden han fik luft under vingerne i 2014, blæste op, blev rygklappet af de opblæste og efterlod barndommens Aarhus i bakspejlet på en evigt turnerende tourbus.
Tingene gik hurtigt. Han blev skudt af sted og prøvede sig af med de allerstørste og allermest etablerede navne i dansk pop. Og måske kom han også for langt væk undervejs – fra alt det, som han i virkeligheden elsker ved at lave musik. Det, der fik ham til at svæve i første omgang. Når man første gang sætter REN på, er man i hvert fald ikke i tvivl. På album nummer fire genindtager den nu rappende sanger det hiphoppede nærmiljø, og det er her – i et urbant landskab med masser af kanter at slå sig på – at han trives bedst.
»Jeg er 100 procent vendt tilbage til mine rødder, og siden sidst har jeg så også fundet noget ro og noget selvtillid, som gør, at jeg godt selv ved, at det går meget godt, og at jeg kan finde ud af det, jeg laver. Det, jeg har lyttet til undervejs i processen, minder også mere om det, jeg hørte i 2013. Altså meget mere R&B og hiphop og den slags,« fortæller Karl William.
»Og jeg synes stadig, Kidd er den største / Vi plejed’ at vælte rundt, altid tørstig’ / Jeg kan huske de fleste var rysted’ / da du tog mig under dine vinger som den første«
(fra ‘REN’)
PÅ REN FÅR Karl William vokalt følgeskab af Artigeardit, Anthon Edwards og vennen KIDD.
»For mig er han det tætteste, vi har på en rockstjerne. Vi har hængt ud sammen i årevis, men det var nu, det passede. Nu, tiden var rigtig. Man kan sige, at vi efter et langt tilløb endelig befinder os det samme sted med vores udtryk.«
På producerfronten strør Rob x Jenne et sprødt dunkende underlag ud over de gader og stræder, som Karl Williams vokal flugter hjemmevant og tilbagelænet nedad. De tre fandt hurtigt en fælles forståelse og balance, som sangeren tidligere har spejdet langt og forgæves efter, og derfor har der heller ikke været behov for andre beatmagere:
»Vi har tiltro til, at vi alle er gode – og gode for hinanden – og det har betydet, at vi har kunnet mødes på midten og fundet et fælles udtryk. Hvis man omvendt har for mange folk til at blande sig i sine visioner, så risikerer det at ende i mundhuggeri, og det har jeg prøvet rigeligt af.«
Titlen på det nye album skulle længe have været en anden, men Karl William kom på andre tanker, da sangen ‘REN’ dukkede op. For det er med albummet, som det er med resten af sangerens liv for tiden. Han renser ud.
REN – NYT ALBUM MED KARL WILLIAM – UDE PÅ SONY MUSIC 14. JANUAR