Mina Okabe nyder ‘every second’ i sin første musikvideo
Det hele begyndte, da Mina Okabes mor spottede sin datter på de såkaldte Reels på Instagram. Sangerinden fortæller:
”Jeg vidste ikke så meget om Reels, før der begyndte at ske noget med ’Every Second’. Det var faktisk min mor der opdagede det først, fordi hun havde set en japansk influencer der hedder Rikaco Murakami, som havde postet et reel, hvor hun dansede til min sang.”
På dette tidspunkt var ’Every Second’ blevet brugt mere end 20.000 gange og siden må det siges, at være stukket helt af for den dansk-japanske sangfugl og hendes sang, der i skrivende stund har rundet 1 million reels på Instagram.
Og hvorfor er det så imponerende? Jo, for sammenligner man ’Every Second’ med de seneste singler fra navne som Ed Sheeran, Dua Lipa og The Weeknd, så er megastjernerne ikke i nærheden af det unge pop-håbs vanvittige tal!
Scroller man ned gennem de hundredtusindvis af videoer med ’Every Second’, vil man også opdage at flere af disse klip, er set af mange millioner af brugere: 2 millioner, 5 millioner, 9 millioner, ja, intet mindre end 18 millioner mennesker, når Mina Okabe-sangen ud til gennem bare en enkelt video.
Reels er, ligesom det sociale medie Tik Tok, et sted på Instagram, som bruges til at skabe kreative, korte videoer – bl.a. med brug af musik. Det er øjebliksbilleder fra hverdagen med alt lige fra dansende børn, til legende hundehvalpe, folk der laver mad, rejser rundt i verden eller laver makeup-tutorials. Reels, som stadig er forholdsvist nyt for brugere af Instagram i Europa og Nordamerika, er derimod voldsomt populært i Asien og Sydamerika – ligesom Mina Okabe!
Flere store, lokale stjerner – heriblandt de brasilianske sangerinder, Anitta og Juliette, den thailandske skuespillerinde, Anne Thong, den indonesiske sangerinde, Gisella Anastasia og mange flere – er fans af den 21-årige sangerinde fra København, som selv er meget rørt over de mange reaktioner:
”Jeg synes det er så vildt, at se de forskellige videoer der bliver lavet med ’Every Second’, fordi de er så forskellige! De er lavet af så mange forskellige mennesker fra forskellige lande og i alle aldre. Jeg bliver virkelig rørt af at se dem.”
Mina Okabe er lige nu aktuel med det yderst anmelderroste debut-album, ’Better Days’, som har høstet 5-stjernede anmeldelser hos både Soundvenue, Politiken og GAFFA.