ozzy annoncerer Danmarks turné i 2026
ozzy sætter sine sidste to år under lup, når han med debutalbummet ’Hyben’ fortæller historien om at prøve at holde fast i sig selv i en dogme-fyldt hiphop verden, hvor succesen måles i penge og status – og sjældent i at have det godt.
Siden ozzy i 2023 udgav sin første single ’Samme side’ er det gået stærkt for den 24-årige rapper og sanger. Egentlig var han en introvert og genert dreng med hang til SoundCloud-rap, der hjemme på værelset i Helsingør nørdede musikproduktion. Nu står han på scener og natklubber landet over med nogle af Danmarks største artister og spiller netop de sange, han i mange år puttede med på værelset.
Og netop den kontrast er centrum for ozzys første album, når han undervejs stiller sig selv spørgsmålet: Kan man holde fast i sig selv som et tilbagetrukket menneske, når man pludselig er eksponeret for hele Danmark?
”Det har været nogle vilde år og mit liv har jo ændret sig helt vildt. Musik er blevet mit arbejde, men i bund og grund er jeg bare ikke særligt hiphoppet anlagt. At stå på en scene har jeg skulle lære fra bunden, og jeg vil meget hellere være derhjemme end at stå på en natklub. Så det har virkelig krævet, at jeg kom ud af min comfort-zone at være artist på fuldtid,” fortæller ozzy.
Med ‘Hyben’ som en allegori for én, der skal bryde ud af sin skal og blive til en rose, er albummet er tematisk og sonisk delt op i en A- og B-side. På A-siden er lyden trap-tung og med en lyrik, der vidner om en selvbevidst ozzy, som i sit forsøg på at leve op folks forventninger, er ved at bryde sammen. På B-siden bevæger albummet sig pludselig i en langt mere poppet og romantisk retning, hvor fortællinger om kærlighed og familie overtager det lyriske univers.
’Hyben’ er produceret af ozzy selv samt Emil Falk, Rob&Jenne, Nicki Pooyandeh, Anders Ingstrup Johansen og Noah Farlot. Albummet gæstes desuden af Benny Jamz, MAS og KESI.