Indlæser...
Vi fandt ingen resultater...

Ny single fra Maximillian & Nicklas Sahl

Del:

Man kan komme sig over et knust hjerte på mange måder, men ofte handler det om, at få snakket om det med en god ven. Maximillian og Nicklas Sahl fik for alvor prikket hul på venskabet, da de begge deltog i musikprogrammet, Toppen Af Poppen, sidste år. De kendte allerede hinanden før de indtog TV-settet og fortolkede hinandens sange i bedste sendetid – faktisk havde de allerede skrevet musik sammen ved flere lejligheder, men aldrig indspillet noget sammen. Indtil nu…

”Det at skrive sange, kan være den direkte vej ind til det mest sårbare – der, hvor det gør allermest ondt. En dag, hvor vi mødtes i studiet, ville skæbnen, at vi begge stod midt i et brud. Vi bondede fuldstændig over de her lidt underlige modstridende følelser, jeg tror alle kender til, af at føle sig emotionelt afklaret, men samtidig at savne den her person og det man havde helt vildt meget,” fortæller Maximillian og fortsætter: ”’Miss Her’ blev for os en måde at åbne op og tale sammen om alt det der var svært. Det er en hyper-effektiv og terapeutisk måde at støtte hinanden på – som et hemmeligt våben mellem venner.”

Det hemmelige våben er altså blevet til denne grandiose ballade fra to af landets mest populære nye popnavne, som har indtaget hitlister og spillesteder, både herhjemme og i udlandet, de seneste år.

Som bare 17-årige debuterede Maximillian med en stemme der med ét fik førende internationale musikmedier som The Line Of Best Fit og CLASH til at spå om en stor fremtid for den unge dansker. Og gennembruddet kom for alvor med ’Beautiful Scars’ der fejede Dua Lipa og Bieber ned fra hitlisterne og blev et af de største hits i Sydøstasien i 2020. Singlen har kurs mod 150 millioner streams – bare på Spotify – og da Maximillian sendte sit debutalbum, ’Too Young’, på gaden i oktober 2021, ramte leadsinglen, ’Love Like This’, intet mindre end 29 NMF-playlister verden over!

Med sin elektriske guitar om halsen, en særegen, kraftfuld vokal og evnen til at skrive umanerligt fængende popmusik, gjorde Nicklas Sahl sit indtog på den danske scene med sangene fra debutalbummet, ’Planets’, i 2019. Han blev allemandseje med hitsingler som ’New Eyes’ og ’Four Walls’ og da Nicklas Sahl fulgte op med sit andet album, ’God Save The Dream’, røg han endnu engang direkte i Top-10 på radio med ’Stand Out Be Special’.

Ovenpå Toppen Af Poppen, har både Maximillian og Nicklas Sahl været på turné rundtom i Danmark. Og hvem ved – nu hvor vi har fået ’Miss Her’ – måske vi får dem at se på scenen sammen en dag…