Bathsheba’s debutkoncert udsolgt på under 24 timer
Kun ét døgn skulle der gå før VEGA måtte melde udsolgt på BATHSHEBA’s første headliner koncert. Koncerten finder sted d. 12 marts i 2021 hvor koncertgængerne kan glæde sig til dyster lyrik med catchy melodier fra BATHSHEBA.
Pauline Joy Oghomi-Hansen er en spirende sanger og sangskriver, som rammer lige lukt ned i en visuel og auditiv drøm. Med både attitude og rungende sårbarhed er hun hyperaktuel og på vej mod stjernerne.
Stemmen er silkeblød. Beatet er bouncy. Produktionen er catchy og smooth. BATHSHEBA er kun i starten af sine 20’ere, men har skrevet sange siden hun var 11 år gammel. Med både hårdtslående og hårfin lyrik producerer hun dark pop, som allerede har modtaget stor cadeau. Således har hun arbejdet sammen med internationale Hennedub, indtaget scenen sammen med Benal til deres tre udsolgte koncerter i VEGA og leverede en anmelderrost koncert til den norske festival by:Larm!
Med singlerne “Blind” og “Hit ’N’ Run” demonstrerer BATHSHEBA en tromlende bas og et tårnhøjt niveau, som er på vej til at indtage scener, hitlister og manges musikhjerter.