Indlæser...
Vi fandt ingen resultater...

HUSH annoncerer jubilæumstour

Del:

Tilbage i en svunden tid mødtes den tidligere heavy guitarist, Michael Hartmann, og den unge gadesanger, Dorthe Gerlach. Bevinget af ungdomsmod og forelskelse, kæmpede duoen i årevis for en pladekontrakt, og for adgang til de store studier. ”Drømmen var at gøre det hele ”rigtigt” i et stort studie” fortæller Dorthe. Men dørene til de dyre faciliteter forblev lukkede længe endnu. I stedet var parret forvist til at indspille sangene selv hjemme i soveværelset.

Nogen tid senere, da parret endelig fik adgang til studierne, var dét der først var tænkt som demoer, allerede begyndt at folde sig ud, og Dorthe og Michael besluttede at sangene på deres debutalbum skulle forblive i den ånd de var tænkt, skrevet og spillet.

Countrypop på hitlisterne

”A Lifetime” udkom til stor succes i 2004. I en tid før Taylor Swift og Miley Cyrus regerede, beviste Hush at ikke alene kunne countrypop indtage radioen og toppen af hitlisterne herhjemme, det kunne også appellere til et bredt og dedikeret publikum.

Dorthe Gerlach fortæller:
“Jeg er enormt stolt af den plade og også enormt taknemmelig. Det blev virkeligt et vendepunkt for os. “A Lifetime” åbnede for et hav af muligheder og vi har haft så mange vilde og gode oplevelser med musikken siden. 

Når jeg lytter til albummet i dag, er det fuldstændigt som at træde ind i en tidsmaskine og jeg husker SÅ mange detaljer fra den tid det blev til i. 

Det sjove er, at folk kommer tit og siger det samme til mig: ‘Eiiij, jeg hørte det album nonstop det år jeg var på efterskole’, eller ‘Den kørte altid på den café hvor jeg arbejdede’ eller ‘Jeg scorede min kone til den plade’”

Nu, to årtier senere, er tiden inde til at hylde denne bemærkelsesværdige rejse. HUSH inviterer dig til at fejre 20-års jubilæet for “A Lifetime” på en helt særlig jubilæumsturné. I foråret 2024 tager Dorthe Gerlach, Michael Hartmann og deres band dig med på en musikalsk rejse gennem deres debutalbums sange. Ni eksklusive koncerter venter i store koncertsale, hvor fokus er på at genoplive stemningen og følelsen, der kendetegner “A Lifetime”.

Billetter i salg mandag d. 04. september på bill.et/hush