Danser Med Piger byder op til dans
”Vi har det for fedt, når vi spiller og skriver sange sammen! Vi kunne sagtens have spillet musik hver for sig, men sammen er det bare meget sjovere. Når vi laver musik, er vi fem bedste venner, der hænger ud, samtidig med at vi laver musik lige præcis på denne måde, som vi elsker.” – Danser Med Piger.
Efter flere år med optrædener med coverversioner, fik bandet lyst til selv at skrive og indspille deres egen musik. En aften i deres selvbyggede hjemmestudie skete der pludselig noget. Debutsinglen tog sin spæde start og i stedet for at gå i seng, for at være friske til en vigtig session dagen efter, blev bandet oppe hele natten for at lave sangen færdig: ”Når vi laver musik, så går vi og har det for sygt hele aftenen og natten! Vi går og danser til det, synger, kigger på hinanden og får det fedeste rush af at lave den her musik. Vi synes, det ville være dumt, hvis ikke vi forsøger at videregive denne følelse, til dem der vil lytte”. – Danser Med Piger
Det blev til sangen ’Lad Mig Være’, hvis titel indikerer det modsatte af hvad bandet i virkeligheden opfordrer til – man skal nemlig alt andet end at lade dem være, og sangens omkvæd: ”Lad mig være – være noget for dig” beskriver egentlig meget godt lige netop det, som bandet gerne vil opnå: ”Vi elsker dansemusik, og vi vil gerne invitere folk ind i varmen og med til vores fest. Det håber vi, at folk derude er klar på. Sangen er en energibombe, som handler om at springe ud i det, ud i kærligheden. At turde være direkte, gribe chancen og droppe tvivlen.” – Danser Med Piger
Danser Med Piger er rendyrket pop og disco anno 2022, som trækker tråde fra 80’erne: ”Det er helt klart pop, det kan vi ikke løbe fra! Og så er det 80’er inspireret. Men vi prøver at lave en ny era inden for disco. Vores generations form for disco med inspiration fra den gamle skole, såsom Earth, Wind & Fire og Michael Jackson.” – Danser Med Piger. Disco-referencerne kan især mærkes på det helt store hit ’Danser Med Piger’ som har ligget på hitlister hele sommeren.
De fem drenge er i starten af 20’erne og bor sammen i en lejlighed i København, hvorfra de skriver og indspiller deres musik: ”Alt vi skriver om, har mindst én fra bandet oplevet. Vi skriver sangtekster om at være ung og dum og om kærlighed. Vores sange taler ud til en stor gruppe unge, ud til vores egen generation, i hele Danmark. Vi vil gerne have, at folk får energi og et smil på læben, af den musik vi laver.” – Danser Med Piger
Danser Med Piger har allerede spillet på SPOT, til Cheff Records Festival og opvarmet til Cheff Records koncerter i K.B. Hallen og i Århus kongrescenter samt headlinet Hotel Cecil, TRAIN og snart VEGA.
Oplev Danser Med Piger når de rejser rundt i landet i foråret 2023. Billetter i salg torsdag d. 10. november kl. 10 på bill.et/dansermedpiger