CARPARK NORTH DANSER MED SPØGELSER
De brød igennem med sangene ’There’s a Place’ og ’Transparent & Glasslike’ i begyndelsen af 00’erne. Ikke bare på hitlisterne og radiobølgerne, men også som det skræmmende effektive og prisvindende soundtrack til den danske gyserfilm, ’Midsommer’. I år kan Carpark North så fejre 25-års jubilæum på den danske musikscene og det evigt innovative rockband bliver ved med at overraske – nu med en udgivelse, der trækker tråde tilbage til horror-biografhittet.
Torsdag er det nemlig Halloween, og i den forbindelse udsender Lau Højen, Søren Balsner og Morten Thorhauge den nye Carpark North single, ’Dancing With My Ghost’.
”Vi har altid synes, det var spændende at skabe forskellige lydbilleder og give teksten liv gennem musikken. På den ene side leger ’Dancing With My Ghost’ med helt klassiske horror-elementer, men den rummer også et psykologisk mareridtsscenarie, der går tættere på de indre monstre, vi alle frygter vil hjemsøge os eller som vi kæmper med i hverdagen. For os handler den her sang om at teste nye musikalske grænser, lige så vel som at afsøge de dybere lag i os selv,” fortæller Carpark North.
Tidligere på året udsendte trioen syv nye skabninger på første del af albummet, ’AIR’. Radiohittet, ’If I Were Your King’, banede vejen, og nu gør Carpark North klar til udgivelsen af ’AIR – Part II’ med ’Easy Love’ og nu også ’Dancing With My Ghost’, mens bandet for første gang i 14 år vender tilbage under den legendariske hvælving i K.B. Hallen den 16. maj 2025.