fbpx
Noah Carter

Anmelderroste Noah Carter ude med sit tredje album ‘Carter The Kid’

Del:
Med en perlerække af landets mest banebrydende hiphop- og R&B-producere bag knapperne – og med features fra markante stemmer som Hans Philip, JEURU og School Of X – er Noah Carter nu klar med sit tredje album.

Han debuterede i 2016, allerede dengang, ført an af sin helt egen karakteristiske vokal og et særdeles melodisk udtryk i mødet mellem beat-tung hiphop og sælsom R&B. Noah Carter var, med andre ord, som ingen anden artist på den danske musikscene – og med udgivelsen af sit nu tredje album, må Carter siges at være et lige så markant og særegent navn i dansk rap. 

Det er tre år siden, vi sidst fik et nyt album fra Noah Carter. Dengang blev der drysset anmelderstjernestøv udover ’2nd Demo’, der fulgte op på den ligeledes yderst anmelderroste debut, ’Couch Dreams’, fra året før. Nu gælder det ’Carter The Kid’ – et album, der for alvor åbner op for ordsmeden bag de 13 nye skæringer. 

”Jeg har ikke noget overordnet tema for det her album. ’Carter The Kid’ er Carter The Kid! Der er ups and downs i livet, som har fundet vej ind på de her sange. Det er en pose blandede bolsjer – et hav af forskellige moods, man kan dykke ned i,” fortæller Noah Carter. 

På de seneste to albums, har Noah Carter arbejdet tæt sammen med producer, Jens Ole McCoy. Og McCoy er selvfølgelig også at finde på credit-listen på ’Carter The Kid’, hvor hans tidligere makker i Ukendt Kunstner, Hans Philip, også kigger forbi på førnævnte, ’Free Solo’. 

I producerstolen finder man bl.a. brødrene, Asmus og Emil Harm (TopGunnIcekiid m.fl.), den københavnske duo, T&O (Benny Jamz, Kesi m.fl.), Tais Stausholm (Sivas, Lord Siva m.fl.) og Christian Rohde (Hans Philip og Coco O.).  

Og så er det første gang siden debutsinglen, ’Do You’, at Noah Carter arbejder sammen med Hennedub igen. Det gør han bl.a. på singleforløberen, ’Dirty Disco’, der desuden gæstes af Rasmus Littauer aka School Of X som også har produceret et nummer og medvirker på to af albummets andre sange. 

”Jeg går way back med alle, jeg har med på det her album. Mødte for eksempel Rasmus tilbage i 2016 og har været fan af School Of X lige siden. Jeg sendte ham en demo, og han kom tilbage med et omkvæd der gav tracket en helt anden dimension. Det blev til ’Dirty Disco’,” fortæller Noah Carter. 

Lige så tung bassen er, ja nærmest lige så fintfølende er lyrikken på Noah Carters nye album, mens stemningerne og lige så forskellige og mange, som der er producere. Alligevel formår ’Carter The Kid’, ganske ubesværet og med en overlegen frihed, at fremstå som et samlet værk fra en af landets ubestridt mest interessante stemmer: Noah Carter!