Alex Vargas tilføjer endnu en side til sin i forvejen succesrige karriere med ’Pages’
Den aktuelle single, ’Yougazer’ ligger Top 20 på DK radio, og sommeren blev et møde med over 200.000 danskere rundt på landets festivaler. Nu er Alex Vargas klar med singlen ’Pages’, der samtidig bringer den talentfulde sanger tættere på udgivelsen af sit tredje album, ’BIG BIG MACHINE’.
Et album, der ligesom ’Yougazer’, ’Mama, I’ve Been Dying’ og den nye single ’Pages’ vidner om et mere udadvendt musikalsk udtryk – dog stadig drevet af Vargas’ imponerende vokalstyrke. Albummet er skrevet og indspillet med inspiration fra 60’erne og 70’ernes sangskrivning, og det har sat sit aftryk op indspilningsprocessen, fortæller Vargas:
Jeg tillader mig selv at bringe lidt mere farve og kulør ind i musikken. Det har givet mig en mere legesyg tilgang til at lave dette album end tidligere. Et forløb hvor jeg har sat mig selv fri og ikke forsøgt at lade mig selv begrænse.
Den umiddelbare glæde ved musikken og det mere direkte udtryk er tydeligt på ’Pages’, som vil have dig med indenfor fra allerførste strofe.
Sangen handler om det øjeblik, hvor du erkender, at den relation, som du måske krampagtigt har forsøgt at fastholde, ikke længere skal være en del af dit liv. Om det tidspunkt hvor du accepterer at der ikke er flere sider af skrive, og det er tid til at starte et nyt kapitel. Det kan være i et kærlighedsforhold, en familie relation eller et venskab, som du må give op på. Men det kan også være en musikalsk proces, hvor det er tid til at prøve noget nyt. Tid til at gøre ting anderledes og forlade en dårlig vane, fortæller Vargas.
Alex Vargas udgiver sit tredje album, ’BIG BIG MACHINE’ den 3. februar, og bruger efteråret på at udgive nye sange og give flere koncerter – både i Danmark hvor to udsolgt arena koncerter venter, men også rundt i Europa hvor turen blandt andet bringer sangeren til Berlin og Køln om et par uger.