Den unge fynbo Hjalmer er godt i gang med at charmere sig ind på livet af danskerne, med varme og klassiske popsange om flygtig kærlighed og ungdommens udfordringer.

Som et lyn fra en klar himmel bragede den overbevisende sanger og sangskriver ind på den danske musikscene med debutsinglen ”Hjem Til En Anden” i 2017, der inden længe blev fulgt op af EP’en ’Skabt Til At Være Ung’. Siden da er det gået stærkt for Hjalmer, der har haft travlt med en lang række festivaljobs, en landsdækkende turné og sine to seneste singler ´Dig & Mig´ og ´Lige Nu´.

Hjalmers sange kan bedst beskrives som god, gedigen dansksproget popmusik. Ifølge ham selv
er musikken ”Både til din eftertænksomme søndag og til en aften med dåsebajere og lyskæder fra IKEA.”

På scenen er den unge sangskriver blevet rost for sit nærvær og publikumstække. Begge dele kan opleves til foråret, når Hjalmer igen drager ud på en omfattende Danmarksturne, hvor han besøger 14 danske byer på tværs af landet.

For danske Alex Vargas er det, at sætte sig ned med guitaren og begynde at skrive en sang, en nærmest terapeutisk oplevelse. Livet skal bearbejdes melodisk og tages under personlig kærlig behandling – Sådan er tilfældet også på ’Now That I Think About It’.

Det er den helt nye single fra Alex Vargas – en sang, som tager udgangspunkt i et helt konkret øjeblik i sangerens liv. ”Det er øjeblikket hvor man når frem til, at tage den endegyldige beslutning om at kappe forbindelsen til et menneske, man har haft helt tæt på, fuldstændig. Når dét valg er sidste udvej for ens eget bedste,” fortæller Vargas og fortsætter om bruddet: ”Så opstår tvivlen; var det, det rigtige at gøre, hvordan har og hvor er det andet menneske nu – og hvordan har jeg det egentlig?”

I november og december venter en række udsolgte koncerter, som bl.a. byder på et for længst udsolgt show i Operaen i København. Grundet den store efterspørgsel har Vargas annonceret intet mindre end 15 ganske særlige koncerter i foråret 2019, hvor han endnu engang hæver barren. Her vil man nemlig kunne opleve det anmelderroste livenavn i to forskellige liveopsætninger: første del solo og anden del med fuldt band – på én og samme aften.

’3 (The Purple Album)’ er et album til, for og om livet – det vi lever her og nu, det som var engang og det der kommer. Lukas Graham er netop landet på gaden med deres trejde album.
Det var nok de færreste, der havde spået, at et dansk band med en sang skrevet på et digt om livet, ville gå hen og skrive dansk musikhistorie og blive et af de mest elskede og absolut største hits verden over. Det skete alt sammen for Lukas Graham, som i 2016 fik et globalt gennembrud med ’7 Years’ og sangene fra det internationale, selvbetitlede hit-album, der ramte toppen af hitlisterne fra Australien til Canada og USA til England. Nu er Lukas Graham klar med opfølgeren, som har fået farven lilla.

I begyndelsen af det nye år kan Lukas Graham se frem til at skulle fejre det nye album med danskerne med intet mindre end fem arenakoncerter – to i Jyske Bank Boxen i Herning, samt tre i Københavns Royal Arena.

I kølvandet på Christophers 2. singleudspil ”Monogamy”, og en sommer fyldt med festivaler i både ind-og udland, skiftes den kække, uptempo lyd nu ud med en nærværende og relaterbar 3. single på ”Irony”. Samtidig annoncerer Christopher en omfattende forårsturne, hvor han især glæder sig til at komme tættere på sine fans ude i de danske byer.

Christopher udgiver i dag sit tredje og sidste singleudspil i år; ”Irony”. Et selvreflekterende og personlig udspil, hvor Christopher i tekstuniverset giver sit bud på aktuelle problemstillinger, fortalt igennem konkrete eksempler fra sit eget liv. Både dem, vi oplever alene på værelset, og dem, vi er optaget af på samfundsniveau, hvor fællesnævneren er et filter, der ofte forvrænger virkelighedsbilledet. Selviscenesættelse, usikkerhed, sundhed og en bæredygtig verden er et par af de emner, Christopher kommer omkring på ”Irony” med direkte referencer til egne oplevelser;
Et overdrevet mobilforbrug, afhængighedsfølelsen af ”Likes”, konsekvenserne af vores forbrugerkultur og kampen for en bæredygtig verden, hvor vi mennesker ofte kæmper en indre kamp mellem det fornuftige og lystbetonet.

Troels Gustavsen er tilbage med et nostalgisk minde om ungdommen og en sang skrevet til Lasse – Gustavsens gymnasieven og tidligere ene halvdel af NOAH. Se ham med ’Undskyld’ i ny, stærk livesession!

De mødte hinanden i gymnasiet, Troels Gustavsen og Lasse Dyrholm, og var sammen om alt – særligt musikken. De blev til popduoen NOAH og deres gennembrudshit blev en sang, som ironisk nok handlede om enden på alting. Forventningspresset, jagten på drømmen og musikken, der ellers altid havde bundet dem sammen, endte nemlig med, at skubbe de to venner fra hinanden.

Troels Gustavsen har, i et brev til sin gamle ven, fortalt åbent om det uundgåelige brud mellem to venner. Han har skrevet sangen, ’Undskyld’, til Lasse, som han ikke har talt med i tre år, som en undskyldning, men også accept af livets gang. Se ham fremføre singlen live her!

Det er en regnfuld efterårslørdag på Vesterbro i København. Der er ikke mange timer til, at Patrick Dorgan indtager spillestedet VEGAs store scene. Men i dag er en særlig aften, for han er ikke alene om at gøre sig klar i backstagelokalet. Ved siden af ham sidder Stine Bramsen. De to skal nemlig dele scenen sammen, for første gang nogensinde.

Med sig havde de en sang, som de havde skrevet sammen; den stormfulde popduet, ’Can’t Let It Go’, der er et musikalsk møde mellem to af landets allerstørste stemmer og samtidig to umiddelbart forskellige personligheder. Stine Bramsen fortæller: ”Men jeg fik hurtigt bekræftet, at vores forskelligheder, sjællænderen med sin rå, maskulinitet og den meget feminine side af mit jyske jeg, komplimenterer hinanden vildt godt. Jeg havde bare på fornemmelsen, at der ville ske noget magisk, hvis vi skrev en sang sammen.

Og Patrick Dorgan var da heller ikke længe om at gå med på idéen: ”Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg ikke skulle lave nogle duetter. Men så skrev Stine til mig… Og så sagde jeg sgu ja!

Denne aften på VEGA fik det intetanende publikum urpremieren på ’Can’t Let It Go’. Og øjeblikket hvor de to sangere stod forenet på scenen, med en sang der handler om to mennesker, hvis kærlighed er langt fra hinanden, ødelagt og gennemsyret af løgne og jalousi, er blevet foreviget i videoen som er ude nu.

Efter Benal vandt P3 Guld hovedprisen i 2017, har de spillet et hav af udsolgte koncerter landet over, og smadret et utal af danske festivaller – herunder koncerten på Roskilde Festival i 2018, der affødte 6 ud af 6 stjerner i Gaffa, hvor anmelderen kaldte koncerten “Den bedste danske hiphop koncert jeg har set”.

Den danske succes-duo Benal har det seneste år udviklet en ny koncert-eksplosion, der søsættes i april 2019 under overskriften: ‘Det næste niveau tour’.
Touren er kort: 2 koncerter i henholdsvis SCC i Aarhus og KB Hallen i København, men tag ikke fejl: disse to koncerter bliver af overjordiske dimensioner.
Som Benjamin, gruppens frontmand, siger: “Vi har fået så meget af folket. Nu er det på tide at give dem lidt igen. Og med ‘lidt’ mener jeg deres livs bedste oplevelse inkl. dengang fætter Erik blev kontinent”.

Rygtet siger ydermere, at der er et nyt album på vej fra succes-duoen.
Billetter går i salg den 5. oktober kl. 10:00.

Støvet har knapt lagt sig under teltdugen på Arena, Roskilde Festivals næststørste scene, som for få øjeblikke siden var pakket til bristepunktet – og mere til. Backstage sidder Alex Vargas, stadig med sveden piblende ned ad panden og med adrenalinen pumpende rundt i kroppen. Den første anmeldelse tikker ind på mobilen. Fem stjerner. Et smil og en lettelse bredder sig. For nu er et kapitel slut – og et nyt skal til at begynde.

Det hedder ’Silent Treatment’ og er den første nye single fra Alex Vargas, der sidste år hittede stort med sangene ’Inclosure’ og ’7 Sins’ fra den danske sangers længeventede debutalbum, ’Cohere’. Han skal helst have alt under kontrol, men det er når ”perfektionisten” sendes uden for døren, at magien opstår i studiet. Og det var også tilfældet med ’Silent Treatment’. Vargas fortæller: ”Jeg har mit fundament – guitaren – men jo flere byggesten, jeg kan flytte rundt på og mærke, at tårnet undervejs er lige ved at vælte, jo mere inspireret og bedre bliver det. Det var det der skete i tilblivelsen af ’Silent Treatment’, der samtidig endte med at vise vejen for flere nye sange.

Musikalsk bevæger Alex Vargas sig mod en mere soulet lyd, hvor de svævende elementer holdes oppe af legesyge 808 beats på en bund af flirtende elguitar. Og med den velkendte både dybe vokal og lyse falset plantet solidt i mixet, lader Alex Vargas den dårlige samvittighed sprede sig, mens han selv får ”the silent treatment”.

Den store succes i 2017, en koncert i Københavns Royal Arena i februar og udsigt til en udsolgt Danmarksturné senere på året forpligter – ligesom da Vargas i 2016 modtog prisen, som Årets Danske Solist ved Danish Music Awards. Derfor var sommerens Roskilde Koncert, som udelukkende bestod af gamle sange, endnu en milepæl – endnu en afslutning. Og nu er Alex Vargas tilbage!

Det er nu tre år siden at SAVEUS, med Martin Hedegaard i front, debuterede med singlen ”Levitate Me” til P3 guld, hvor hele Danmark for alvor fik øjnene op for bandet og dets unikke lyd.
Siden har SAVEUS udgivet debutalbummet ”Neuro”, som de har turneret landet rundt med hele sommeren, hvilket har resulteret i et af tidens absolut bedst anmelderroste livenavne herhjemme. Drengenes fanbase vokser sig hele tiden større og større, og allerede nu kan bandet se frem til udsolgt Danmarksturné til november.

Grundet den anmelderroste livesommer, samt udsolgt efterårsturné, annoncerer SAVEUS nu to arenakoncerter i 2019. Det sker d. 19. april i KB Hallen i København og d. 20. april i SCC i Aarhus.
Billetterne bliver sat til salg torsdag d. 20. september kl. 10.00

Det er netop blevet offentliggjort, at Lukas Graham gæster Royal Arena d. 31. januar og Boxen i Herning d. 2. februar i 2019. Den storhittende trio har lige sendt singlen ”Love Someone” på gaden, som gik direkte ind på førstepladsen på den eftertragtede playliste ”Denmark Top 50” på Spotify.
Siden bandet debuterede i 2012, er listen af ørehængende sange stadig konstant voksende, og med sange som ”7 Years”, ”Drunk In The Morning” og ”You’re Not There”, har Lukas Graham opnået verdensomspændende succes. Og vi kan allerede nu glæde os til udgivelsen af deres tredje album – albummet ‘3 (The Purple Album)’, som udkommer d. 26. oktober 2018.

Billetsalget til Lukas Graham koncerterne i Royal Arena og Boxen starter mandag d. 17. september kl. 09.00.