INTRODUCING: MEUM ZEL

Meum Zel er Mads Moldt – en vidunderligt nysgerrig ung mand på blot 17 somre, hvis stemme, spillevende musikalitet og åbenlyse talent for at indtage en scene på sin helt egen måde, allerede har fået tusindvis af danskere til at spærre ører og øjne op, da han vandt sidste års sæson af X Factor.

Én ting er, at skinne igennem på skærmen i bedste sendetid. En anden, er alt det der allerede var i gang med at lyse op, udvikle og udtrykke sig i den unge teenager længe før scenelyset tændte, og siden slukkede igen, i det populære TV-studie. Det er i virkeligheden først nu, at alle os der så med – og alle, der ikke gjorde – præsenteres for en helt ny kunstner på den danske musikscene, når Meum Zel debuterer med EP’en, ’Beauty Full’.

“Musikken opstår og udvikler sig hele tiden indeni mig. Jeg søger hele tiden nye veje og steder hen, funktioner og lyde, jeg kan udforske og lade mig opsluge af – og ’Beauty Full’ er lige dér, hvor jeg har befundet mig i løbet af det seneste, helt vilde år,” fortæller Meum Zel og fortsætter: ”Jeg kan godt lide at tænke på musik, som en levende organisme, der kan leve sit eget liv, svæve ud i verden og vokse sig stor. Derfor drømmer jeg også om, at de sange jeg skriver, når ud til alle de mennesker, de selv finder vej til.”

‘Beauty Full’ har musikalske rødder i moderne og mere old school lag af RnB og hiphop med et twist af alternative pop-toner. I sin reneste form udfolder de fem sange energierne fra en sangskriver og selvlært producer, der både udviser karakter og mod, mens Meum Zel tør udfordre og samtidig være skamløst fængende. 

Med den dertil passende titel, er singlen, ’Reckless’, en utilregnelig sag. Og lige fra introens mutede trumpet-tema, som svæver på toppen af sprøde guitar akkorder, til de tunede vokal-bider og soulede korarrangementer, indrammer ’Reckless’ Meum Zel-EP’en, som den oplagte outro.

”Jeg har skrevet sange om kærlighed og om det modsatte – om optur, ungdom og om følelsen af ligegyldighed. Med ’Reckless’ havde jeg en klar musikalsk vision, som skulle føres igennem for at komplimentere temaet, og det endte med at føles rigtigt fra start til slut. Derfor blev ’Reckless’ også det helt rigtige punktum for EP’en – en vigtig sang, fordi den afslutter begyndelsen på noget helt nyt og åbner op for Meum Zel.” 

Du kan lytte til EP’en ‘Beauty Full’ her.

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Emil Lange på Langfredag

Emil Lange på Langfredag

Emil Lange indtager Poolen i København fredag den 26. marts 2027 og spiller sin første headliner. Dagen er Langfredag – og det er svært at forestille sig en bedre dato for koncerten Efter mange år bag pulten på klubber og festivaler tager Emil Lange nu et nyt skridt på livescenen. Poolen danner rammen om hans egen headliner. Koncerten samler hans rolle som DJ og artist i én aften i København. Emil Lange har spillet på Smukfest, Tinderbox, Musik i Lejet og Distortion. Som DJ og artist har han gjort festen til sin hjemmebane, hvor klubkultur, popappeal og elektronisk energi mødes i shows med tempo, humor og musikalitet. Hans katalog rummer blandt andet ’10 År’, ’Langt Liv’, ’Fuck Dig’, ’Skiferie’ og ‘Vi Igang’. Han har samarbejdet med Tobias Rahim, Benjamin Hav, KIDD og Suspekt. Emil Lange spiller på Poolen i København fredag den 26. marts 2027. Billetter i salg torsdag d. 12 november kl. 10.00. på bill.et/emil-lange

Søs Fenger annoncerer koncerter

Søs Fenger annoncerer koncerter

I maj 2027 kan publikum opleve Søs Fenger i to af landets store koncertsale. Den 19. maj i Koncertsalen i DR Koncerthuset i København, og den 22. maj i Musikhuset Aarhus. Nogle sange følger os gennem livet. De vækker minder om mennesker, steder og øjeblikke, vi måske troede, vi havde glemt. Søs Fengers sange har fået lov til at leve sådan. Ikke kun i hendes eget liv, men også i livet hos de mange mennesker, der gennem årtier har lyttet, sunget med og fundet deres egne historier i musikken. Det musikalske liv begyndte for alvor med NEWS i 1980’erne, men har aldrig stået stille. Gennem mere end fire årtier har Fenger bevæget sig mellem pop, rock, jazz, viser og disco og sunget på dansk, svensk og engelsk. Undervejs har lyden forandret sig, mens stemmen og nærværet er blevet ved med at være hendes egne. Det er musik, der rummer både lethed og eftertanke - og en sjælden evne til at føles tæt på, også når den deles med en hel sal. Når Søs Fenger møder sit publikum, mødes sangene med fortællingerne bag dem. Der er plads til genkendelsen, til nye nuancer og til de små personlige øjeblikke, der opstår mellem scenen og salen. For hendes sange handler ikke kun om den, der synger dem. De bliver også til fælles erindringer, båret videre fra én generation til den næste. Fenger bliver ved med at lade musikken åbne nye døre. I 2024 udgav hun Vuggeviser 2, og i efteråret 2026 tager hun på akustisk trio-turné med Andreas Kähne og Jakob Fahlgren. Hun er også aktuel i TV 2’s musikprogram Simon siger, hvor Simon Kvamm inviterer danske musikere ind i nye samarbejder. Her har hun fortolket “Du Er” sammen med sin bror Lars Fenger, percussionisten Yohan Ramon og producer Onkl – et nyt møde med en sang, der allerede har fulgt hende længe. I 2027 venter to aftener, hvor publikum kan komme tæt på et sangliv fyldt med forandring, varme og musikalske minder. Søs Fenger tager sine sange med til København og Aarhus – sange, der har været med hende gennem livet, og som måske også har været med til at fortælle noget om vores. Billetsalget åbner torsdag den 29. oktober 2026 kl. 10.00 på bill.et/sosfenger

MAS indtager Falkonersalen

MAS indtager Falkonersalen

MAS annoncerer sin hidtil største koncert, når han lørdag den 8. maj 2027 indtager Falkonersalen i København. Efter flere år med en markant kunstnerisk udvikling og stærke liveoplevelser samler han nu sit publikum til én stor koncert, der markerer det største koncertformat i hans karriere til dato. MAS har på få år opbygget et personligt musikalsk univers, hvor rap, melodier og store følelser mødes. Med udgivelserne ’Når Man Taler Om Solen’, ’Månen Er Min Ven’ og EP’en ’JORDEN KALDER’ har han formet en sammenhængende trilogi, der bevæger sig mellem lys og mørke, drømme og virkelighed. GAFFA beskrev ’JORDEN KALDER’ som et selvportræt af en artist, der har fundet sin egen stemme, mens ’Månen Er Min Ven’ fik fem stjerner af mediet. Samtidig har MAS udvidet sit udtryk. Singlen ’Drømmer’, der udkom i juni 2026, markerede et mere melodisk og følsomt kapitel, hvor vokalen og de sungne omkvæd får mere plads. MAS bekræfter også, at et nyt album er på vej. På scenen får de mange sider plads side om side: de eftertænksomme fortællinger, de melodiske passager og sangene, der løfter rummet. MAS’ koncerter er blevet fremhævet for deres nærvær, publikumskontakt og levende samspil med bandet. Falkonersalen bliver rammen om den største koncert, han hidtil har annonceret – og om et nyt møde mellem MAS og det publikum, der har fulgt ham fra de første personlige rapmonologer til det nye, mere åbne lydunivers. MAS spiller i Falkonersalen lørdag den 8. maj 2027. Billetsalget starter torsdag d. 29. oktober kl. 10 via masforaltid.dk.