Indlæser...
Vi fandt ingen resultater...

HOP OMBORD PÅ ALEX VARGAS’ BIG BIG MACHINE

Del:

Det er efterhånden fire år siden, Alex Vargas udgav sit seneste samlede værk. EGO-trilogien fra 2019 var et introspektivt projekt født af sorg og mørke og en søgen ind i jeget – ind i Vargas selv. Og da han mest af alt havde brug for at bryde ud af sin egen boble ramte pandemien.
 
”Nedlukningen knækkede mig fuldstændig. Jeg blev som en løve i et bur; gik rundt om sig selv, mens jeg meget selvdestruktivt nærmest bare ventede på næste udmelding – næste katastrofe, mere panik,” fortæller Alex Vargas om de første uger af pandemien i 2020. Han fortsætter:
 
”Med tiden mærkede jeg også en længsel efter at mødes med mennesker og ikke mindst publikum igen. ’BIG BIG MACHINE’ blev født ud af den længsel, som modreaktion på den eksistens vi alle led under. Det gav mig lyst til at skrive om alle dem og det der betyder noget – alle de virkemidler, der får hele den store maskine til at køre rundt.”
 
’BIG BIG MACHINE’ er med andre ord et musikalsk og menneskeligt behov for at vende sig mod modtageren, synge med åbne arme, byde folk ombord og give plads til det flamboyante og grandiose med det trivielle, men vigtige i livet.
 
Første udgivelse fra Vargas’ tredje album, fik vi sidste sommer, hvor han på bunden af en tom slikskål, funderede over kærlighedens uransagelige veje. Albumforløberen, ’Yougazer’, introducerede en sprudlende optimisme, og med bandet, BIG BIG MACHINE, også en fornyet musikalsk pomp og pragt.
 
”Det at have drengene med som fast besætning i studiet, har gjort mig mere observant og kreativt nysgerrig i min sangskrivning. ’BIG BIG MACHINE’ er også synonym for en fællesfølelse, jeg, mere end nogensinde, ønsker at føre ud i livet – og det var ’Yougazer’, der viste vejen.”

VARGAS SKIFTER HELE KLÆDESKABET UD

’Yougazer’, der var den første nye Vargas-single i tre år, gik direkte Top-20 på radio og blev fulgt op af endnu et radiohit med singlen, ’Pages’, der rent kunstnerisk cementerede sangerens mere farverige og legesyge tilgang til indspilningsprocessen med bandet. Drevet af Vargas’ altid imponerende og både blide og bidske vokalstyrke er de nye sange skrevet og indspillet med inspiration fra 60erne og 70ernes klassiske pop- og rocksangskrivning.
 
”Der er højt til loftet i mit studie. Bogstaveligt talt. Og med den åbne lyrik, har jeg også ladet mig selv rive med af min musikalske favorit-æra, som er 60erne og 70erne. Den æra er på så mange plan så utrolig inspireret og fri – om man lytter til Elton John, Billy Joel, Aretha Franklin, Fleetwood Mac, Sam Cooke eller Bowie. Jeg har forfulgt alt det, jeg elsker. Uden restriktioner eller begrænsninger. Jeg tror, den tidsånd ligger til min personlighed og nogle gange har man bare brug for at skifte hele sit klædeskab ud.”
 
Inspirationen og den farverige garderobe høres tydeligt på en sang som ’Meant To Be Together’, hvor Vargas, en efter en, stryger akkorderne ud på sin guitar, mens tekstens fortælling om den kærlighed og magi, der var engang, vokser til klimaks; tvivlen på fremtiden og paradokset, ”hvad nu hvis”.
 
’Mama, I’ve Been Dying’ åbner op for de eksistentielle spørgsmål – om hvad der i virkeligheden er vigtigt her i livet, nu hvor det endnu ikke har formået at slå dig ihjel. Og det vigtige ramte Vargas, da han selv stiftede familie og blev far – en lykke, der kulminerede med hans søsters alt for tidlige død. ’The Love We’re Breathing In’ skildrer de store spørgsmål og accepten af frygten ved faderskabet.
 
Der er flere personlige opgør i spil på ’BIG BIG MACHINE’ – om det er Vargas vs. Vargas eller konflikter han møder i sine relationer gennem livet. Og hvor han søgte svar på livet hos sin mor på albumåbneren, er lukkeren, ’Famous Last Goodbyes’, en sang til hans far med hvem Vargas, gennem mange år, har haft et tumultarisk forhold til, fyldt med gensidige misforståelser og svigt, men i sidste ende genforening og forståelse.
 
Alex Vargas debuterede i 2016 med sit første samlede værk, EPen ’Giving Up The Ghost’, som opnåede stor international omtale. Siden fulgte debutalbummet, ’Cohere’ fra 2017, som kastede store hits som ’Inclosure’, ’7 Sins’ og ’Higher Love’ af sig. Og i 2019 udkom EGO-trilogien – et ambitiøst, alsidigt konceptalbum, der undersøgte jeget i alle sine afskygninger og udgivelsen blev markeret med udsolgte koncerter på Østre Gasværks skrå brædder.
 
25.000 danskere købte billet til Alex Vargas’ tour i foråret 2022, mens en massiv sommer bød på flere højdepunkter for det yderst populære livenavn på blandt andet Northside, Tinderbox og Smukfest. Dette forår er Vargas tilbage på spillesteder rundtom i Europa, mens udgivelsen af albummet, ’BIG BIG MACHINE’, følges op senere på året med 16 koncerter i hele Danmark. Flere koncerter er allerede udsolgt.
 
Udgivelsen af ’BIG BIG MACHINE’ fejres desuden med eksklusiv lyttesession på Hotel Cecil i København onsdag den 1. marts, hvor Alex Vargas vil indtage scenen, lytte til sangene og dykke ned i tilblivelsen af dem sammen med publikum.

Du kan købe billetter til touren her.