APHACA

APHACA spiller i Parken til næste år

Fire venner har ramt plet i hjertekulen hos musikfans i hele det ganske land. APHACA har vendt hitlisterne på hovedet med lyden af upoleret, analog rockmusik og poppoetiske melodier og tekster – et band, som er helt sin egen, har levet og åndet for det, de gør, i mere end syv år, og nu står som et nybrud i dansk musik.

Ovenpå en drøm af en livesommer og med udsigt til fire arena-shows i begyndelsen af næste år, kan APHACA løfte sløret for den største drøm af dem alle.

”Vi spiller i Parken næste år. Det lyder helt uvirkeligt, når vi siger det højt. Men vi har set og mærket det fællesskab, der er opstået omkring vores musik – og vi er dybt taknemmelige og ydmyge over for hele den rejse og måden, I har taget imod os med åbne arme, lige meget hvor vi er troppet op,” fortæller bandet.

Rejsen begyndte på Det Frie Gymnasium i København. Her mødte de fire venner Rumle Hueg Kærså, Bertram Ask Plauborg, Bertil Engberg Nielsen og Noah Elias Rasmussen hinanden og begyndte at skrive musik, der – ude af tid og tendenser – voksede op af stenbroen som en ukuelig mælkebøtte og endte med at sætte frø i hele landet.

”Det har været den dejligste sommer i 100 år. Den vildeste tid. Og vi har lyst til at give noget igen og skabe et rum med plads til alle – som en hyldest til, hvad man kan opnå sammen. Vi tæller ned og glæder os til at se jer alle sammen.”

Med annonceringen af Parken-koncerten den 10. oktober 2026 kan APHACA også annoncere deres kommende album, ’VILD UNGDOM’, som udkommer i begyndelsen af 2026. Her kan bandet desuden opleves ved fire totalt udsolgte arena-shows i ACC Aarhus og Forum København i marts.

APHACA slog for alvor igennem sidste sommer med det dobbelt platin-hittet ’Smelter Under Månen’. I foråret udkom ’En drøm om et menneske’, der gik #1 på hitlisten i seks uger i træk og også toppede dansk radio som lyden af sommeren 2025. Singlen er for længst gået både guld og platin, ligesom ’Et sted hvor vi de første’, mens ’Hjertet På Gaden’, ’Klip Klap Sandaler’ og ’Til Solen Er Sort’ alle er gået guld.

Og sangene har givet genlyd på årets sommertour, der har cementeret den sensation og det fællesskab, som APHACA og publikum har skabt sammen på scener som Roskilde Festival, Heartland Festival, TIVOLI og Smukfest.

Billetter i salg mandag kl. 10 på aphaca.dk

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Emil Kruse i Store VEGA

Emil Kruse i Store VEGA

Efter hittet “Copenhagen City” er Emil Kruse klar til at udfolde nye sider af sit musikalske univers. I marts 2027 udkommer hans kommende album, skabt i samarbejde med OK OK, og 5. marts indtager han Store VEGA til en særlig koncert. Emil Kruse var som 16-årig blandt de første til at bringe grime til Danmark som en del af Sleng. Siden har han markeret sig som soloartist med egne udgivelser og samarbejder med nogle af landets største navne. Med rødder i grime og hiphop har han udviklet en karakteristisk skrivestil, der bevæger sig mellem poesi og gadelevering, rå energi og sårbarhed. Det kommende album markerer et nyt kapitel i Kruses karriere. Sammen med sin mangeårige ven Oliver Kincaid, alias OK OK, har han skabt et univers, hvor hans rødder i grime og hiphop møder en eksperimenterende tilgang til pop. Albummet trækker på popæraen fra slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne – en tid, hvor fusionen mellem pop og hiphop gerne måtte være stor, skæv, teatralsk og svær at sætte i bås. Her får Kruses musikalske nysgerrighed frit spil. Orkesterarrangementer og punkguitar møder hans rap og melodiske udtryk og viser sider af ham, man ikke nødvendigvis forbinder ham med. “Showtime” blev første skridt ind i det nye univers, mens “Copenhagen City” blev det store gennembrud. Med København som legeplads og en stærk visuel identitet satte hittet retningen for det, Kruse nu udfolder yderligere. På tredje single, “Jackpot”, synger Emil Kruse om at have det som en highroller over et buldrende orkesterarrangement. Sangen handler om at tro på sig selv og stå ved sin egen integritet. Musikvideoen fortsætter fortællingen fra “Copenhagen City”, mens nummeret åbner for flere musikalske stilskift frem mod albummet. De kommende singler viser hver især en ny side af Kruses udtryk, før de forskellige spor samles på det fælles album i marts 2027. Den 5. marts 2027 bringer Emil Kruse sit musikalske univers ind i Store VEGA sammen med OK OK til en særlig koncert fuld af energi og overraskelser.

SIRA JOVINA I DR KONCERTHUSET

SIRA JOVINA I DR KONCERTHUSET

Efter efterårets koncerter på TRAIN og i et udsolgt Store VEGA tager Sira Jovina næste skridt. Den 25. april 2027 spiller hun i DR Koncerthuset og indfrier dermed en af sine største drømme. Med sig har hun det personlige album Det, Man Vander, Vokser og en stemme, der forener varme, styrke og sjæl. Drømme og det, man giver næring, hænger tæt sammen i Sira Jovinas univers. Fra debut-EP’en Min Drøm, Min Altid til det fuldendte album Det, Man Vander, Vokser har hun sat ord på dét at finde sin vej, turde stå ved sig selv og give plads til det, man ønsker mere af. Nu får den bevægelse også et konkret udtryk på scenen: Den 25. april 2027 indtager hun DR Koncerthuset. Koncerten følger efter efterårets shows på TRAIN i Aarhus og i et udsolgt Store VEGA i København og markerer en ny milepæl for en artist, der med et stærkt personligt udtryk har fundet sin plads i krydsfeltet mellem pop, R&B og soul. At spille i DR Koncerthuset er en af Siras største drømme – og nu inviterer hun publikum med ind i den. Med sin karakteristiske vokal og sit poetiske blik for hverdagens store følelser skriver Sira Jovina sange om kærlighed, nære relationer og det unge voksenlivs tvivl. Hos hende kan usikkerhed og tillid, frygt og taknemmelighed eksistere side om side. Sårbarheden bliver til melodier, der sætter sig fast, og fortællinger, man kan spejle sig i. Det står centralt på Det, Man Vander, Vokser, der blev udgivet i to akter og fuldendt i september 2026. Albummets 16 sange bevæger sig fra vrede, mistillid og følelsen af at være blevet forrådt til kærlighed, tilgivelse og et aktivt valg om at give næring til det gode. Titlen udspringer af et råd, Sira har fået af sine forældre gennem årene: Det, man vander, vokser. Undervejs i arbejdet med albummet måtte hun dog slippe forestillingen om, at udvikling betyder, at alt det svære forsvinder. “Jeg rummer begge dele. Forskellen er, hvad jeg vælger at give næring,” fortæller Sira. Den erkendelse løber gennem sange som Hjerteløber, hvor hun sætter ord på sine forventninger og sin sårbarhed i venskaber, og Sig Du Kan Li Mig, der handler om at turde bede om bekræftelse – og vælge at tro på den. På Sådan Det Føles At Elske får kærligheden lov til at være til stede, selv når selvværdet vakler, mens Tror Ikk Jeg Siger Tak Nok er en tak til hendes forældre, som også medvirker på sangen med deres fælles band APHRODESIA. Siden debut-EP’en i 2024 og Før jeg falder i 2025 har Sira Jovina udviklet sit musikalske univers i samarbejde med producer Victor Støve. Samtidig har hun opbygget et stærkt livefundament med blandt andet en udsolgt headlinerturné og en nominering til P3 Talentprisen. I DR Koncerthuset mødes den musikalske og personlige rejse med en drøm, der længe har været en del af den. Den 25. april 2027 bliver endnu et kapitel i fortællingen om, hvad der kan vokse, når man bliver ved med at give det næring.

DAD HARMONY I KØBENHAVN

DAD HARMONY I KØBENHAVN

Siden 2023 har de turneret ad flere omgange i Europa og over hele Sverige med adskillige udsolgte shows. DAD Harmonys succeshistorie fortsætter både live og online. Med over 5,6 millioner følgere på sociale medier og titlen som Sveriges største artist på TikTok i 2023 har de også gjort stort indtryk internationalt. De har medvirket i morgenprogrammer og interviews i blandt andet Storbritannien, USA, Australien og Tyskland samt været gæster i The Kelly Clarkson Show. Ved koncerten inviterer Dad Harmony publikum ind i deres stue. Det bliver afslappet, hyggeligt og intimt. Der venter underholdning i topklasse og de bedste sange med en skøn blanding af publikumsfavoritter og nye harmonier.