Nicklas Sahl skruer op for støjen på ny single
Med hjerte, nerve og flair har Nicklas Sahl de seneste år udgivet den ene slidstærke sang efter den anden og næste i rækken er singlen ’Noise’.
Den voksede ud af – som Sahl siger – ”et flip”, han havde med Mark Ronson. Han prøvede at parre sin egen sangskrivning med Ronsons organiske 1970’er-lyd, og resultatet er et nummer med store armbevægelser – ikke mindst med et stort kvindekor. Under lagene ligger et tema, der kredser om at prøve at drukne sig i støj.
”Når tingene bliver svære, prøver jeg nogle gange at overdøve dem med at skrue op for støjen omkring mig. Støjen finder jeg ved for eksempel at tage ud med mine venner i stedet for rent faktisk at forholde mig til de her ting. Jeg har efterhånden lært, at det altid indhenter mig før eller senere, men nogle gange føles det bare nemmere at prøve at løbe fra det,” fortæller Nicklas Sahl.
’Noise’ er seneste single fra Nicklas Sahls kommende album som udkommer senere i år, og hvor vi i efteråret fik første single ’Stand Out Be Special’ fra.
Nicklas Sahl er en af de seneste års mest populære sangere i Danmark. I 2018 singledebuterede han med ’Hero’, derblev P3’s Uundgåelige. Tre af hans singler har nået top-10 på den danske Airplay Chart, i 2019 var han den næstmest spillede danske kunstner på dansk radio, og hans sange er blevet streamet mere end 80 mio. gange. Sideløbende har han vundet flere priser – herunder en MTV EMA og en Carl Prisen – ligesom han har været nomineret til to Danish Music Awards. Samtidig har han spillet talrige udsolgte koncerter rundt om i landet.
Til maj drager Nicklas Sahl på tour rundt i landet:
12/5 – Skråen, Aalborg
13/5 – Store Vega, København
20/5 – Posten, Odense
21/5 – Train, Aarhus
Billetsalget er startet. Find billetter på bill.et/nicklassahl