Drew Sycamore åbner Orange Scene
Med tre no. 1 radiohits på stribe har Drew Sycamore med ‘Take It Back’, ‘I Wanna Be Dancing’ og seneste ‘45 Fahrenheit Girl’ manifesteret sig som en af de nye stærke profiler på den danske musikscene. Og med nomineringer i 2 kategorier til Danish Music Awards som Bedste Nye Navn og Bedste Nye Live Navn sidste år samt Årets Nye Navn ved Zulu Awards 2021 er der lagt perfekt op til næste udspil, nemlig at åbne Orange Scene på Roskilde Festival 2022.
Drew Sycamore er halv waliser/halvt dansk og voksede op i Nordjylland, hvor hun lagde øre til historier om Wales og London, som var en stor del af hendes mors og mormors liv. Det gav benzin til rejsen mod England, et land identisk med mange musikalske drømme, et sted hun også følte sig hjemme også hjulpet på vej af sin mors historier.
Efter 6 år i England vendte hun tilbage til Danmark i 2015, og flyttede til København, hvor hun startede sin solokarriere og fik skrevet en del sange bl.a. for og med Medina, Gulddreng, Dûné mfl.
Roskilde Festival løber i år af stablen for 50. gang. Jubilæet ville have været tidligere, hvis ikke coronapandemien havde aflyst festivalen i både 2020 og 2021.