Indlæser...
Vi fandt ingen resultater...

NY SCRAPBOG MED 25 TIDSLOMMER FRA POUL KREBS

Del:

Tag med på en tidsrejse gennem Poul Krebs’ 25 album, kronologisk fortalt i PK Scrapbog af hans tidligere manager Poul Martin Bonde, og krydret med tidslommer og anekdoter skrevet af sangskriveren selv:

”Der hobede sig alt for mange historier, tidsbilleder og udklip op, da jeg gik i gang med at kigge de 25 album igennem. Historier, der gerne ville fortælles og gamle billeder og udklip der kaldte på at komme ud af gemmerne. Sange der gerne ville ha’ opmærksomhed, men som ikke nødvendigvis alle sammen kunne komme med til koncerterne. De kom med i scrapbogen,” siger Poul Krebs.

PK Scrapbog er en coffe table book på 240 sider. Et festfyrværkeri af billeder, tekster, udklip og anekdoter, der tager én med down memory lane, helt tilbage til det første album ”Efter Stormen” fra 1979 og frem til nyeste skud på stammen ”Sange til natten” fra 2022. En skattekiste for Poul Krebs fans, men også for alle andre, der gerne vil med bag musikscenen i Danmark. Samtidig er der nye dugfriske tekster at glædes over fra en rastløs sangskriver i stadig bevægelse:

”Ligegyldigt hvor jeg slår op i den bog og på den rejse, tænker jeg på hvor privilegeret det er at ha’ et arbejdsliv, hvor samtlige projekter begynder med: “Det ku’ være sjovt!” -eller: “Det ku’ være spændende!” Siger Poul Krebs og fortsætter: ”Og det har været vanvittigt sjovt og det har været spændende og også op ad bakke og ned ad bakke og hårdt og sørgeligt, men uendelig langt fra kedeligt.”

Der er med 25 koncerter, PK Scrapbog og et spritnyt livealbum ”Sidste sommer”, lagt op til helt særlige oplevelser i anledning af 25-album jubilæet, der tager os med på en tidsrejse 40 år tilbage. Til mange af de Poul Krebs klassikere, vi alle kender og synger med på:

”Bogen er tilegnet den lille hær af de fineste folk der har sat så dybe spor på den rejse,” fortæller Poul Krebs om bogen og den kommende tour, og tilføjer: ”Og så kan jeg kun drømme om at I, når I læser bogen og nynner med på sangene, kan huske hvor I var og med hvem I hørte de sange første gang. Og at I lige som mig bagefter vil sige: “Det nyeste er nu det bedste…”

Bog og album kan man få fingre i på Poul Krebs’ vejbod på nettet: www.transistor.dk