Sira Jovina

SIRA JOVINA I DR KONCERTHUSET

Efter efterårets koncerter på TRAIN og i et udsolgt Store VEGA tager Sira Jovina næste skridt. Den 25. april 2027 spiller hun i DR Koncerthuset og indfrier dermed en af sine største drømme. Med sig har hun det personlige album Det, Man Vander, Vokser og en stemme, der forener varme, styrke og sjæl.

Drømme og det, man giver næring, hænger tæt sammen i Sira Jovinas univers. Fra debut-EP’en Min Drøm, Min Altid til det fuldendte album Det, Man Vander, Vokser har hun sat ord på dét at finde sin vej, turde stå ved sig selv og give plads til det, man ønsker mere af. Nu får den bevægelse også et konkret udtryk på scenen: Den 25. april 2027 indtager hun DR Koncerthuset.

Koncerten følger efter efterårets shows på TRAIN i Aarhus og i et udsolgt Store VEGA i København og markerer en ny milepæl for en artist, der med et stærkt personligt udtryk har fundet sin plads i krydsfeltet mellem pop, R&B og soul. At spille i DR Koncerthuset er en af Siras største drømme – og nu inviterer hun publikum med ind i den.

Med sin karakteristiske vokal og sit poetiske blik for hverdagens store følelser skriver Sira Jovina sange om kærlighed, nære relationer og det unge voksenlivs tvivl. Hos hende kan usikkerhed og tillid, frygt og taknemmelighed eksistere side om side. Sårbarheden bliver til melodier, der sætter sig fast, og fortællinger, man kan spejle sig i.

Det står centralt på Det, Man Vander, Vokser, der blev udgivet i to akter og fuldendt i september 2026. Albummets 16 sange bevæger sig fra vrede, mistillid og følelsen af at være blevet forrådt til kærlighed, tilgivelse og et aktivt valg om at give næring til det gode. Titlen udspringer af et råd, Sira har fået af sine forældre gennem årene: Det, man vander, vokser.

Undervejs i arbejdet med albummet måtte hun dog slippe forestillingen om, at udvikling betyder, at alt det svære forsvinder.

“Jeg rummer begge dele. Forskellen er, hvad jeg vælger at give næring,” fortæller Sira.

Den erkendelse løber gennem sange som Hjerteløber, hvor hun sætter ord på sine forventninger og sin sårbarhed i venskaber, og Sig Du Kan Li Mig, der handler om at turde bede om bekræftelse – og vælge at tro på den. På Sådan Det Føles At Elske får kærligheden lov til at være til stede, selv når selvværdet vakler, mens Tror Ikk Jeg Siger Tak Nok er en tak til hendes forældre, som også medvirker på sangen med deres fælles band APHRODESIA.

Siden debut-EP’en i 2024 og Før jeg falder i 2025 har Sira Jovina udviklet sit musikalske univers i samarbejde med producer Victor Støve. Samtidig har hun opbygget et stærkt livefundament med blandt andet en udsolgt headlinerturné og en nominering til P3 Talentprisen.

I DR Koncerthuset mødes den musikalske og personlige rejse med en drøm, der længe har været en del af den. Den 25. april 2027 bliver endnu et kapitel i fortællingen om, hvad der kan vokse, når man bliver ved med at give det næring.

Gå til artistsiden

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Søs Fenger annoncerer koncerter

Søs Fenger annoncerer koncerter

I maj 2027 kan publikum opleve Søs Fenger i to af landets store koncertsale. Den 19. maj i Koncertsalen i DR Koncerthuset i København, og den 22. maj i Musikhuset Aarhus. Nogle sange følger os gennem livet. De vækker minder om mennesker, steder og øjeblikke, vi måske troede, vi havde glemt. Søs Fengers sange har fået lov til at leve sådan. Ikke kun i hendes eget liv, men også i livet hos de mange mennesker, der gennem årtier har lyttet, sunget med og fundet deres egne historier i musikken. Det musikalske liv begyndte for alvor med NEWS i 1980’erne, men har aldrig stået stille. Gennem mere end fire årtier har Fenger bevæget sig mellem pop, rock, jazz, viser og disco og sunget på dansk, svensk og engelsk. Undervejs har lyden forandret sig, mens stemmen og nærværet er blevet ved med at være hendes egne. Det er musik, der rummer både lethed og eftertanke - og en sjælden evne til at føles tæt på, også når den deles med en hel sal. Når Søs Fenger møder sit publikum, mødes sangene med fortællingerne bag dem. Der er plads til genkendelsen, til nye nuancer og til de små personlige øjeblikke, der opstår mellem scenen og salen. For hendes sange handler ikke kun om den, der synger dem. De bliver også til fælles erindringer, båret videre fra én generation til den næste. Fenger bliver ved med at lade musikken åbne nye døre. I 2024 udgav hun Vuggeviser 2, og i efteråret 2026 tager hun på akustisk trio-turné med Andreas Kähne og Jakob Fahlgren. Hun er også aktuel i TV 2’s musikprogram Simon siger, hvor Simon Kvamm inviterer danske musikere ind i nye samarbejder. Her har hun fortolket “Du Er” sammen med sin bror Lars Fenger, percussionisten Yohan Ramon og producer Onkl – et nyt møde med en sang, der allerede har fulgt hende længe. I 2027 venter to aftener, hvor publikum kan komme tæt på et sangliv fyldt med forandring, varme og musikalske minder. Søs Fenger tager sine sange med til København og Aarhus – sange, der har været med hende gennem livet, og som måske også har været med til at fortælle noget om vores. Billetsalget åbner torsdag den 29. oktober 2026 kl. 10.00 på bill.et/sosfenger

MAS indtager Falkonersalen

MAS indtager Falkonersalen

MAS annoncerer sin hidtil største koncert, når han lørdag den 8. maj 2027 indtager Falkonersalen i København. Efter flere år med en markant kunstnerisk udvikling og stærke liveoplevelser samler han nu sit publikum til én stor koncert, der markerer det største koncertformat i hans karriere til dato. MAS har på få år opbygget et personligt musikalsk univers, hvor rap, melodier og store følelser mødes. Med udgivelserne ’Når Man Taler Om Solen’, ’Månen Er Min Ven’ og EP’en ’JORDEN KALDER’ har han formet en sammenhængende trilogi, der bevæger sig mellem lys og mørke, drømme og virkelighed. GAFFA beskrev ’JORDEN KALDER’ som et selvportræt af en artist, der har fundet sin egen stemme, mens ’Månen Er Min Ven’ fik fem stjerner af mediet. Samtidig har MAS udvidet sit udtryk. Singlen ’Drømmer’, der udkom i juni 2026, markerede et mere melodisk og følsomt kapitel, hvor vokalen og de sungne omkvæd får mere plads. MAS bekræfter også, at et nyt album er på vej. På scenen får de mange sider plads side om side: de eftertænksomme fortællinger, de melodiske passager og sangene, der løfter rummet. MAS’ koncerter er blevet fremhævet for deres nærvær, publikumskontakt og levende samspil med bandet. Falkonersalen bliver rammen om den største koncert, han hidtil har annonceret – og om et nyt møde mellem MAS og det publikum, der har fulgt ham fra de første personlige rapmonologer til det nye, mere åbne lydunivers. MAS spiller i Falkonersalen lørdag den 8. maj 2027. Billetsalget starter torsdag d. 29. oktober kl. 10 via masforaltid.dk.

ALEX VARGAS ANNONCERER SOLOTURNÉ

ALEX VARGAS ANNONCERER SOLOTURNÉ

Oven på en udsolgt efterårsturné i 2026 annoncerer Alex Vargas nu en soloturné med 12 koncerter rundt om i Danmark i efteråret 2027. Her træder han alene ind på scenen og inviterer publikum tættere på sangene og stemmen. Alex Vargas har gennem årene bevæget sig mellem det følsomme og det eksplosive, mellem enkle melodier og elektroniske produktioner. Med sange som Something in the Air, Lose Your Head og Get Right har han udforsket både frihed, indre uro og håb – og udfordret sit eget musikalske udtryk undervejs. På soloturnéen får sangene en anden ramme. Når Alex Vargas står alene på scenen, er der plads til at høre detaljerne og mærke spændingen mellem den tilbageholdte intensitet og stemmen, der fylder rummet. Det personlige og nærværende træder frem, og mødet med publikum bliver en central del af koncerten. Turnéen bringer Alex Vargas til koncertsale landet over i september og oktober 2027. Billetsalget starter torsdag den 22. oktober kl. 10.00.