Christopher annoncerer kæmpe forårsturne i 2019
I kølvandet på Christophers 2. singleudspil ”Monogamy”, og en sommer fyldt med festivaler i både ind-og udland, skiftes den kække, uptempo lyd nu ud med en nærværende og relaterbar 3. single på ”Irony”. Samtidig annoncerer Christopher en omfattende forårsturne, hvor han især glæder sig til at komme tættere på sine fans ude i de danske byer.
Christopher udgiver i dag sit tredje og sidste singleudspil i år; ”Irony”. Et selvreflekterende og personlig udspil, hvor Christopher i tekstuniverset giver sit bud på aktuelle problemstillinger, fortalt igennem konkrete eksempler fra sit eget liv. Både dem, vi oplever alene på værelset, og dem, vi er optaget af på samfundsniveau, hvor fællesnævneren er et filter, der ofte forvrænger virkelighedsbilledet. Selviscenesættelse, usikkerhed, sundhed og en bæredygtig verden er et par af de emner, Christopher kommer omkring på ”Irony” med direkte referencer til egne oplevelser;
Et overdrevet mobilforbrug, afhængighedsfølelsen af ”Likes”, konsekvenserne af vores forbrugerkultur og kampen for en bæredygtig verden, hvor vi mennesker ofte kæmper en indre kamp mellem det fornuftige og lystbetonet.