Livsbekræftende EP fra popkometen Maximillian
Mindre end et halvt år efter sin debut-EP, udsender 20-årige Maximillian nu endnu et miniværk. Og med ’Still Alive’ definerer Maximillian sig for alvor som menneske og musiker på fire forskellige, men sammenhængende sange der forløser ungdommelig selverkendelse og behandler livets universelle og vigtige spørgsmål.
Hvem er Maximillian? Netop dette spørgsmål stillede den 20-årige danske musiker sig selv, da han satte sig for at lave sin nye EP, ’Still Alive’ – et selvreflekteret miniværk over livets mange valg – sikre, som usikre.
”Jeg vidste ret hurtigt, at de sange jeg var i gang med at skrive ville hjælpe mig selv med at definere, hvem jeg er som menneske og musiker,” fortæller Maximillian om tilblivelsen af sin nye EP. Hans musikalske rejse begyndte i en ganske ung alder som resultat af et valg ved en uundgåelig skillevej. Den dengang blot 15-årige Maximillian, havde opbygget et netværk af giftige, uholdbare relationer og levede sit liv helt ude på kanten.
”Hvordan er jeg egentlig som menneske? Overfor andre og overfor mig selv. Hvad er det for et liv, jeg vælger at leve? Og hvorfor? Det var de helt store spørgsmål der meldte sig med udgangspunkt i hvem jeg var engang, og hvorfor jeg står, hvor jeg står i dag,” forklarer Maximillian om titelsangen ’Still Alive’ der skabte grobund for mere.
Med sin organiske storladenhed udvikler åbningsnummeret sig fra det stille til det stormfulde. Ifølge Maximillian har det været vigtigt, at de fire nye sange, som er skabt i tæt samarbejde med Maximillians faste samarbejdspartner, producer Marco Twellmann, også musikalsk vil skabe en sammenhængende fortælling om ham og sangenes individuelle budskab.
Ligesom sangerens eget liv, bevæger ’Still Alive’ sig fra det usikre til det sikre. ’Funny How’ er et møde mellem det nære og det ambiente, som også har kendetegnet flere af Maximillians tidligere udgivelser. Den specielle opbygning på ’A Drop in the Ocean Blue’, der handler om at tabe sig selv i tanken om at blive en del af det store hele, tager lytteren med ind i et intimt, men udsvævende og stort lydunivers, inden melodien drilsk rundes af med bossanova-rytmer.
EP’en rundes af på sikker grund med poppede toner, mens teksten på ’Crossroads’ fortæller om den skillevej der kan blive nødvendig for at overleve. ”Det er min helt egen resurrection song,” konkluderer Maximillian, der ser tilbage på et valg om at lægge sin fortid bag sig, tage ansvar og finde sig selv.
Og det gør den unge popkomet for alvor med sin nye udgivelse. Maximillian single-debuterede i 2017 og opnåede lynhurtigt international bevågenhed fra anerkendte musikmedier som CLASH og The Line of Best Fit. Siden fulgte TV-debuten på P3 Guld og mere end 10 millioner streams, mens han ovenpå et stort 2018 med både den anmelderroste koncert på Bøgescenerne på Smukfest samt DR3 dokumentaren, ’Maximillians Skyld’, trak stikket for at finde sig selv endnu mere i sin musik. Det førte til EP’en ’Ripples’ fra oktober 2019 og nu endnu en EP, når ’Still Alive’ udsendes på Copenhagen Records den 3. april.