JOSVA overbeviser med melankolske produktioner og tekster om ungdommens rodløshed. Han har lavet musik med TopGunn, produceret sange for Artigeardit, PAY og Omar, og turneret med L.O.C.. JOSVA er et nyt navn på rap-scenen, men en række etablerede artister har allerede fået øjnene op for hans produktioner og tekstunivers. Det er på tide, at resten af landet gør det samme.

JOSVA er 22 år, født og opvokset i Aarhus, og er en del af pladeselskabet PAIDMEN Music, som også huser artister som Omar og Pay. Han har indtil nu kun udgivet fem sange i eget navn, men har allerede produceret musik for både TopGunn, Omar, Artigeardit og Pay.

JOSVA opdagede sin kærlighed til at skabe musik, da han var 10 år. Det startede med en guitar, men efterhånden gav han sig i kast med at spille alle de instrumenter, han kunne komme til. Han lærte også at spille trommer og klaver, og da han blev 15 år, begyndte han at producere selv. Ikke så lang tid efter startede han at rappe, særligt motiveret af hiphop-kollektivet Odd Future hvor man finder navne som Tyler, The Creator og Earl Sweatshirt. Gennem fælles venner blev han efter nogle år introduceret til PAIDMEN Music og begyndte at producere for Omar og Pay.

Første gang vi stødte på JOSVA som rapper, var da han featurede Artigeardits ‘Medicin’ fra januar 2019. Herefter udgav han sin første single med musikvideo i eget navn, ‘Sedler’, i april 2019, og i juni 2019 kom singlen ‘Level Op’ featuring Artigeardit. I starten af 2020 tog JOSVA med L.O.C. på Danmarksturné, hvilket ifølge ham selv var “ret vildt”. I april 2020 blev JOSVAs navn for alvor slået fast, da han sammen med Pind gæster nummeret ‘En Gang Mere’ fra TopGunns album ‘SAS’, som JOSVA også spiller guitar på. Siden har han spillet koncert i Pumpehuset, spillet koncerter med Artigeardit og er featuring på Pinds seneste single ‘Jeg Har Glemt’.

I oktober 2020 udnævnte Soundvenue ham som en af de “nye danske rappere, du skal holde ekstra skarpt øje med”. JOSVA er allerede nået langt i sin korte karriere, og der er meget mere i vente.

Musikkens nuancer

JOSVAs musik befinder sig i krydsfeltet mellem hiphop, soul og R’n’B, og hans tekster kredser om mere end bare fester og livets lyse sider. For JOSVA er det okay at dykke ned i nedturen, i det hårde, det magtesløse og det uforståelige. Det er faktisk nødvendigt for ham. JOSVA’s lyriske univers gransker ungdommens meningsløshed, og indhyller lytteren i en tiltrængt melankoli. Det er svært at beskrive JOSVAs musik med en enkelt genrebetegnelse som fx ’rap’, og selv forklarer han at:

“Jeg kan godt lide at lave rap, men det er ikke fordi, jeg så ikke vil lave andet. Der er f.eks. flere af mine sange, der er mere hen ad R’n’B end de er ren rap eller hiphop. Jeg laver bare det, jeg har lyst til at lave, og ser hvor det tager mig hen.”

På sit seneste udspil, ‘Bbybarkomforbi’, fra 6. november i år tager han os i hånden og leder os ind i R’n’B’ens bløde verden. JOSVA er en alsidig producer og ikke mindst en alsidig vokalist: Han mestrer både den hurtige rap som i versene på ‘Sedler’, og de dvælende, indtrængende omkvæd på netop ‘Bbybarkomforbi’.

JOSVAS sange tager udgangspunkt i oplevelser fra hans eget liv, og han noterer ofte pointer, løse tanker og tekstbidder på sin telefon i løbet af en dag. Nogle gange kommer noterne direkte med på en færdig sang, andre gange skriver JOSVA teksten færdig i studiet, mens han laver beatet. Processen med at lave en sang foregår ofte simultant – han laver beatet og teksten sideløbende.

Med sig i studiet har JOSVA især to musikere, som hjælper ham med at skabe musikken: Producer Thor Kvistgaard og Anton Radmer, som også spiller trommer for JOSVA live. Anton var blandt andet med til at indspille og producere ‘Bbybarkomforbi’.

Kommende ALBUM

I starten af 2021 tager JOSVA endnu et skridt fremad, når han sender sit debut-værk på gaden. Værket får titlen ‘Alting / For Evigt’, og består af otte sange, som i tråd med JOSVAs tidligere singler kredser om det rodløse og kaotiske i at være ung. Han forklarer:

“Sangene handler lidt alle sammen om det her med at være ung, og ikke vide, hvad fuck der skal ske. Om at prøve at finde ud af hvad det hele er for noget, hvad livet handler om.”

Til foråret drager Pernille Rosendahl på turné til nogle af Danmarks smukkeste rum, nemlig kirker og museer. I en epidemisk verden har vi brug for at finde et lille mellemrum. I musikkens tegn skaber hun et helle, væk fra vildskab, hvor publikum kan mærke efter og finde retning.

’Vi er alle små mennesker på en stor planet, og netop i den erkendelse giver musikken mening. Musikken taler til vores fælles hukommelsescenter og spiller på vores sjælestrenge, så man kan mærke sig selv og finde retning,’ forklarer Pernille.

På sine seneste tre turnéer har hun markeret sig med unikke koncerter, i nogle af landets mest stemningssættende oplevelsesrum. At turnere på denne måde er efterhånden blevet et adelsmærke for hende. Succesen med denne koncertform har åbnet op for, at der til foråret realiseres endnu en musikalsk langtur: 

På forårsturnéen skal vi samles i det musikalske fælleskab og give hinanden et stort musikalsk kram. Bandet og jeg åbner op for et rum, hvor man kan komme ind og mærke sig selv. Vores ønske er, at vi kan give folk en lille stund, væk fra verdens vildskab, hvor vi kan samles om håbet. Og visheden om, at intet varer ved. Heller ikke denne nuværende situation. Sangens væsen har hjulpet os gennem mange tider. Ligeledes vil den hjælpe os gennem denne. Derfor har vi også valgt at synge flere danske sange,’ fortæller Pernille.

Pernille sætter kulturelle fodspor med sine spektakulære kirke- og museumturnéer, men hun har skrevet musikhistorie gennem flere årtier med sine tidligere bands Swan Lee og The Storm. Sidenhen har hun udfoldet et flot solovirke, senest med den både storslåede og lavmælte EP ´The Hurt´. Hendes signifikante stemme og gådefulde soundscape har vist vejen for, hvordan musik kan være både stærk i sin skrøbelighed og vice versa. Pernille bærer musikken med sig, og hun demonstrerer gang på gang, at hun er en af de dygtigste vokalister og mest erfarne sangskrivere, vi har lært at kende. Samtidig favner hendes repertoire og genrehåndtering bredt og nysgerrigt. Et faktum som befæstes til januar, hvor hun kan opleves i dansekoncerten Vita Danica, hvor hun i samspil med Aarhus Teater og dansekompagniet Black Box Dance Company fremfører perler fra den danske sangskat og undersøger den danske folkesjæl, dens splittelse og fællesskab.

Til foråret vil Pernille fremføre et intenst og nærværende repertoire fra hele sit bagkatalog, toppet med egne fortolkninger af nogle af Danmarks mest velskrevne salmer som klinger dybt i folkeåndens navn.

Poul Krebs har sat sig i hjertekulen på flere generationslag, hvor musikken lever i nærværet, den østjyske facon og den ukuelige spillemandsglæde. I 2021 tager historiefortælleren på efterårstour, akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester.

Han forstår at levere historier fra lokale perler, hverdagens trummerum, sindets afkroge og livets vedvarende og forbigående relationer. Det er ganske enkelt forfriskende, når Poul Krebs, med en underspillet facon, taler til flere generationslag, mestrer nostalgiens kunst og samtidig dykker ned i vores fælles nutid og fremtid. Historier fra Poul Krebs sætter sig i hjertekulen, og det har de gjort siden 70’erne. Han har i løbet af sin karriere skrevet over 500 sange, spillet mere end 1000 koncerter og udgivet utallige albummer, som tilsammen er solgt i over en million eksemplarer. ’En af dansk poprocks bedste iagttagere,’ skrev BT. ’En troværdig og ligefrem kunstner i særklasse,’ skrev Jyllands Posten. ’En ualmindeligt kultiveret musiker, der presser sig selv til det yderste for at give publikum en oplevelse, de aldrig glemmer,’ skrev GAFFA. 

Nu drager Krebs på tour, akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester, for at levere musikalske oprejsninger til efterårslandet. Danmarks Underholdningsorkesteer garant for kontinuerligt at rykke grænserne for, hvad et klassisk orkester egentlig kan. Nysgerrighed, fleksibilitet og kunstnerisk dygtighed er buzzwords som de gennem mere end 70 år har fornyet og forfinet.  

Forvent originalitet, østjysk hjertevarme og nye fortolkninger af klassikere, når Krebs og Danmarks Underholdningsorkester besøger flere byer i landet. 

 

Find dine billetter her: bill.et/poulkrebsduo

Suspekt melder udsolgt på 5 minutter og annoncerer nu 3 ekstra koncerter. Trioen har tradition for at spille koncerter mellem jul og nytår – og i år er ingen undtagelse. De har brugt flere måneder på at øve op til den nu aflyste Arena Tour, men timerne i øvelokalet er ikke spildt, og det vidner deres triumf ved Danish Music Awards i lørdags også om. Ikke alene leverede de et sindssygt show, de tog også sejren hjem som ”Årets Gruppe”, og  klokken 10 i dag gik billetterne i salg til deres ’SINDSSYGE TING – I EN SINDSSYG TID’ i DR Koncerthuset, og på 5 minutter senere kunne alt meldes udsolgt! Derfor inviterer Suspekt endnu flere fans til tre ekstra koncerter, samme dage, bare et par timer tidligere – kl. 18.00.

Suspekt spiller nu deres album ”Sindssyge Ting” fra start til slut i DR Koncerthuset og leverer således en helhedsoplevelse af dimensioner:

”Det har været totalt uforløsende at øve så meget med bandet og så i sidste ende få aflyst vores Arena Tour. Den stak helt ind i hjertet. Vi har nu fundet en måde hvorpå vi kan spille alligevel – og det her er endda et koncertformat, vi virkelig kan se os selv i. Uanset om vi er i en Coronatid eller ej. Faktisk har en siddende albumkoncert været på tegnebrættet siden vores albumrelease tilbage i marts. Der skete bare så mange ting i den periode, at tiden ikke var til det. Vi har derfor glædet os til at spille shows lige siden vi udgav albummet, og nu sker det endelig,” fortæller Emil.

”Albummet giver lytteren et indblik i alt det, vi har oplevet de sidste tre år. Naturligvis tilsat trommer og melodi, krydret med vanvid og videnskab. Vi er ude i nogle projekter, vi aldrig har rodet med før. Vi kører ti minutter lange seancer. Vi kører gæsteoptrædener som vælter ind og ud mellem hinanden – som Cameos i en Tarantino film. Og vi kører med en lyd, hvor man virkelig kan høre, at vi har gjort os meget umage. Ligeledes tror vi også, at lytteren skal gøre sig umage i mødet med vores nye musik. Aldrig har vi haft så mange idéer, hjælpende hænder og numre på tegnebrættet,” forklarer Emil. Andreas fortsætter: ”Det er en plade med sindssygt mange forskellige vibes. Det er næsten pladens mantra. Og det er måske også dét, som har været den største udfordring. At samle disse vibes og ideer i ét rumskib. Det er derfor pladen hedder “Sindssyge ting”. Sindssygt musik i kombination med sindssyge tekster. Tekster som er baseret på forskellige oplevelser og møder med forskellige mennesker.”

Suspekt har mødt mange mennesker på deres rejse med albummet. Nogle collabs havde man måske set komme – andre vil sandsynligvis overraske, når man nærlæser tracklisten. Fælles for alle collabs er dog, at de har skabt magi i studiet. Men det er ikke kun de forskellige samarbejder, som får albummet til at spænde bredere end tidligere udgivelser. Mens fx Gonzo manifisterede sig i en retning af fest og dumhed, er der tracks på ”Sindssyge Ting”, som stikker dybere: ”De kunstnere som optræder på albummet, er vi stødt ind i, fordi de går på den samme vej som os. Man kan faktisk sige, at vi er gået hinanden i møde, og derfor er de forskellige collabs kommet fuldstændig naturligt og organisk. Albummet er spækket med sange som danser i hver deres takt, men når man zoomer ud, så giver det hele mening alligevel. Det kræver fordybelse,” uddyber Rune.

Suspekt har ikke fået lov til at spille deres musik live i et helt år – men nu sker det endelig! ”Sindssyge Ting” i en sindssyg tid.

Billetsalget til ekstra koncerterne 27. + 28. + 29. december starter onsdag 2. december kl. 10.00. Find billetter her.

Kun ét døgn skulle der gå før VEGA måtte melde udsolgt på BATHSHEBA’s første headliner koncert. Koncerten finder sted d. 12 marts i 2021 hvor koncertgængerne kan glæde sig til dyster lyrik med catchy melodier fra BATHSHEBA.

Pauline Joy Oghomi-Hansen er en spirende sanger og sangskriver, som rammer lige lukt ned i en visuel og auditiv drøm. Med både attitude og rungende sårbarhed er hun hyperaktuel og på vej mod stjernerne.

Stemmen er silkeblød. Beatet er bouncy. Produktionen er catchy og smooth. BATHSHEBA er kun i starten af sine 20’ere, men har skrevet sange siden hun var 11 år gammel. Med både hårdtslående og hårfin lyrik producerer hun dark pop, som allerede har modtaget stor cadeau. Således har hun arbejdet sammen med internationale Hennedub, indtaget scenen sammen med Benal til deres tre udsolgte koncerter i VEGA og leverede en anmelderrost koncert til den norske festival by:Larm!

Med singlerne “Blind” og “Hit ’N’ Run” demonstrerer BATHSHEBA en tromlende bas og et tårnhøjt niveau, som er på vej til at indtage scener, hitlister og manges musikhjerter.

Det er ungt, unikt og ambitiøst. Josef og Elias er et upcoming stjerneskud på den danske musikhimmel, og du kan forvente sitrende energi og fuld dedikation, når den unge duo indtager radaren.

Josef Von Appen og Elias Mølgaard Tannis har på rekordtid charmeret sig ind på det ganske danske land, og med flere udgivelser placeret i top 10 på Spotify-charten, har duoen lagt i kakkelovnen til en glødende fremtid. De debuterede i 2019 med singlen ’Shorty Ringer’, og hurtigt efter fulgte singlerne ’Brandvarm’, ’Weekend hver Dag’, ’Min Bror feat. ICEKIID’ og senest ’King Kong’ – med andre ord løber de to kunstnere lynhurtigt med musikken.

Selvom Josef og Elias kun er 13 somre gamle, og livet slår flikfalk i et ungdomssind, så er deres musikalske projekt både passioneret og velovervejet. For hvordan jonglerer man optimalt med skole, venner, familie og en granvoksen musikkarriere? Hvis du spørger Josef og Elias, så er det ganske enkelt helt afgørende at have sine prioriteter i orden:  ’Du skal aldrig glemme din familie. Du skal tænke på, at selvom du er blevet kendt med din musik, så skal du huske at forblive den samme, som du var før. Og du skal holde fast på de venner, du altid har haft,’ siger Josef.

Selvom duoens musik udspringer fra et ungt mindset, er der således plads til eftertænksomhed og integritet, når Josef og Elias udfolder deres musikalske univers. Det er både tjekket og stilbevidst, og måske er det netop her, de markerer sig som et af morgendagens helt store musiknavne. Det bliver brandvarmt!

Find billetter her: bill.et/josefelias

Karl William befinder sig både grounded i den jyske muld og blandt de største artister på den danske musikhimmel. Det er en symbiose af lyriske perler som rammer dig, når den unge artist leverer vellyd og lækre produktioner – og nu rammer han dig også med en forårstour i 2021.

Han vandt indpas på det danske musiklandskab tilbage i 2010, da han diskede op med noget nyt. Med ydmyghed, musikalsk fingerspitzengefühl og alvorlig god stil er han dygtig bannerfører for en helt ny lyd på den danske musikscene. Karl William er garant for fængende voksenpop og ærlige tekster om livet og ikke mindst den altoverskyggende kærlighed, som forblænder i sin tilstedeværelse – og larmer i sit fravær: ”Jeg skriver altid om kærlighed. På godt og ondt. Jeg skriver både om at elske nogen og ikke elske nogen. Nogle gange er det pakket mere ind end andre, men kærligheden er hele tiden den røde tråd,” forklarer han. 

Den aarhusianske frontløber slog initialt sine rødder i musikkollektivet Hukaos, og markerede sig som soloartist med delikatesser som ‘Om Igen’, ‘Samme Vej’, ‘Forfra’ og ‘Blind Igen’. I 2016 modtog han en af dansk musiks største hædersbevisninger, P3 Prisen, og i 2017 slog han sin karakteristiske lyd fast på TV med flotte nyfortolkninger i musikprogrammet ‘Toppen af Poppen’.  

Både musikken og Karl William er i fremragende form, og det åbner op for en tur gennem det danske landskab. Lyriske perler, mellow beats og en alvorlig lyst til at samle folket om musikken er en del af den eksklusive pakke, når Karl William inviterer dig ind i sit tilbagelænede lydunivers på sin forårstour i 2021. 

 

Karl William besøger følgende byer: 

08/04/2021  VEGA, København 

09/04/2021  Posten, Odense 

10/04/2021  Train, Aarhus 

15/04/2021  Tøjhuset, Fredericia 

16/04/2021  Gimle, Roskilde 

17/04/2021  MantziusLive, Birkerød 

 

Billetterne kan købes her: Bill.et/karlwilliam

Troels Gustavsen har rystet NOAH-kappen af sig og træder ind i en ny æra. Med udgangspunkt i en musikalsk genfødsel, har han fundet ind til sin kerne som sangskriver. Nu annoncerer han en landsdækkende forårstour, som står i forandringens tegn. Med fuldt band og fornyet kreativitet er Troels klar til at stikke endnu dybere, favne endnu varmere og flyve endnu højere.

Sangeren, som allerede har en perlerække af storstreamede hits på samvittigheden, har brugt 2020’s stilhed og isolation på at finde ind til sin musikalske core. Troels Gustavsen har rystet NOAH-kappen af sig og træder ind i en ny æra: 

’Det er nogle forandringer, som har ligget og luret i lang tid – og da de ældste af mine unger spurgte mig, hvorfor jeg hedder NOAH, når jeg synger mine sange, tog jeg hele mit virke op til revision,’ fortæller den 32-årige sanger og far til fem. Han tilføjer: ’Jeg havde faktisk svært ved at svare dem på spørgsmålet, og derfor gav det mening for mig at smide NOAH-kappen og træde ud i verdenhelt som mig selv. Som Troels Gustavsen. Jeg må have stået i stampe før, for pludselig er der kommet seriøst fart på det hele – også inspirationen,’ forklarer den oprindelige lollik. ’For tiden skriver jeg de bedste sange i mange år. Måske de bedste sange nogensinde.’ 

Troels Gustavsen har under navnet NOAH formået at samle danskerne om musikken og samtidig dominere dansk airplay og streamingtjenester. Gennembruddet oprandt i 2012 med ’Alt Er Forbi’, og siden har han spillet den ene udsolgte koncert efter den anden. Ligeledes har hans medvirken i Toppen af Poppen genereret en rygvind, som har sendt NOAH i rotation. Nu står han her, som et af landets største popnavne, og har flippet karrieren som et resultat af 2020-isolationen. En nyfunden inspiration og ikke mindst et ønske om at stikke endnu dybere, favne endnu varmere og flyve endnu højere. Sangeren er utvivlsomt stadig garant for dansksproget pop fra øverste hylde, krydret med den ikoniske stemme og en nordisk tone af melankoli. Det første bevis er den stærkt personlige single ‘Knuste Hjerter‘, hvor han demonstrerer, at han er i destilleret storformog at han tør sætte sig selv på spil. Troels Gustavsen er for alvor kommet videre – i livet og i musikken. Glæd dig til 2021, hvor sangeren, sammen med foråret, springer ud i sit hidtil mest personlige og nærværende liveprojekt. 

 

Billetterne kan købes her: bill.et/TroelsGustavsen 

De to hitkonger Kesi og ICEKIID har slået sig sammen om en kæmpe fællesudgivelse bestående af 6 spritnye og brandvarme singler, der blev skabt på 72 timer og er frigivet i løbet af 72 heftige timer for til sidst at samle sig i et fælles album med titlen ’72 Timer’.

Fællesudgivelsen kommer efter nogle travle og succesfulde år for drengene, der har haft gang i mange karriereformende projekter. Drengenes første samarbejde var dog tilbage i 2019, da de udgav sangen ’Øjne På Mig’, hvilket blev et kæmpe hit med i dag over 5,9 millioner streams på Spotify. Denne gang tager de det til et højere niveau med fællesalbummet ’72 Timer’. I løbet af sensommeren drog Kesi og ICEKIID nemlig, sammen med deres producere, Hennedub og brødreduoen Emil og Asmus Harm, til et studie i Jylland, hvor de på tre intensive og inspirerede døgn fik skabt alle 6 numre til deres nye projekt.

”Vores forrige collabs havde været fede, fordi synergien var god. Det besluttede vi at teste af sammen med Hennedub, Asmus og Emil under en session i sensommeren, og den gode synergi imellem hele holdet betød, at det var nemt at være produktive,” siger Kesi omkring deres spændende nye samarbejde.

ICEKIID, også kendt som Skandinaviens konge af afromusik, fik for alvor sat gang i sin karriere tilbage i 2016, da han udgav singlen ’Blondiner og Brunetter’, der omgående blev et kæmpe hit, og siden da har han udgivet to samlinger, ’Afro Dansker’ og ’$TAMINA SZN’, samt en række singler der tilsammen har streamet mere end 60 millioner gange på Spotify. Med hjælp fra producerne Emil og Asmus Harm, der i øvrigt har været med til at udvikle blandt andet TopGunn og Citybois’ nye musikretninger, udgav ICEKIID i juni dette års største sommerhit og hans største hit til dato, ’ErruDumEllaHvad’, der høstede en førsteplads på den danske Top 50 chart på Spotify samt fik en plads på det famøse og stjernespækkede soundtrack til FIFA 21.

Med så stærke og succesfulde kunstnere involveret bliver det en garanteret mindeværdig november måned, når ’72 Timer’ er sluppet løs.

Very excited this song is going to be out there for everyone to hear. This is definitely a major record for the whole world!”

Wiz Khalifa er ikke i tvivl: Han og Lukas Graham har lavet et hit! Den amerikanske verdensstjerne gæster danske Lukas Graham på sangen ’Where I’m From’ – et sprudlende samarbejde og et stort, fængende og medrivende nummer som er produceret af danske Hennedub (Kesi, Gilli m.fl.) og ingen ringere end Mustard, som bl.a. er kendt for sit arbejde med store navne som Tyga, 2 Chainz og Migos.

”Det er en sang, der handler om at huske på sine rødder uden at miste lysten til at flytte sig,” fortæller Lukas Forchhammer, som de seneste år har rejst verden rundt, men bor blot få hundrede meter fra hvor han i sin tid voksede op. Han fortsætter: ”Det at udvikle sig, er en nødvendig del af et lykkeligt liv. Det handler om, hvordan man opfatter livet og attituden man vælger at bringe ind i det. Nogle gange skal man vende op og ned på tingene – på det gode og det dårlige – for at udvikle sig. Det syn på livet har bragt mig selv og drengene til hvor vi er i dag, hvor vi arbejder med levende legender som Mustard og Wiz Khalifa. Jeg har det virkelig vildt over den sang, vi har lavet sammen, og jeg er super stolt over, at man kan mærke os alle sammen, og hvad vi hver især har lagt i ’Where I’m From’.”

’Where I’m From’ udkommer i en ganske særlig forbindelse, nemlig torsdag den 5. november, hvor  René Sascha Johannsens dokumentarfilm, ’7 Years of Lukas Graham’, har verdenspremiere. I første omgang er der tale om en dansk premiere, da premieren i udlandet først finder sted, når biograferne kan åbne op igen.

Den danske fotograf og instruktør har fulgt bandet Lukas Graham igennem de seneste 7 år og hans film går helt tæt på den karismatiske frontfigur. ’7 Years of Lukas Graham’ sætter fokus på dét at turde forfølge sine drømme – og er med bag kulissen, mens de går i opfyldelse for Lukas og bandet. Men filmen handler også om prisen ved berømmelse og ønsket om at være både en god far, at holde fast ved musikken og sine rødder, alt imens man tager hele verden med storm.

Wiz Khalifa tog første gang verden med storm i 2010 med singlen, ’Black and Yellow’ og er kendt for hits som ’Young, Wild & Free’ featuring Bruno Mars og Snoop Dogg og ’See You Again’ med Charlie Puth der, ligesom Lukas Grahams ’7 Years’, har rundet magiske 1 milliard streams på Spotify.

’Where I’m From’ med Wiz Khalifa er det tredje store internationale samarbejde fra Lukas Graham i år. Senest har han og countrystjernen, Lauren Alaina, hittet på de amerikanske country-hitlister med ’What Do You Think Of?’, mens ’Share That Love’ med rapperen, ’G-Eazy’, har rundet 20 millioner streams på Spotify og indtaget #1 på dansk radio.

Lukas Graham kan desuden opleves live ved to eksklusive danske shows på Refshaleøen i 2021. Billetter til ekstrakoncerten, 13. august, er nu i salg på Musik.dk