Velkommen til Aksglæde!

Aksglæde debuterede i 2016 med sin selvudgivne EP ”Aksglæde”, og har sidenhen demonstreret sin moderne sangskriverstil i både radio, TV og på festivaler, hvilket har vundet ham en plads i lytternes og anmeldernes hjerter. United Stage er stolte over at byde Aksglæde velkommen på rosteren! 

Aksglæde, med det borgerlige navn Jacob Aksglæde, debuterede i 2016 med sin selvbetitlede EP ”Aksglæde”, hvorfra nummeret Fantomfølelser blev sat i tung rotation på P6 BEAT. I 2017 udkom EP efterfølgeren ”Fortrudte Fortielser”, der også havde markante radiohits i form af ”Næste Sommer”, der blev en af P4 mest spillede numre, og dermed for alvor satte Aksglæde på landkortet over dansksproget pop med kvalitetstekster.

En moderne sangskriver

Hvis man spørger Aksglæde om, hvilken type sangskriver han er, forklarer han, at han ”er en sangskriver, der laver digtsamlinger som man kan danse til”. Teksterne har ligheder med digte – bare digte du kan danse til. Men selvom det er poesi, mener Aksglæde, at hans bedste historier altid må findes i hans egne oplevelser.

”Det resonerer bedst i mig, når jeg slår ned på noget, som jeg selv har oplevet. Jeg er ikke protestsanger. Jeg skriver hverken om Lars Løkke eller om global opvarmning. Tidligere sangskrivere pegede fingeren ud mod samfundet, på verdensstrukturer og politikere. Men i dag har en højere levestandard og de sociale mediers fremtog gjort, at vi er mere tilbøjelige til at have os selv som vores egen primære interesse. Af samme grund sætter jeg fokus på menneskets indre kampe – jeg er en følelsesmæssig protestsanger.”

Her udmærker Aksglæde sig i en tendens som andre unge danske sangskrivere som Emil Kruse og Katinka, også beskæftiger sig med. I dagens Danmark er der nemlig højt tempo på tilværelsen, hvilket også gør, at man har mindre tid at reflektere.

”Jeg tror, at mange føler sig fremmedgjort overfor sine følelser i dag. Jeg tror derfor, at sangskrivere og sange kan hjælpe folket med at connecte med deres følelser. Musikken og poesien kan sammen belyse vores liv på andre måder end videnskab og andre kunstformer. Måske kan man sige, at vi sangskrivere maler billeder af det, vi allerede vidste, men ikke havde set.”

 TV-optrædener

I forbindelse med Aksglædes seneste radiohit PromilleRomantikken og øget mediebevågenhed fra blandt andre DRs podcastserie Elsker Dig For Evigt, har der også været stigende efterspørgsel fra TV, herunder TV 2s Go’ Morgen Danmark og DR 1s Kronprinsparrets Priser, hvor han optrådte i 2018.

 Når Aksglæde spiller koncerter, gør han det med sit faste band, der består af nogle af Danmark bedste nye musikere, hvilket også kan afspejles i de 6- og 5-stjernede anmeldeler.

Udover tour-koncerter, havde Aksglæde og hans band en travl 2018-sommer, der både bragte dem til Musik I Lejet, Nemoland og mange andre festivaler rundt i landet. I 2020 kan vi se frem til mere musik fra den lovende artist.

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Emil Lange på Langfredag

Emil Lange på Langfredag

Emil Lange indtager Poolen i København fredag den 26. marts 2027 og spiller sin første headliner. Dagen er Langfredag – og det er svært at forestille sig en bedre dato for koncerten Efter mange år bag pulten på klubber og festivaler tager Emil Lange nu et nyt skridt på livescenen. Poolen danner rammen om hans egen headliner. Koncerten samler hans rolle som DJ og artist i én aften i København. Emil Lange har spillet på Smukfest, Tinderbox, Musik i Lejet og Distortion. Som DJ og artist har han gjort festen til sin hjemmebane, hvor klubkultur, popappeal og elektronisk energi mødes i shows med tempo, humor og musikalitet. Hans katalog rummer blandt andet ’10 År’, ’Langt Liv’, ’Fuck Dig’, ’Skiferie’ og ‘Vi Igang’. Han har samarbejdet med Tobias Rahim, Benjamin Hav, KIDD og Suspekt. Emil Lange spiller på Poolen i København fredag den 26. marts 2027. Billetter i salg torsdag d. 12 november kl. 10.00. på bill.et/emil-lange

Søs Fenger annoncerer koncerter

Søs Fenger annoncerer koncerter

I maj 2027 kan publikum opleve Søs Fenger i to af landets store koncertsale. Den 19. maj i Koncertsalen i DR Koncerthuset i København, og den 22. maj i Musikhuset Aarhus. Nogle sange følger os gennem livet. De vækker minder om mennesker, steder og øjeblikke, vi måske troede, vi havde glemt. Søs Fengers sange har fået lov til at leve sådan. Ikke kun i hendes eget liv, men også i livet hos de mange mennesker, der gennem årtier har lyttet, sunget med og fundet deres egne historier i musikken. Det musikalske liv begyndte for alvor med NEWS i 1980’erne, men har aldrig stået stille. Gennem mere end fire årtier har Fenger bevæget sig mellem pop, rock, jazz, viser og disco og sunget på dansk, svensk og engelsk. Undervejs har lyden forandret sig, mens stemmen og nærværet er blevet ved med at være hendes egne. Det er musik, der rummer både lethed og eftertanke - og en sjælden evne til at føles tæt på, også når den deles med en hel sal. Når Søs Fenger møder sit publikum, mødes sangene med fortællingerne bag dem. Der er plads til genkendelsen, til nye nuancer og til de små personlige øjeblikke, der opstår mellem scenen og salen. For hendes sange handler ikke kun om den, der synger dem. De bliver også til fælles erindringer, båret videre fra én generation til den næste. Fenger bliver ved med at lade musikken åbne nye døre. I 2024 udgav hun Vuggeviser 2, og i efteråret 2026 tager hun på akustisk trio-turné med Andreas Kähne og Jakob Fahlgren. Hun er også aktuel i TV 2’s musikprogram Simon siger, hvor Simon Kvamm inviterer danske musikere ind i nye samarbejder. Her har hun fortolket “Du Er” sammen med sin bror Lars Fenger, percussionisten Yohan Ramon og producer Onkl – et nyt møde med en sang, der allerede har fulgt hende længe. I 2027 venter to aftener, hvor publikum kan komme tæt på et sangliv fyldt med forandring, varme og musikalske minder. Søs Fenger tager sine sange med til København og Aarhus – sange, der har været med hende gennem livet, og som måske også har været med til at fortælle noget om vores. Billetsalget åbner torsdag den 29. oktober 2026 kl. 10.00 på bill.et/sosfenger

MAS indtager Falkonersalen

MAS indtager Falkonersalen

MAS annoncerer sin hidtil største koncert, når han lørdag den 8. maj 2027 indtager Falkonersalen i København. Efter flere år med en markant kunstnerisk udvikling og stærke liveoplevelser samler han nu sit publikum til én stor koncert, der markerer det største koncertformat i hans karriere til dato. MAS har på få år opbygget et personligt musikalsk univers, hvor rap, melodier og store følelser mødes. Med udgivelserne ’Når Man Taler Om Solen’, ’Månen Er Min Ven’ og EP’en ’JORDEN KALDER’ har han formet en sammenhængende trilogi, der bevæger sig mellem lys og mørke, drømme og virkelighed. GAFFA beskrev ’JORDEN KALDER’ som et selvportræt af en artist, der har fundet sin egen stemme, mens ’Månen Er Min Ven’ fik fem stjerner af mediet. Samtidig har MAS udvidet sit udtryk. Singlen ’Drømmer’, der udkom i juni 2026, markerede et mere melodisk og følsomt kapitel, hvor vokalen og de sungne omkvæd får mere plads. MAS bekræfter også, at et nyt album er på vej. På scenen får de mange sider plads side om side: de eftertænksomme fortællinger, de melodiske passager og sangene, der løfter rummet. MAS’ koncerter er blevet fremhævet for deres nærvær, publikumskontakt og levende samspil med bandet. Falkonersalen bliver rammen om den største koncert, han hidtil har annonceret – og om et nyt møde mellem MAS og det publikum, der har fulgt ham fra de første personlige rapmonologer til det nye, mere åbne lydunivers. MAS spiller i Falkonersalen lørdag den 8. maj 2027. Billetsalget starter torsdag d. 29. oktober kl. 10 via masforaltid.dk.