Hans Philip udgiver sit andet og tredje album idag
For at fortælle hele historien om Hans Philip, skal vi præcist 10 år tilbage. Dengang debuterede han som frontfigur i et af de mest toneangivende og fremadskuende acts i dansk hiphop. På toppen af deres karriere, gik Ukendt Kunstner hver til sit. Hans Philip forsvandt fra rampelyset.
SOLODEBUT
I starten af 2019, ud af mørket og tilbage på himlen som en funklende, enlig stjerne, lyste Hans Philip endelig op igen. ’Siger Ingenting’ tegnede billedet af en artist, der var sin egen i dansk musik. Med rolige toner af drømmende R&B, viste Hans Philip sig også som en malerisk tekstforfatter, der på selvreflekterende vis, skrev og sang ordene for en generation, hvor idealerne ikke længere lå i attitude og stil, men derimod i virkeligheden omkring os, de nære følelser og sindets luner.
FUNKLENDE STJERNER, SAMTLIGE SANGE I TOP 20 OG UDSOLGTE KONCERTER
Albummet, ’Forevigt’, skabte en sjælden konsensus i ”anmelderland” med funklende stjerner hele vejen rundt. Samtidig røg alle albummets sange direkte ind på Spotify Top-20 med singlen, ’Dagdrøm [1]’, på førstepladsen. Siden modtog ’Forevigt’ Platin og fire sange er gået Guld, mens Hans Philip, gang på gang, også har høstet anerkendelse for sine udsolgte koncerter og festivalshows på bl.a. Northside, Heartland og Roskilde Festival.
A&B
Nu er tiden inde til endnu engang, at fordybe sig i Hans Philips musik og poesi.
’A&B’ er titlen på det dobbeltalbum, han sender på gaden i dag. Samtidig lanceres en helt unik Spotify-session – hele 30 minutters idyl med Hans Philip og hans band fra en ødegård på Falster. Det er første gang nogensinde, at den globale streamingtjeneste har premiere på en live-session som denne.