Artigeardit

ARTIGEARDIT VENDER TILBAGE TIL ROYAL ARENA I 2027

Del:
Efter et år, hvor Artigeardit endnu en gang har markeret sig på nogle af landets største scener, vender han nu tilbage til Royal Arena den 13. marts 2027 til sit hidtil største soloshow.

Artigeardit har efterhånden gjort de store danske scener til hjemmebane. Men størrelsen er ikke det interessante i sig selv. Det er måden, han fylder dem på: med et publikum, der kender linjerne, et liveband, der giver sangene nyt liv, og et katalog, der kan bevæge sig fra eftertænksomhed til moshpit på ganske få minutter.

Sommeren 2026 blev endnu et kapitel i den historie. På Musik i Lejet leverede Artigeardit en koncert, der fik GAFFA til at konkludere: “Det er ikke til forhandling: Artigeardit er den bedste”. Festivalshowet kom i kølvandet på udgivelsen af “Den lange vej” og viste, hvordan den nyere musik allerede har fundet sin plads side om side med de sange, publikum gennem årene har gjort til deres egne.

Live har Artigeardit gennem flere år udvidet rammerne omkring sin musik. Fra udsolgte koncerter i Store VEGA og Det Ny Teater til Royal Arena og Orange Scene er både produktionerne og publikumsmængderne vokset. I 2023 blev udviklingen anerkendt, da han modtog Danish Music Award for Årets Danske Livenavn – samme år som “Længe leve” blev kåret til Årets Danske Album, og han modtog P3 Prisen ved P3 Guld.

En vigtig del af de nyere koncerter er livebandet. Det giver musikken en mere fysisk og organisk dimension og åbner for andre sider af sangene end studieversionerne. Rock, hiphop, pop og de mere stille passager kan eksistere i det samme show, uden at Ardits karakteristiske levering og tekster forsvinder i produktionen.

Den musikalske udvikling kan også høres på “Den lange vej”, der udkom i juni 2026. Her bevæger Artigeardit sig længere ud af den traditionelle hiphopramme og trækker blandt andet på indierock, artpop og mere organiske produktioner. Soundvenue placerede efterfølgende albummet blandt de ti bedste danske album fra første halvdel af 2026.

Artigeardits styrke ligger i spændet. Han kan stå midt i et stort festivalshow med tusindvis af mennesker foran sig og stadig lade en personlig linje være omdrejningspunktet. Det ene øjeblik er der hænder i vejret og bevægelse foran scenen; det næste får en sang lov til at stå næsten alene. Efter et årti på scenen har Artigeardit et katalog, der gør det muligt at bygge koncerter på mere end de største hits. De gamle sange, “Den lange vej” og et stadig mere ambitiøst liveformat mødes nu i Royal Arena til et show, der samler trådene fra karrieren indtil nu – og fortsætter med at ændre form i takt med ham.

Billetter i salg 25. september kl. 10.00. på www.artigeardit.dk