Agnes Hartwich udgiver fan-favoritten ‘Sad/drunk’
Sangskrivningen på hendes debut-EP vidnede om et talent der med sine ord, formår at trække lytteren ned i det mørkeste dyb, mens man, det næste øjeblik, bliver flået op til overfladen for at få luft. Agnes Hartwich ramte dansk musik med en rå, inderlig styrke med sange der både rummer aggressivitet, sårbarhed og alt det, der giver et ungt menneske og livet karakter.
Og karakter, er lige netop hvad Agnes’ første udgivelse i 2023 har; ufiltreret og med en ærlighed, der hverken pakkes ind i storladen produktion eller finpudsning, står ’sad/drunk’ som et helt særligt Agnes Hartwich-nummer.
”Den handler om at have ramt bunden følelsesmæssigt – om, at forsøge at skjule det for omverdenen, mens man prøver at cope med hvor man er på en usund og eskapistisk måde,” indleder Agnes og fortsætter: ”Den skrev lidt sig selv, på den der teenage-agtige dagbogsmåde; som en sang der ikke var tiltænkt, at andre skulle høre den. Der er ingen slay-energi, jeg kan gemme mig bag og det er nok også derfor at det føles så noia at udgive den.”
’sad/drunk’ har været med Agnes på tour det seneste års tid, hvor hun bl.a. har spillet support for etablerede navne som Scarlet Pleasure og Alex Vargas, som også producerede EP’en, ’Into the Deep Dark Blue’, med hende. ’sad/drunk’ blev et specielt moment i sættet, hvor bandet trådte i baggrunden, mens Agnes stod alene og publikum tog sangen til sig.
”Når jeg har spillet koncert, modtager jeg altid beskeder fra mennesker, som relaterer til ’sad/drunk’, og som har delt deres egne historier med mig. Det gør mig utroligt ydmyg, men det er mest af alt livsbekræftende og stærkt at mærke, at ens musik kan påvirke andre på den måde.”
I sommers fulgte Agnes Hartwich op på sin debut-EP med udgivelsen af singlen, ’DAMN WAUV’, som blev P3’s Uundgåelige. Hendes koncert på SPOT Festival i Aarhus modtog 5 stjerner hos GAFFA samt en spådom om en ny dansk rockstjerne der udover en tung, farverig elektronisk energi, gør det svært ikke at lade sig fortabe i tekstuniversets personlige univers.
Og der er mere på vej: Agnes Hartwich arbejder nemlig lige nu på sit debutalbum.