Unikke og nærværende onlinekoncerter med landets største artister

Foråret står i fuldt flor, og vi er tilbage med forrygende nyheder. Hos United Stage er vi stolte af at præsentere vores nye online koncertformat LiveOnline™ – livestreamede koncerter i absolut højeste kvalitet. Sammen med landets mest eksklusive artister står vi klar til at give dig, dine kolleger og samarbejdspartnere en skræddersyet og unik oplevelse, I aldrig vil glemme.

Vi skaber jeres næste eksklusive event

Hvad giver dig og kollegerne energi? Med LiveOnline™ kan vi levere en fantastisk intimkoncert med en af vores eksklusive artister, som går direkte i hjertekulen. Vi kan arrangere knivskarp standup i samspil med musikalske indslag. Eller måske en skræddersyet quiz, toppet med et fantastisk værtskab og nøje udvalgt livemusik? United Stage er din personlige skrædder, og vores fornemmeste opgave er at forkæle dig med unikke oplevelser. Vi kan streame fra en lækker scene, jeres domicil eller måske fra kollegaens baghave.

Vi har udformet tre koncerttyper, som du kan lade dig inspirere af.

LiveOnline™ | Solo
Vores solo-format er akustiske og intime solokoncerter med nogle af landets dygtigste singer-songwriters, som du aldrig har oplevet dem før. Det enkelt, lækkert og nærværende – og det er en unik mulighed for at komme helt tæt på artisten. Læs mere her.

LiveOnline™ | Session
Et semiakustisk koncertformat med fantastisk stemning og et lækkert lydbillede. Du kommer helt ind til benet, når artisten leverer kendte sange i et nyt format. Med professionelt lyd-, lys- og kameraarbejde kan du forvente en knivskarp produktion, skræddersyet efter dine visioner. Læs mere her.

LiveOnline™ | Scale
Med vores Scale-format får du storslåede livekoncerter, som du aldrig har set dem før. Vi elsker at skabe professionelle events helt fra bunden, og står på spring til at producere dit unikke event som det næste. Har du specifikke ønsker til artist, vært, lokation eller format? Vi griber dine bolde og leverer en fuld produktion med både lyd, lys og lækkert kameraarbejde. Læs mere her.

Kvalitet af ypperste kaliber

United Stage har mere end tolv års erfaring med professionelle og skræddersyede eventproduktioner, og med LiveOnline™ tager vi mulighederne til nye højder. Vi leverer et knivskarpt HD-billede, lækker lydkvalitet og stemningssættende lysshow. Eventet produceres og afvikles af vores professionelle produktionsteam, og vi kan garantere kvalitet af ypperste kaliber og en uforglemmelig fællesskabsfølelse som ryger lige lukt ned i mindekartoteket hos dig, dine kolleger og samarbejdspartnere.

Kom helt tæt på artisterne

United Stage er bureauet med en række af landets absolut største artister – og vores artister savner kontakten til jer. Med LiveOnline™ har vi sørget for, at du kan komme helt tæt på artisten, fx ved at chatte live. Sammen hver for sig.

Fokus på online sikkerhed

Vi har fokus på din online sikkerhed, og derfor har vi sat alle sejl til for at undgå e-mail phising. LiveOnline™ kræver ingen personoplysninger, og for at få adgang til eventet, skal du blot indtaste en unik adgangskode på vores videosite. Herefter er du allerede klar til at nyde underholdningen for fuld udblæsning.

Kontakt os på +45 23 36 00 11 eller jeppe@unitedstage.dk for en åben dialog om dine visioner.

En unik mulighed byder sig for danske fans af Christopher, når den populære sanger tager på en højspændt Danmarksturné til efteråret.

Med mere end en milliard streams på CV’et kan der ikke herske nogen tvivl om, at Christopher er en af landets absolut største popstjerner. Siden han i 2012 udgav sit første album ‘Colours’ med hitsingler som ’Nothing In Common, ’Against the Odds’ og titelnummeret ’Colours’, har han været med til at definere det danske musiklandskab – både som en knivskarp sangskriver og studieartist, men også som en raffineret performer, der lægger sit publikum ned med et brag af en energiudladning.

Siden debutalbummet har Christopher udgivet ‘Told You So’ (2014), ‘Closer’ (2016) og sidste års ‘Under the Surface’. Gennem de tre albums har vi som lyttere ikke blot fulgt en kunstner i konstant udvikling. Vi har også set et ungt talent træde ind i voksenlivet med stil – en transformation vi har fulgt på nært hold gennem sangerens personlige tekstunivers. Fra dansable og ungdommelige pop-bangere har Christopher bevæget sig hen mod et mere eftertænktsomt udtryk. En bevægelse som kommer til udtryk på ’Under The Surface’, hvor ærlighed er sat i højsædet. Som Christiopher selv beskriver: ’Jeg vil vise folk, at jeg kan andet end at få dem til at danse. Jeg kan også fortælle en personlig historie, man bliver rørt af.’ Det bliver en ærlig og stripped-down Christopher, som til efteråret lader sit publikum komme helt tæt på i en musikalsk fortælling om sin personlige rejse.

Annonceringen af Danmarksturnéen 2020 kommer i kølvandet af Christophers nye single ’Ghost’, som udkom i januar. Allerede da han slog de første spæde toner til singlen an, vidste han, at han havde fat i noget helt essentielt. ’Ghost’ markerer ikke blot, at popstjernen lægger i kakkelovnen til flere fremtidige udgivelser, men markerer også, at Christopher arbejder videre med det eftertænksomme udtryk, som han fremlagde på ’Under the Suface’. Samtidig eksperimenterer han med et mere organisk lydbillede, som er frembragt med håndspillede instrumenter og fyldige kompositioner.

På efterårets turné kan du se frem til et eksklusivt møde med en stjerne i topform. Christopher er gang på gang blevet anerkendt for sit professionelle performancearbejde – en stålsat energi som smitter helt ned til de bagerste rækker. Gaffa har tidligere beskrevet ham som ’en fuldblodsentertainer’, mens BT anerkendte Christophers koncert på Smukfest 2018 med ordene ’en overlegen popprins’. Der er dømt uhøjtidelighed, ærlighed og en rendyrket eksplosion af energi, når Christopher til efteråret lægger landet ned.

 

Oplev Christopher på følgende venues:

18.11.2020 – Musikhuset, Aarhus

19.11.2020 – Magasinet. Odense

20.11.2020 – Folkets Hus, Struer

21.11.2020 – Falkoner, København

22.11.2020 – Portalen, Greve

Billetsalget starter fredag d. 15 maj kl 10.00

’Den unge rapper fra Nørrebro smadrede den eksisterende orden i musikbranchen og startede en ny tidsregning, hvor man kunne gøre alt selv, og hvor alt syntes muligt.’ – Soundvenue

Sådan beskrives den kun 30 årige legende og dét han og Cheff Records opnåede i begyndelsen af 2010erne. Og det er selvfølgelig Nicholas Westwood Kidd det drejer sig om her. Sidst han udgav noget i eget navn var tilbage i 2017, med blandt andet singlen ’Bedre’ ft. Don Stefano og i begyndelsen af april i år skubbede Kidd så til rygterne om nyt musik, da han gæstede Emil Kruses single, ’Stjerner’;

Jeg har hele tiden lavet musik, men har ærlig talt bare være intimideret af at skulle udgive, kombineret med en selvskabt forventning til at leve op til hvad der skete for 10 år siden, forklarer Nicholas Westwood Kidd.

Tirsdag den 5 maj skete det så. Uden nogen stor annonceringskampagne og helt i KIDD’s vanlige ånd, udkom Gang Igen, som helt rigtigt blev tippet til at være en appetizer på rapperens kommende musikudgivelser. En appetizer, som allerede nu følges op af singlen Bare Dans.

Jeg ser det ikke selv som et comeback. Nu har jeg bare endelig taget mig sammen til at dele det med resten af verden. Det vigtigste for mig har dog været, at minde mig selv om, at jeg udgiver musik for min egen skyld. Det føles rigtigt og giver mig samme energiske følelse præcis som det gjorde dengang. – Nicholas Westwood Kidd

På singlen Bare Dans’ har de velkendte navne Eloq og Emil Kruse haft en vigtig finger med i spillet. Sammen har de tre fået kreeret et uptempo track, som er lige dele energisk og catchy. Det er lyden af den virkelig gode fest, vi alle går og craver, hvor man har lyst til at gøre præcis det som titlen befaler; Bare Dans!

Sidste år blev Det Store Juleshow med Burhan G og Danmarks Underholdningsorkester en mindeværdig succes – i år er der for alvor lagt i kakkelovnen til en ny familietradition.

I en tid hvor vi er sammen hver for sig, er hjerternes fest et beroligende lys for enden af tunnelen.  Traditionen tro inviterer Burhan G til Det Store Juleshow 2020 og akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester, kan du lade julefreden sænke sig i selskab med fortryllende julestemning, og dem du holder af.

“Tinka, du drømmer. Tror du vi ka’ finde tilbage til magien?” I 2017 skrev Burhan G titelmelodien til årets julekalender ’Tinkas Juleeventyr’, og aldrig har teksten til det store julehit været mere sigende. I mere end ti år har Burhan G samlet folk omkring nogle af landets mest storslåede og unikke liveshows – og Det Store Juleshow 2020 bliver ingen undtagelse. Med et symfoniorkester på 30 mand finder Burhan G tilbage til magien, når han over hele landet inviterer dig og dine kære ind i varmen:

Julemusik har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte. Lige siden jeg som dreng sang julesange med Københavns Drengekor i Domkirken, har jeg savnet at synge julemusik. Så det er en kæmpe drengedrøm der går i opfyldelse, nu hvor jeg igen får lov at synge både ’Tinka’ og en masse andre af mine yndlingsjulesange til julekoncerterne. Og det gør det kun endnu større, at det bliver med Danmarks bedste symfoniorkester.”

Burhan G lader julefreden sænke sig med sange fra sit julealbum ’Et Barn Af Jul’, som med hittet ’Tinka’ strøg direkte ind i folkets hjerter og på landets hitlister. I dygtigt samspil med Danmarks Underholdningsorkester kan du også glæde dig til nyfortolkninger af nostalgiske juleklassikere samt et gensyn med udvalgte hitsingler såsom ‘Jeg’ I live’, ’Din For Evigt’ og ‘Kalder Mig Hjem’.

Glæd dig til en mindeværdig aften, hvor en ny familietradition tager form, og du igen kan holde om og holde af.

Det Store Juleshow 2020
03.12 – Sønderjyllandshallen, Aabenraa
04.12 – Kulturcenter Limfjord, Skive
05.12 – Arena Næstved
06.12 – Operaen, København
10.12 – Royal Stage, Hillerød
12.12 – Odeon, Odense
13.12 – Musikkens Hus, Aalborg
15.12 – Vejle Musikteater
17.12 – Tinghallen, Viborg
18.12 – Musikhuset Aarhus
19.12 – Roskilde Kongrescenter

Billetsalget begynder torsdag d. 7 maj kl. 10.

Carpark North skruer stilsikkert op for poppen, kærligheden og livets smukkeste øjeblikke på ny fængende forårssingle. ’Moments’ er ude nu!

De har altid været lige så hårdtslående, som de har været melodisk træfsikre. Faktisk har Søren Balsner, Morten Thorhauge og Lau Højen aldrig lagt skjul på, at de elsker poppen lige så højt, som de elsker deres rødder i rockmusikken – og alt der imellem. Og det har gjort Carpark North til sin helt egen på den danske musikscene i nu 20 år – et band, som altid er garant for fællessang og armene langt op over hovedet!

Og hænderne strækkes helt ud mod forårshimlens uendelige, lyseblå horisont på trioens nye single, ’Moments’, som er Carpark North i et særdeles opløftende pop-gear. ’Moments’ er lyden af den ultimative kærlighedserklæring til livet fra de tre bandkammerater.

”Det her er en sang om nuet. Om de fantastiske øjeblikke, livet består af og om at længes efter dem, allerede før de er forbi. Moments’ er længselsfuld pop til lange sommernætter med et klart budskab, som prikker til vores fineste opgave; at opleve livet, mens det er her,” fortæller bandet om den nye single.

’Moments’ er ligesom sidste efterårs fest-hymne, ’Hopefully We’ll Never Know’, indspillet og produceret i samarbejde med Joshua (Kent, Kashmir, Mew m.fl.), som også stod bag Carpark Norths to første albums. Singlen er blevet til i studier i Hamborg, Eastbourne og i bandets eget på Christianshavn, mens de sidste finpudsninger – i bedste Corona-stil – er gjort over internettet.

Carpark North giver, efter planen, fem store indendørs koncerter i efteråret 2020, når de gæster Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde og Købehavn med deres anmelderroste hitparade. I aften kan du opleve bandet og den nye single direkte fra Telia Parken via live-streaming.

Så er der allerede mere nyt fra den københavnske rapper, Noah Carter. Han har netop udgivet to singler, ’TOP SHELF’ samt “LUV JAWN”.  Singlerne udgives lidt under en måned efter den første street single, ‘Gary Payton’, som havde Benny Jamz som gæst. Numrene er produceret af de eftertragtede brødre, Emil og Asmus Harm.

Kristian Karl fra Soundvenue fortæller om de to numre:

‘Luv Jawn’ er en melankolsk refleksion over et forlist forhold, der fint fortsætter stilen fra udgivelserne ‘Couch Dreams’ og ‘2nd Demo’. Det er ekskæreste-rap i bedste Drake-stil, når Carter synger passiv-aggressive punchlines som denne: »I guess you are more brave than I am / cause when you say you tell the truth, you’re not afraid to lie«.

Tempoet skrues så en lille smule op på ‘Top Shelf’, hvor Noah Carter skifter til Migos-agtige rapflows over et underligt besnærende guitarbeat, der lyder som noget The Weeknd ville synge over i ‘Trilogy’-tiden. Samtidig ynder han at nynne sine stavelser, så de blender sang og rap sammen – lidt på samme måde som Partynextdoor, mens Carters rungende ad-libs nikker til Travis Scott.

Mens du sov kastede Topgunn otte brandvarme nye sange ud fra toppen af SAS hotellet. Sange som indeholder gæsteoptrædener fra blandt andre Medina, Branco og Icekiid.

Med et utal af guld- og platincertificeringer i bagagen har TopGunn for længst cementeret sin status som en af Danmarks største sangere. Snart udgiver han sit fjerde album, SAS, som indeholder gæsteoptrædener fra bl.a. Medina og rapperen Branco. Albummet udkommer kun et år efter 1991 fra 2019, som bragte hits som ‘Detaljen’ og ‘Nik & Jay’ med sig. TopGunn skal nu forsøge at overgå succesen fra 1991, med det som man kan kalde den svære to’er.

TopGunn har været en vigtig spiller i dansk musik lige siden han startede med at producere og skrive musik i start 2010’erne. Fra producer og pladeselskabsejer af Cheff Records til platin- og guldsælgende soloartist – TopGunn har opnået mange ting, som kun få i hans alder har.

Hans idé- og skabertrang har også bredt sig udover musikbranchen. Som 26-årig investerede han i en lejlighed, som skulle totalrenoveres, før den kunne bruges. Som 27-årig brugte han pengene til at investere i en villa i Gentofte, som han renoverede fra bunden. Og i februar 2019, som 28-årig, blev han medejer af og åbnede en caribisk restaurant, Bambam, på Ravnsborggade i København. Det vidner om en idéernes mand, som kaster sig frygtløst ud i alverdens projekter.

På SAS er det musikken, som er i centrum. Forud for albummet skilte TopGunn sig af med sine andre projekter, og siden da har han brugt al sin tid i studiet. Gaffa kvitterer ligeledes albummet med 5 stjerner.

Jeg laver jo primært min musik, fordi jeg ikke kan lade være. Og på det sidste har jeg faktisk ikke lavet andet end at arbejde. Det har været nødvendigt for mig, og det er et tilvalg, af det, jeg er allermest stolt af – min musik,” fortæller TopGunn.

TopGunn er en musiker, der stiller enormt høje krav. Både til folkene omkring musikken, men allermest til sig selv. Han er den første, der tager i studiet, og den sidste der tager hjem. Den der bliver og arbejder, når andre holder fri. Den der lægger allerflest kræfter i projektet. Det er det, der kræves for at holde styr på den forretning, som TopGunn er og har opbygget omkring sig selv, og ikke mindst for at indfri forventningerne til sig selv. TopGunns karriere og livsstil er bygget op omkring, at han bruger al sin energi på musikken. Han kan ikke, og vil ikke andet.

Når ambitionsniveauet og ikke mindst forventningerne til ham selv er så høje, kommer det også med en pris. TopGunn fortæller, hvordan hans arbejdsmoral inden for musikken har haft personlige konsekvenser for ham:

Det er jo kun mig, der står bag TopGunn. Det er et fuldtidsarbejde, der forsætter igennem weekenderne og gør at det godt kan være svært at holde på mine venner, eller simpelthen få set min familie nok.

Til at producere albummet har TopGunn fået hjælp fra både duoen Rob x Jenne samt brødrene Asmus og Emil Harm, som også var med til at producere 1991.

SAS er en afspejling af TopGunns liv. Det viser alt fra ulykkelige break-ups og kærestesorger til torsdagsdrinks på Københavns cocktailbarer og lange køreture på Danmarks landeveje. TopGunn uddyber:

Jeg prøver så vidt muligt at lukke folk ind i de forskellige kroge af mit liv, der udspiller sig.

Og selvom krogene i TopGunns liv nogle gange viser en tilværelse under pres, viser de også en dybt dedikeret og inspireret artist, som altid sætter musikken først. Som TopGunn siger:

Så længe det stadig er sjovt, og jeg stadig elsker at lave musik, gør det mig ikke noget, at alt andet kommer i anden række.

Den danske RnB pop-duo udfordrer sig selv og sender med den højenergiske, nye single, ’Time’, 00’er guitar-punk-poppen tilbage i æteren og helt ind i foråret!

På bare to år har danske WIINSTON udgivet to ambitiøse albumprojekter (’MIDNIGHT ROCKET’ fra 2018 og ’JELLYFISH’ fra 2019). Og med spontanitet som en nærmest utømmelig energikilde og med målet om at udfordre sig selv – og ikke mindst sine fans – har WIINSTON været i konstant musikalsk bevægelse uden at miste duoens oprindelige DNA. Nu gør sanger Daniel Richards og producer Alfred Thomas det igen.

Der er nemlig tale om et markant genreskifte på WIINSTON’s nye single, ’Time’. Det seriøst medrivende udspil stormer mod foråret med tempoet helt i top og guitarriffs, der ville få 00’er punkdrengene i Blink-182 og Sum41 til at spidse ører.

”Vi stod pludselig og toplinede på noget, der mindede os om de der udødelige guitarriffs, der holder selv den værste 20 år gamle amerikanske high school B-film oven vande. Der opstod et fucked up, men fantastisk paradox mellem vores rødder i RnB og hiphop og et smadret punk-pop-track,” fortæller Daniel og Alfred, som har indspillet ’Time’ i samarbejde med den dansk-britiske duo, RoseGold.

WIINSTON blev dannet i 2017 og fik med deres internationale lyd og visuelle æstetik hurtigt hul igennem til udenlandske tastemakers og pladeselskaber. Daniel Richards og Alfred Thomas debuterede dog først som live act på sidste års SPOT Festival i Aarhus til 5 stjerner i GAFFA under overskriften: ”Imponerende debutkoncert med internationalt potentiale.”

Sangene fra debutalbummet, ’MIDNIGHT ROCKET’, har rundet 14 millioner streams, singlen ’Angelina’ var P3’s Uundgåelige og videoen til ’mio’ har rundet 8 millioner views. I december måned gav WIINSTON koncert på Hotel Cecil i København – et show, der blev udsolgt på under en uge. – og udgivelsen af ’Time’ følges – efter planen – op af WIINSTON’s, til dato, største show på VEGA den 4. september.

Iben Hjejle og Signe Lindkvist som står bag en af Danmarks mest populære podcasts -Sitter – laver nu et stort, fint og forholdsvis fjollet show og drager på turné rundt i hele landet til efteråret 2020.

Hvis man holder af skæg og ballade, sørgelige svenske viser, oversavede damer skønsomt blandet op med livsbetragtninger fra to, til tider, kloge damer – Så vil du elske Sitter-show i snegletempo! Man kan sige at vi er en spændende blanding af Rytteriet og Lotte Heise. Showet bliver halv varieté, halv talkshow – krydret med en kæmpe stang dynamit kastet ned i en klædud-kasse. Publikum skal både have grædt, grint og sunget inden de får lov at forlade salen, fortæller Iben og Signe.

Podcasten Sitter begyndte for halvandet år siden, og med ca. 60.000 ugentlige lyttere, er det gået godt for de to farverige og elskelige damer siden da – de er blevet faste klummeskribenter i Alt for damerne, har været værter for Bodilprisen, optrådt live på Smukfest i 2019 og blev i den forbindelse fremhævet af DR, som et af de bedste live acts på hele festivalen sidste år.

Sitter er opkaldt efter selveste Sitter Horne Rasmussen – og lad os være ærlige; Mange kender hende nok mest som Dirch Passers ekskone, men hun var altså først og fremmest en gudsbenådet komisk begavelse og fremragende skuespiller, forklarer Signe. Og med deres store kærlighed til teater er de to erfarne performere, nu klar til at sætte Sitter i søen som liveshow. Et show der tager handling og inspiration fra livet – stort og småt, oplevet af to eftertænksomme, selvironiske, ukloge koner:

Intet er for stort eller småt, til en tur igennem vores kringlede hjerner! Vi glæder os helt vildt – det er en mangeårig drøm for os at lave vores eget show. Vi har begge optrådt adskillige gange med andres tekster i andres shows, om det har været teater, cirkus eller tv. Nu giver vi endelig os selv lov til at opfinde det hele, præcis som vi gerne vil have det skal være. Det glæder vi os helt vanvittig meget til, fortæller Signe.

Vi er godt selskab, vi giver ud af posen, vi er kloge, nysgerrige og frem for alt prøver vi altid at finde det sjove i de forskellige livssituationer vi befinder os i. Vi er hverken beautyeksperter, revolutionære feminister eller bloggere – vi er to rigtige mennesker med holdninger, knyster, eksmænd og aftaler hos psykologen. Vi er højtuddannede akademikere fra Fantasiuniversitetet og har verdens største lommefilosofiske bibliotek, fyldt med betragtninger og underresearchet gætværk om alt – stil æggeuret og vi taler om et hvilket som helst emne, fortæller Iben Hjejle.

Sitter-show i snegletempo består af:

Signe Lindkvist: En menneskelig dynamo, et kraftværk med flotte ben og en sublim sans for at klæde sig. Hun er en uovertruffen opfinderske og står, blandt meget andet, bag formater som Cirkus Summarum, Ramasjang, Bjørnen Bruno og andre fine ting vi har muntret os med gennem snart tre dekader. Hun har senest medvirket som dommer i Danmark har talent og er mangeårigt medlem af Mads & Monopolet.

Iben Hjejle: En lille dame med en sart sjæl og en betagende ordenssans. Hun har spillet sig ind i vores hjerter som Liva i Mifunes sidste sang, som Mikala i Anna Pihl, som Dicte og i utallige andre film og tv-roller. Senest har man kunnet opleve hende som seismologen og geofysikeren Inge Lehmann, i forestillingen Jordens Indre på Folketeatret. Og så kan Iben synge på svensk så man bliver blød knæene.

Til Sittershowet i Snegletempo kan man, udover de to damer, også opleve det vidunderlige tomands husorkester bestående af Ole Kibsgaard og Emil de Waal.

 

 Billetter i salg fredag d. 17 april: bill.et/sitter

 

Aksglæde debuterede i 2016 med sin selvudgivne EP ”Aksglæde”, og har sidenhen demonstreret sin moderne sangskriverstil i både radio, TV og på festivaler, hvilket har vundet ham en plads i lytternes og anmeldernes hjerter. United Stage er stolte over at byde Aksglæde velkommen på rosteren

Aksglæde, med det borgerlige navn Jacob Aksglæde, debuterede i 2016 med sin selvbetitlede EP ”Aksglæde”, hvorfra nummeret Fantomfølelser blev sat i tung rotation på P6 BEAT. I 2017 udkom EP efterfølgeren ”Fortrudte Fortielser”, der også havde markante radiohits i form af ”Næste Sommer”, der blev en af P4 mest spillede numre, og dermed for alvor satte Aksglæde på landkortet over dansksproget pop med kvalitetstekster.

En moderne sangskriver

Hvis man spørger Aksglæde om, hvilken type sangskriver han er, forklarer han, at han ”er en sangskriver, der laver digtsamlinger som man kan danse til”. Teksterne har ligheder med digte – bare digte du kan danse til. Men selvom det er poesi, mener Aksglæde, at hans bedste historier altid må findes i hans egne oplevelser.

”Det resonerer bedst i mig, når jeg slår ned på noget, som jeg selv har oplevet. Jeg er ikke protestsanger. Jeg skriver hverken om Lars Løkke eller om global opvarmning. Tidligere sangskrivere pegede fingeren ud mod samfundet, på verdensstrukturer og politikere. Men i dag har en højere levestandard og de sociale mediers fremtog gjort, at vi er mere tilbøjelige til at have os selv som vores egen primære interesse. Af samme grund sætter jeg fokus på menneskets indre kampe – jeg er en følelsesmæssig protestsanger.”

Her udmærker Aksglæde sig i en tendens som andre unge danske sangskrivere som Emil Kruse og Katinka, også beskæftiger sig med. I dagens Danmark er der nemlig højt tempo på tilværelsen, hvilket også gør, at man har mindre tid at reflektere.

”Jeg tror, at mange føler sig fremmedgjort overfor sine følelser i dag. Jeg tror derfor, at sangskrivere og sange kan hjælpe folket med at connecte med deres følelser. Musikken og poesien kan sammen belyse vores liv på andre måder end videnskab og andre kunstformer. Måske kan man sige, at vi sangskrivere maler billeder af det, vi allerede vidste, men ikke havde set.”

 TV-optrædener

I forbindelse med Aksglædes seneste radiohit PromilleRomantikken og øget mediebevågenhed fra blandt andre DRs podcastserie Elsker Dig For Evigt, har der også været stigende efterspørgsel fra TV, herunder TV 2s Go’ Morgen Danmark og DR 1s Kronprinsparrets Priser, hvor han optrådte i 2018.

 Når Aksglæde spiller koncerter, gør han det med sit faste band, der består af nogle af Danmark bedste nye musikere, hvilket også kan afspejles i de 6- og 5-stjernede anmeldeler.

Udover tour-koncerter, havde Aksglæde og hans band en travl 2018-sommer, der både bragte dem til Musik I Lejet, Nemoland og mange andre festivaler rundt i landet. I 2020 kan vi se frem til mere musik fra den lovende artist.