Videopremiere: Scarlet Pleasure kaster en redningskrans til den tabte sommer
Den storhittende trio har netop udgivet billedsiden til deres seneste hit, ‘SOS’.
”Vi har over det seneste år skrevet nye sange med de instrumenter vi spiller live i centrum. Det er sange, der er skabt i et enkelt format og som fremfor alt, har masser af følelse.”
Sådan siger Scarlet Pleasure om deres nye single ’SOS’ er ingen undtagelse. En sang, der er spiret ud af en mere eksotisk del af ’haven’, på en rejse til den indonesiske vulkanø, Bali. ”Vi levede i total isolation fra omverdenen, bare os og vores instrumenter i et hus i skoven. I de frodige og varme omgivelser væk fra civilisationen kom inspirationen til ’SOS’”, fortæller forsanger Emil Goll.
’SOS’ oser da også af solrige vibrationer inspireret af langsomt vuggende reggae over den franske sanger Charles Aznavours klassiker, ’La Boheme’ – naturligvis tilsat Scarlet Pleasures velkendte flabethed og uimodståelige kant. Om varmen i skoven, vitterligt steg Goll, Malone og Dencker til hovedet, vides ikke, men ’SOS’ handler om hallucinationer ved afsavn og om at man, i en følelse af febervildelse over at have miste den man elsker, desperat kalder på hjælp.
Nærmest som en profeti, kunne Scarlet Pleasure forud for Corona-krisen sende optimisme ind i hverdagen med singlen, ’Better’. Nu sender de så et ’SOS’ skabt fra isolation, ud til det spirende forår. ”Da vi skrev de her sange var der overhovedet ikke noget som hed Corona – udover ølmærket og budskaber er jo en sjov størrelse; hvis man prøver at skrive noget ærligt og ægte, kan det i bedste tilfælde forstås på mange forskellige måder.” fortæller bandet og fortsætter om det nye album: ”Vi har virkelig fokuseret albumprocessen omkring ’Garden’ på at skrive nogle ægte sange i forskellige stemninger, som vi kunne spille på bas, trommer og guitar i øvelokalet. Det håber vi man kan mærke.”