Ida Laurberg

Mød det fremadstormende talent Ida Laurberg

Del:
21-årige Ida Laurberg fik sit første store streaminghit med nummeret ”Puppy Dog Eyes”, som hun som 16-årig skrev, producerede og udgav. Siden da er det kun gået én vej – fremad. Nummeret har over 40 millioner streams på Spotify og YouTube, hun har siden stiftet sit eget pladeselskab, ’All Chemistry’ og i 2019 udsendte hun sin første officielle single ”Grayzone”.

Den unge sangerinde Ida Laurberg har for nyligt optrådt ved dette års The Voice Awards med sine egne singler ”Personal Letters” og ”Feels So Loud”, og i selskab med den danske hit-mager Tobias Rahim på deres duet ”Stimulanser”, hvor hun ved samme show vandt prisen for ”Bedste Nye Artist”. Hun har turneret med helt store artister som Jada, Nicklas Sahl og Calby, til december opvarmer hun for Saveus på deres Danmarksturné og der er lagt i kakkelovnen for et spændende 2022 for Ida Laurberg med masser af ny musik på vej. Udover at være klar med en spritny single, er Ida’s samarbejde med Red Barnet for nyligt blevet lanceret, hvor hendes musik spiller en central rolle i en kampagnerække omkring digital mobning. 

Den smukkeste musik er den, der føles som en glødepære i mørket. Og hvis den her pære ikke er omringet af mørke, så er det jo ligegyldigt. Jeg tror også, at det er derfor, jeg er meget inspireret af Billie Eilish. Hun har ligesom være den første, som både var virkelig ung og som samtidig turde sætte ord på de her store, mørke følelser. Hun er bare sig selv og tænker ikke, at hun behøver være noget for nogen. Jeg håber også, at jeg ikke behøver at ’lade som om’, før nogen vil se op til mig”.

Ida Laurbergs musik er velproduceret, ærlig og fængende pop. Hendes stemme er både sårbar og kraftfuld på én og samme tid, for er der én ting, som Laurberg virkelig kan, så er det at synge. Hendes melankolske emopop er som skræddersyet til en digital tidsalder, hvor ideen om den polerede popprinsensse for længst er blevet erstattet af den introverte outsider. Hendes musik lyser op bag skærmen på alverdens mørke teenageværelser, og hun insisterer på at skabe et rum, hvor det ellers ubærlige tungsind, der præger både hende og resten af hendes generation, legitimeres og løftes i flok.