fbpx

SOS: Lord Siva og Thomas Helmig i nyt samarbejde

Del:
Touraktuelle Lord Siva begynder det nye år med ny musik. Sammen med Thomas Helmig har han skrevet den nye single ’SOS’, som Thomas Helmig også har produceret.

Med hits i bagagen som ’Paris’, ’Solhverv’ og ’Stjernerne’ havde Lord Siva en ekstra overraskelse i ærmet, da han i september optrådte i Parken, som support for The Minds Of 99. Som hyldest til det nu afdøde medlem af Danseorkestret, Jacob Andersen, spillede Lord Siva og hans band Danseorkestrets store hitklassiker ’Kom Tilbage Nu’, til stor begejstring for publikum.

Netop kærligheden til og inspirationen fra den danske musikarv fylder en god del i Lord Sivas musikalske univers, hvilket man for alvor stiftede bekendtskab med, da han i 2020 udsendte det års måske største hit, ’Solhverv’. Nu har han sammen med en af de allerstørste stjerner fra dengang og nu – Thomas Helmig – skrevet den nye single ’SOS’, der med sin tilhørende musikvideo cementerer Lord Sivas transformation fra melankolsk r&b-sanger, over trendsættende hitartist til en fuldgyldig og langtidsholdbar kunstner med et klart musikalsk og visuelt udtryk.

Om det nye samarbejde udtaler Thomas Helmig:
Brian (Lord Siva red.) og jeg har længe talt om at lave noget sammen, men det er aldrig rigtig blevet til noget. For et år siden kom han ud i mit studie, og jeg spillede en demoversion for ham af ’SOS’, som jeg netop havde lavet. Han var vild med den og tog straks hovedtelefoner på og begyndte at skrive en tekst og indsynge den.

Processen omkring at lave nummeret var meget let, og vi gjorde det på forholdsvis kort tid. Jeg er ret vild med Brians måde at skrive på, så jeg kom kun med nogle enkelte forslag til teksten. Den endelige version har desuden bibeholdt det oprindelige groove, jeg lavede dengang, og sangens enkle univers, hvilket jeg er helt vildt glad for.

Lord Siva fortsætter:
Thomas Helmig er et kæmpe popikon, og han er en af dem, der altid har gjort en forskel for musikken og stadig gør det. Jeg har selv hørt ham, siden jeg var helt ung, og unge mennesker i dag lytter også til Thomas Helmig. Han har formået at holde sig relevant og følge med tiden med en lethed, som ikke ret mange kan.

Jeg har længe gerne ville lave noget med Thomas, og jeg er enormt stolt af, at vi har siddet i et studie og skrevet et nummer sammen. Det har fungeret rigtig godt, at vi har lavet noget, hvor han er producer. Jeg skrev ordene på ret kort tid, og så kom han med nogle tilføjelser, som gjorde at teksten faldt helt på plads.

Lord Siva udsendte i 2021 kun ét nummer i eget navn, singlen ’Sig Det’, og har desuden året igennem markeret sig med den platincertificerede hitsingle ’Stjernerne’, der udkom 1. juledag 2020. Singlen var nomineret til Årets Radiohit og Årets Streaminghit, mens Lord Siva selv var nomineret til Årets Solist til DMA 2021.

I 2022 spiller Lord Siva tre eksklusive koncerter i hhv. Store Vega, København, Skråen i Aalborg og på Train i Aarhus. Billetter kan findes her.

Lord Siva – ’SOS’ – er ude nu via disco:wax. Find den her.

Kommende koncerter

Indlæser...