Den spirende hiphop-duo føl som giver koncert til december
Da den Aarhus/Aalborgbaserede duo føl som – bestående af rapper Emmaniel Matongo og producer Frederik Reese – i 2019 tog hul på deres musikalske karriere med debutsinglen “Mit blod”, var det med særligt én mission for øje: At reclaime ordet “følsom” og gennem lyd og ord kaste nyt lys på det til tider negativt-ladede begreb.
“At være følsom betyder ikke nødvendigvis at man er ømskindet eller skrøbelig – for os betyder dét at være følsom, at vise sin sande kulør, og gøre sin menneskelige fejlbarlighed til sin styrke,” siger duoen blandt andet om ordet, der gennemsyrer alt fra deres kunstnernavn til det lyriske univers.
“Mit blod” blev ikke kun startskuddet til drengenes kunstneriske eventyr, men også en introduktion til duoens lyd, hvor ærlige og relaterbare tekster om forlist kærlighed og ungdommens op- og nedture smelter sammen med hårdtslående beats i et både melodisk, melankolsk og drømmeagtigt lydunivers.
I 2020, kun ét år efter udgivelsen af deres første single, kunne Matongo og Reese – som i sin tid fandt hinanden på Instagram – kalde sig vindere af DR’s KarriereKanonen ud af et felt på hele 1560 deltagere. Mens det seneste års nedlukning har stået i vejen for føl som’s planlagte koncerter på både Spot Festival og Smukfest, har de to musikalske legekammerater i stedet været i studiet og udgivet hele tre nye singler i 2021. Til december kan duoen endelig præsentere deres nye musik for et live-publikum, når de giver koncert på Hotel Cecil i København og Atlas i Aarhus.
På en scene er føl som lige så nærværende og tryllebindende, som deres musik varsler, og det er en ganske særlig indlevelse og intimitet, der gør karismatiske Matongo til ikke blot en dygtig rapper, men også den fødte live performer.
Billetter i salg via bill.et/folsom