Drømme og det, man giver næring, hænger tæt sammen i Sira Jovinas univers. Fra debut-EP’en Min Drøm, Min Altid til det fuldendte album Det, Man Vander, Vokser har hun sat ord på dét at finde sin vej, turde stå ved sig selv og give plads til det, man ønsker mere af. Nu får den bevægelse også et konkret udtryk på scenen: Den 25. april 2027 indtager hun DR Koncerthuset.
Koncerten følger efter efterårets shows på TRAIN i Aarhus og i et udsolgt Store VEGA i København og markerer en ny milepæl for en artist, der med et stærkt personligt udtryk har fundet sin plads i krydsfeltet mellem pop, R&B og soul. At spille i DR Koncerthuset er en af Siras største drømme – og nu inviterer hun publikum med ind i den.
Med sin karakteristiske vokal og sit poetiske blik for hverdagens store følelser skriver Sira Jovina sange om kærlighed, nære relationer og det unge voksenlivs tvivl. Hos hende kan usikkerhed og tillid, frygt og taknemmelighed eksistere side om side. Sårbarheden bliver til melodier, der sætter sig fast, og fortællinger, man kan spejle sig i.
Det står centralt på Det, Man Vander, Vokser, der blev udgivet i to akter og fuldendt i september 2026. Albummets 16 sange bevæger sig fra vrede, mistillid og følelsen af at være blevet forrådt til kærlighed, tilgivelse og et aktivt valg om at give næring til det gode. Titlen udspringer af et råd, Sira har fået af sine forældre gennem årene: Det, man vander, vokser.
Undervejs i arbejdet med albummet måtte hun dog slippe forestillingen om, at udvikling betyder, at alt det svære forsvinder.
“Jeg rummer begge dele. Forskellen er, hvad jeg vælger at give næring,” fortæller Sira.
Den erkendelse løber gennem sange som Hjerteløber, hvor hun sætter ord på sine forventninger og sin sårbarhed i venskaber, og Sig Du Kan Li Mig, der handler om at turde bede om bekræftelse – og vælge at tro på den. På Sådan Det Føles At Elske får kærligheden lov til at være til stede, selv når selvværdet vakler, mens Tror Ikk Jeg Siger Tak Nok er en tak til hendes forældre, som også medvirker på sangen med deres fælles band APHRODESIA.
Siden debut-EP’en i 2024 og Før jeg falder i 2025 har Sira Jovina udviklet sit musikalske univers i samarbejde med producer Victor Støve. Samtidig har hun opbygget et stærkt livefundament med blandt andet en udsolgt headlinerturné og en nominering til P3 Talentprisen. I DR Koncerthuset mødes den musikalske og personlige rejse med en drøm, der længe har været en del af den. Den 25. april 2027 bliver endnu et kapitel i fortællingen om, hvad der kan vokse, når man bliver ved med at give det næring.
Billetsalget starter onsdag den 7. oktober kl. 10.00 på www.sirajovina.dk
DAD Harmonys succeshistorie fortsætter både live og online. Med over 5,6 millioner følgere på sociale medier og titlen som Sveriges største artist på TikTok i 2023 har de også gjort stort indtryk internationalt. De har medvirket i morgenprogrammer og interviews i blandt andet Storbritannien, USA, Australien og Tyskland samt været gæster i The Kelly Clarkson Show.
Ved koncerten inviterer Dad Harmony publikum ind i deres stue. Det bliver afslappet, hyggeligt og intimt. Der venter underholdning i topklasse og de bedste sange med en skøn blanding af publikumsfavoritter og nye harmonier.
Billetter i salg 2. oktober kl. 10.00. på www.bill.et/dad-harmony/
Det er gået stærkt, siden Loui Henderson tog de første skridt som solist. Den tidligere PAK-forsanger har på kort tid fundet sin egen plads med store melodier, personlig nerve og sange om den del af ungdomslivet, hvor frihed, tvivl, forelskelse og tab ofte eksisterer side om side.
Debutsinglen “Gør det hele forfra” fandt vej til både P3 og P4 og nåede #9 på den danske airplay-chart, mens “Før du siger farvel” blev eftersommerens første Uundgåelige på P3. Undervejs blev Loui Henderson udvalgt som én af fem artister til P3’s Næste, og samarbejdet med Mumle på “Ungdomsritualer” tog ham med på tour, Grøn Koncert og Smukfest.
Nu bliver næste skridt hans egen tour.
Debut-EP’en “Nogen skal jo sige det højt” udkom 25. september og samler for første gang Loui Hendersons sange i en større fortælling. EP’en kredser om at være ung og forsøge at finde retning, mens man fucker op, forelsker sig, mister mennesker, holder fast i andre og langsomt bliver klogere på, hvem man selv er.
Det er også den fortælling, Loui Henderson tager med sig på scenen i 2027. Hvor publikum indtil nu blandt andet har mødt ham på festivaler og som en del af Mumles tour, får sangene denne gang deres egen ramme. Fra den umiddelbare energi i “Gør det hele forfra” til de mere sårbare sider af “Før du siger farvel” og EP’ens titelnummer bliver koncerterne et møde med den artist og sangskriver, der på kort tid har fået stadig flere til at lytte med.
For Loui Henderson er sangene ikke skrevet fra et sted, hvor alle svarene allerede findes. Tværtimod. På “Nogen skal jo sige det højt” står han midt i det hele – mellem rus og ansvar, gamle relationer og nye begyndelser – og forsøger at sætte ord på de ting, der ellers kan være svære at få sagt.
Når Loui Henderson i marts står i front på sin første egen Danmarkstour, bliver det ikke i et nedbarberet setup. Syv musikere indtager scenen – blandt andet med to guitarister og saxofon – og giver sangene et større og mere levende udtryk end på indspilningerne. Det store band bliver en central del af Loui Hendersons liveshow og understreger ambitionerne for den første headlineturné.
Billetter i salg 1. oktober kl. 10.00. på www.louihenderson.dk
2027 bliver et stort liveår for Lukas Graham. Efter tre koncerter i Royal Arena og to i Jyske Bank Boxen i januar fortsætter turen til Sverige og Norge, når Lukas Graham til foråret spiller seks koncerter på tværs af Norden.
Turnéen kommer i kølvandet på “Good Times”, der udkom i august 2026 og viste en ny, folk-inspireret side af Lukas Graham. Efter de danske arenashows fortsætter Lukas og bandet nu ud i Norden med et show, der samler de nye sange med et katalog, som gennem mere end et årti har fundet vej langt ud over Danmarks grænser.
Liveformatet har længe været en central del af Lukas Grahams historie. Fra fem udsolgte arenakoncerter og mere end 80.000 solgte billetter i 2019 til de spektakulære 360° In The Round-koncerter og otte aftener i VEGA med The Recording Experience har bandet gennem årene udfordret rammerne for, hvordan deres musik kan møde publikum.
Når Lukas Graham drager nordpå i foråret 2027, bliver det med både de nye sange fra “Good Times” og de sange, der gennem årene har gjort koncerterne til et sted for fællessang, nærvær og store øjeblikke.
For selv om rammerne har ændret sig gennem årene, er noget af det samme stadig omdrejningspunktet: sangene og fællesskabet omkring dem. Det er dét møde, Lukas Graham tager med sig til seks nordiske byer i april og maj.
Billetter i salg 2. oktober kl. 10.00. på www.lukasgraham.com
Suspekt behøver ikke længere den store introduktion. Det, der begyndte i Albertslund for mere end 25 år siden, er siden blevet en del af dansk populærkultur – på Suspekts helt egne præmisser. De har stået midt i Parken foran 46.283 mennesker. De har sat ild til landets største scener, sendt album efter album direkte til tops og gennem mere end to årtier flyttet grænserne for, hvor stor dansk hiphop kan blive.
Og i fredags brød Albertslund-trioen lydmuren, da de uden varsel udgav singlerne ’9 Liv’ og ’Don Duggi The Drifter’ som startskuddet til deres næste – og niende – album i rækken.
Multi-singlen ’9 Liv’ er startskuddet til en ny Suspekt-epoke og samtidig titlen på vores kommende album. Vi glæder os helt vildt til at præsentere en masse ny musik frem mod udgivelsen af vores niende livsværk. De næste par år bliver magiske. – Suspekt
SIDST KOM HELE DANMARK TIL SUSPEKT – I 2027 KOMMER SUSPEKT TIL DANMARK
Suspekt skal tilbage til de byer, haller og mennesker, der gennem mere end 25 år har været med til at gøre tre drenge fra Albertslund til en af de tungeste institutioner i dansk musik. Ikke for at gøre det mindre – men for at komme tættere på hinanden igen. Derfor vender trioen i foråret 2027 tilbage til landevejen og inviterer til 12 Suspekt-koncerter i 12 arenaer over hele Danmark.
Da vi indtog Parken, fik vi hele Danmark til at komme til os. Nu har vi lyst til at gøre det omvendte. Vi skal ud til folk igen, rundt i vores lækre land og se hinanden i øjnene i lokale haller, der i forvejen er kendte for at skabe et særligt fællesskab. Det er dér, vi kommer fra, og det er stadig dér, vi samler nogle af vores stærkeste minder op. – Suspekt
Den dag i september 2023, da Suspekt trådte ind på den legendariske plæne, var det kulminationen på en rejse, der begyndte langt fra et nationalstadion. 46.283 mennesker samledes til det, trioen selv kaldte en landskamp, og aftenen blev mødt med topanmeldelser på tværs af danske medier.
Men Parken handlede aldrig kun om Suspekt. Allerede dengang beskrev trioen ambitionen om at “samle hele nationen i en fest for fællesskab”. Musikken skulle være lejrbålet i midten og samle mennesker på tværs af generationer, baggrunde og forskelle.
Den tanke har altid været et grundprincip for Suspekt, og det er selvsamme tanke, der nu driver det næste kapitel. For første gang siden Parken bliver det igen muligt at opleve Suspekt på deres egne scener, i deres eget univers og på en turné skabt af dem selv.
Hvor hele Danmark sidst kom til Suspekt, tænder Suspekt denne gang lejrbålet 12 steder i landet og inviterer indenfor.
Billetsalget starter torsdag den 1. oktober kl. 10.00 på www.9liv.dk
På blot to år har Tobias Sten nået at udgive én EP og to album, sælge Oslo Spektrum ud, spille over 150 koncerter og have 14 forskellige sange i Spotify Top 10, heriblandt «Hånd i hånd» og «Fy faen du e deili». Han blev desuden den mest spillede norske artist i Norge i 2025 og modtog den prestigefyldte titel Årets Spellemann.
Tobias Sten er en usædvanligt stærk formidler med et arsenal af stærke sange og en sikkerhed på scenen, der gør ham og hans fantastiske band til en liveoplevelse, som emmer af overskud og spilleglæde.
Billetter i salg nu på www.bill.et/tobiassten-vega/
Svea S har de seneste år markeret sig som en af de mest spændende nye stemmer på den danske popscene. Med sin karakteristiske stemme, personlige tekster og et univers, der tør sætte ord på både det sårbare og det svære, har hun skabt et rum, hvor store følelser får lov til at fylde.
Live har hun samtidig udvidet rammerne omkring musikken. I sommeren 2026 har Svea S blandt andet stået på scenerne på Jelling Musikfestival, Tinderbox og Nibe Festival – efter et 2025, hvor hun blandt andet spillede Store VEGA og Smukfest.
På Smukfest fremhævede GAFFA netop den kombination, der kendetegner Svea S live, og skrev, at hun med “varme, nærvær og elektronisk kraft tryllebandt” publikum. Koncerten blev samtidig beskrevet som et show båret af selvtillid, trommer og en stærk forbindelse til dem foran scenen.
Senest har hun med singlen “Ødelagte Mennesker” sat fokus på de ord, vi kaster efter hinanden, og på erkendelsen af, at de nogle gange fortæller mere om afsenderen end om den, de rammer. En tematik, Svea S også har åbnet op omkring på sine sociale medier og i Girl Talk, hvor hun deler egne oplevelser med grimme kommentarer og digital mobning.
Nu tager Svea S næste skridt. 12. maj 2027 indtager hun DR Koncertsalen til en særlig aften, hvor sangene, historierne og det visuelle univers samles på den største scene i hendes karriere indtil nu.
Koncerten bliver en mulighed for at opleve Svea S’ musik i et større format og komme endnu tættere på den verden, hun er ved at skabe – fra de sange, publikum allerede kender, til den nye musik, der peger fremad.
Billetter i salg fredag 25. september kl. 10.00. på www.bill.et/svea-s
Artigeardit har efterhånden gjort de store danske scener til hjemmebane. Men størrelsen er ikke det interessante i sig selv. Det er måden, han fylder dem på: med et publikum, der kender linjerne, et liveband, der giver sangene nyt liv, og et katalog, der kan bevæge sig fra eftertænksomhed til moshpit på ganske få minutter.
Sommeren 2026 blev endnu et kapitel i den historie. På Musik i Lejet leverede Artigeardit en koncert, der fik GAFFA til at konkludere: “Det er ikke til forhandling: Artigeardit er den bedste”. Festivalshowet kom i kølvandet på udgivelsen af “Den lange vej” og viste, hvordan den nyere musik allerede har fundet sin plads side om side med de sange, publikum gennem årene har gjort til deres egne.
Live har Artigeardit gennem flere år udvidet rammerne omkring sin musik. Fra udsolgte koncerter i Store VEGA og Det Ny Teater til Royal Arena og Orange Scene er både produktionerne og publikumsmængderne vokset. I 2023 blev udviklingen anerkendt, da han modtog Danish Music Award for Årets Danske Livenavn – samme år som “Længe leve” blev kåret til Årets Danske Album, og han modtog P3 Prisen ved P3 Guld.
En vigtig del af de nyere koncerter er livebandet. Det giver musikken en mere fysisk og organisk dimension og åbner for andre sider af sangene end studieversionerne. Rock, hiphop, pop og de mere stille passager kan eksistere i det samme show, uden at Ardits karakteristiske levering og tekster forsvinder i produktionen.
Den musikalske udvikling kan også høres på “Den lange vej”, der udkom i juni 2026. Her bevæger Artigeardit sig længere ud af den traditionelle hiphopramme og trækker blandt andet på indierock, artpop og mere organiske produktioner. Soundvenue placerede efterfølgende albummet blandt de ti bedste danske album fra første halvdel af 2026.
Artigeardits styrke ligger i spændet. Han kan stå midt i et stort festivalshow med tusindvis af mennesker foran sig og stadig lade en personlig linje være omdrejningspunktet. Det ene øjeblik er der hænder i vejret og bevægelse foran scenen; det næste får en sang lov til at stå næsten alene. Efter et årti på scenen har Artigeardit et katalog, der gør det muligt at bygge koncerter på mere end de største hits. De gamle sange, “Den lange vej” og et stadig mere ambitiøst liveformat mødes nu i Royal Arena til et show, der samler trådene fra karrieren indtil nu – og fortsætter med at ændre form i takt med ham.
Billetter i salg 25. september kl. 10.00. på www.artigeardit.dk
APHACA består af barndomsvennerne Rumle, Bertram, Bertil og Noah, der fandt hinanden musikalsk i Københavns brokvarterer. Med en upoleret, analog rocklyd, stærke popmelodier og tekster, der har ramt en hel generation, fik bandet sit store gennembrud i sensommeren 2024 med “Smelter Under Månen”.
Siden er sangene nået længere og længere ud. “Et sted hvor vi er de første”, “Hjertet På Gaden”, “Klip Klap Sandaler” og “Til Solen Er Sort” har været med til at gøre APHACA til et af de største nye navne i dansk musik.
Også live er det vokset hurtigt. Udsolgte koncerter på flere af Københavns kendte spillesteder blev efterfulgt af turnéer rundt i Danmark, og sommeren 2025 bød på fyldte festivalkoncerter og publikumsrekorder på både mindre festivaler og store scener som Roskilde.
Samtidig nåede “En drøm om et menneske” toppen af den danske singleliste i seks uger, og bandet sluttede året med tre GAFFA-priser, 16 guld- og platintrofæer samt både P3 Lytterhittet og P3 Prisen ved P3 Guld.
Efter fire udsolgte arenakoncerter i Danmark venter bandets største koncert til dato. 10. oktober spiller APHACA for et udsolgt Parken i København.
Nu får musikken lov til at rejse lidt længere.
Interessen har allerede vist sig på den anden side af de danske grænser. To fyldte pop-up-koncerter i Oslo og pop-ups i Lund og Stockholm har givet APHACA de første møder med publikum i både Norge og Sverige.
I 2027 vender bandet tilbage – denne gang med ni koncerter fordelt over de to lande. Fra Oslo, Trondheim, Bergen og Stavanger går turen videre til Göteborg, Uppsala, Stockholm, Växjö og Lund.
Ni koncerter, to lande og endnu et lille skridt videre for fire venner og de sange, der startede hjemme i København.
Billetter i salg nu på bill.et/aphacatour
Sidste gang Poul Krebs drog på kirketurné, blev koncerterne udsolgt. Nu gør han det igen.
For der sker noget særligt, når Poul Krebs’ sange flytter ind i kirkerummet. Når guitaren, bassen og tangenterne fylder hvælvingerne, og afstanden mellem scene og publikum næsten forsvinder. Sangene bliver større nogle steder og mere stille andre – og ordene får lov til at stå helt for sig selv.
Det er netop den oplevelse, Poul Krebs, Troels Skjærbæk og Palle Hjorth tager med sig rundt til 19 danske kirker fra 18. februar til 21. marts 2027.
Fra 70 koncerter til det helt nære
Kirketurnéen kommer oven på et begivenhedsrigt 2026, hvor Poul Krebs fejrede sin 70-års fødselsdag på den måske mest Poul Krebs’ske måde tænkeligt: ved at spille 70 koncerter over hele Danmark.
Fra de største koncerthuse og festivaler til små forsamlingshuse og steder langt ude i krogene kom han rundt i hele det store lille land. I 2027 fortsætter rejsen – men denne gang i en helt anden ramme.
Med Send lige en engel bliver der skruet ned for størrelsen og helt op for nærværet.
I særdeles godt selskab
Med sig har Poul Krebs to af sine nærmeste musikalske følgesvende: bassist Troels Skjærbæk og tangentspiller Palle Hjorth.
I trioformatet er der plads til spontaniteten og til, at sangene kan bevæge sig nye steder hen fra aften til aften. Et stort bagkatalog møder tre musikere, der kender hinanden og sangene indgående – og kirkerum, hvor selv de mindste nuancer kan høres.
Titlen Send lige en engel sætter tonen for aftenerne. Her bliver der plads til både de sange, publikum har båret med sig gennem årtier, og nyere materiale – til det jordnære og det store, til kærligheden, håbet, tvivlen og alle de mennesker, vi møder undervejs.
Efter 70 koncerter i hele Danmark fortsætter Poul Krebs med andre ord, hvor han har det bedst: ude blandt publikum.
Denne gang under kirkehvælvingerne.
Og med en seneste kirketurné, der endte med udsolgte kirker, kan det være en god idé ikke at vente for længe med billetterne.
Billetter i salg torsdag d 17. september kl. 10.00 på www.poulkrebs.dk