Koncertaktuelle Mina Okabe ude med debutalbum ‘Better Days’
Mina Okabes stemme er lige så drømmende og blid, som hendes tekster er bittersøde og længselsfulde. Modsætninger mødes, når den dansk-japanske sangfugl udsender 10 af sine inderste hemmeligheder på sit længeventede debutalbum ’Better Days’.
”Now that I have said too much – I got to get through this!”
Sådan lød de første strofer, da 20-årige Mina Okabe single-debuterede i efteråret 2020. Få linjer og ord der samtidig, og på ganske simpel vis, introducerede og placerede en helt ny stemme og sangskriver i dansk musik.
Fra sin seng på sit værelse, skriver den dansk-japanske sangfugl alle sine fortiede følelser ned og fortolker dem som melodier på sin elektriske guitar. Og når hun synger sine drømmende popsange, der både klinger af soul og jazz og tager lytteren med mod fjerne himmelstrøg, er det som at åbne op for en dagbog fuld af en ung kvindes inderste og ærligste hemmeligheder:
”Jeg bruger min musik til at udtrykke mig, for jeg er ikke så god til at snakke om mine følelser. Det er meget nemmere for mig, at synge om dem,” fortæller Mina Okabe.
Privat er Mina et utroligt ydmygt væsen der hellere spørger ind og lytter til andre – fremfor, at skulle tale om sig selv. Der er ellers meget at snakke om og dele ud af, for Mina Okabe, som er født og opvokset i London, har i løbet af sit relativt korte liv allerede boet i flere forskellige storbyer som New York og Manila. Hun har levet med hele verden som sin legeplads og inspirationskilde – suget til sig af dufte, farver, sprog, musik og kultur. Og måske netop derfor, lyder Mina Okabe, som hun gør; som sin egen.
Den behagelige, underspillede debutsingle, ’I’m Done’, ramte den danske vinter, nærmest som et tiltrængt, varmt kram i en svær tid for mange. Og der er da også en klar tone af længsel efter noget bedre i Minas sange, mens hendes tekster oftest bevæger sig i et fortvivlet, bittersødt og hudløst ærligt ungdomsunivers.
Modsætninger mødes altså flere steder i Minas liv, i den person hun er og i hendes musik. Derfor er titlen på debutalbummet, ’Better Days’, også ganske rammende, da den både kan tolkes som fortællingen om noget bedre – eller ønsket her om.
KÆRLIGHED OG JAPANSK GODAI-FILOSOFI
Et af temaerne, der går igen på ’Better Days’, er det om kærligheden. ’I’m Done’ er ifølge Mina en ”overgangssang” om brud og fortrydelse. Opfølgeren, den smukke ballade ’Like Other People’, bearbejdede følelserne omkring ugengældt kærlighed, mens den lunefulde ’Every Second’, var et studie i overtænkning – som en reminder for Mina selv, om at nyde øjeblikket og droppe bekymringerne om hvad der måske – eller måske ikke – sker.
Noget der har forandret sig løbende med Mina Okabes single-udgivelser er hendes visuelle udtryk – en æstetik, inspireret af en gammel japansk-buddhistisk filosofi: ”Godai består af fem elementer. Hver af de fire sange, jeg har udgivet, har hver især været repræsenteret af et af de fire fysiske elementer: jord, vand, ild og luft. Ifølge japansk filosofi, er det femte et overjordisk element – et sted for kreativitetens oprindelse. Min fortolkning af Godai, er alle mine forskellige sider, der mødes og samles som musik og mit album.”
Sangene på ’Better Days’ er alle skrevet af Mina Okabe og indspillet i samarbejde med nogle af tidens absolut stærkeste producernavne herhjemme – heriblandt Vasco (Mø, Scarlet Pleasure m.fl.), Mads Koch (School of X, Necklace m.fl.) samt William Frederik Asingh aka Vera (Jada, Lord Siva m.fl.)
Herhjemme var Soundvenue og GAFFA blandt de første til at udpege Mina Okabe som et af de mest interessante nye navne for 2021, mens debutsinglen var P3’s Uundgåelige. En lang række udenlandske medier har desuden fremhævet Mina Okabe som et af de mest håbefulde nye navne på den funklende internationale popstjernehimmel. Udgivelsen af ’Better Days’ følges desuden op af Mina Okabes første egen koncert, når hun gæster VEGA på Vesterbro i København den 13. november. Find billetter her bill.et/minaokabe.