APHACA BESTIGER VULKANER I ’KLIP KLAP SANDALER’ – NY SINGLE
Rumle Hueg Kærså, Bertram Ask Plauborg, Bertil Engberg Nielsen og Noah Elias Rasmussen mødte hinanden på Det Frie på Nørrebro i København. Den alternative skoles demokratiske og kreative DNA forplantede sig og slog rod i de fire venner, der først og fremmest havde musikken til fælles – musik, der ville og skulle ud. Og det kom den…
Det er nemlig gået stærkt for APHACA det seneste halve år. Først gik de på imponerende vis udsolgt på Store VEGA i København. Siden fulgte en anmelderrost SPOT Festival-koncert, som cementerede et blussende gennembrud for et spirende firkløver i dansk musik, der sommeren over har gæstet alt fra Musik i Lejet til Wonderfestiwall og Smukfest. Og senest tog singlen, ’Smelter Under Månen’, for alvor hul på sensommeren som P3’s Uundgåelige, mens det kun er gået én vej på Spotify.
Nu er Rumle & co. så aktuelle med dobbelt-EP’en, ’MAGNA’, og en spritny single med en løbsk synthesizer og et umanerligt fængende hook på ’Klip Klap Sandaler’.
”Det har været fuldstændig magisk at opleve vores musik blomstre på den måde, som den har de seneste måneder. Det er den drøm, man tror på – håbet om, at det man giver er noget folk tager til sig. For selvom vi står helt deroppe på scenen, er vi også bare fire unge mennesker, der cykler gennem byen og mærker livet ligesom alle andre,” fortæller bandet.
Udgivelsen af ’MAGNA’ fejres i den kommende weekend ved to vinyl-lytte-events i Aarhus og København. Den 18. oktober optræder APHACA ved årets P3 Guld-fest, hvor de også er nomineret som P3 Talentet, mens drengene tæller ned til deres første – og stort set udsolgte – Danmarksturné!