SWAN LEE UDGIVER NYT ALBUM ‘THE GARDEN’

Den 28. april 2022, genopstod et af 00’ernes mest elskede og betydningsfulde bands med ét. En nyhed, der ikke blot stod alene, men som samtidig fortalte om en ny rejse for tre venner der, om nogen, farvede dansk rock med egne stilsikre, drømmende strøg – dengang og nu igen, 18 år senere, med genfundet inspiration og nysgerrighed i hinandens tanker og musikalitet.
 
Deres pludselige opløsning, tilbage i 2005, kom bag på de fleste. Men når de tre musikere, Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck, ser tilbage, var det bitre brud uundgåeligt og der var intet teatralsk, iscenesat over ”svanens død” – dens fald fra himlen var nødvendigt.

”Vi begyndte, at se hinanden igen for små seks år siden, fik talt ud og åbnet op, over rugbrødsmadder og lange gåture. Og med små skridt, nærmede vi os også hinanden rent musikalsk,” fortæller Pernille, mens Jonas fortsætter: ”En dag mødtes vi i mit studie og spillede de gamle sange for første gang i evigheder. Alligevel stod de så rent i hukommelsen, som lyden af os og en epoke i vores liv, vi kunne mærke og se tilbage på med nye øjne, og som samtidig pegede fremad for os alle tre.”
 
Langsomt tog de tilløb til de første skitser, enige om, at hverken fordums succes eller hurtige penge skulle bane vejen for noget så moderne som et comeback. Lysten til at gå på opdagelse og skabe musik sammen skulle få Swan Lee til at sprede sine vinger og svæve på ny.


ET ATYPISK BAND I KLASSISK FORM MED NYE KRÆFTER OMBORD


Og mod himlen strøg de, bogstaveligtalt, med udgivelsen af ’Heaven’ – en single der med en genkendelig tone, gen-introducerede et band, der, modsat de indadvendte år i 00’erne, fremstår udadvendt, søgende med plads til alt der er sanseligt og frit.
 
Ifølge Emil, er Swan Lee’s konstruktion atypisk, men alligevel klassisk i sin form; en sangerinde, en guitarist og en trommeslager. Som band, er de en levende organisme, men hvor trioen førhen, var en lukket klub, er dørene nu slået op, og nye kræfter inviteret indenfor. Her viste den færøske musiker og sangskriver, Teitur, sig som lige dele ”fødselshjælper” til flere af teksterne på ’The Garden’, mens rollen som ”overhøvding” og producer, tilfaldt Blaue Blumes, Søren Buhl Lassen. Og man mærker, fra første tone og første ord, deres indvirkning og betydning for det samlede værk.
 
Sørens studie i Valby blev et rum for en kreativ, legesyg vildskab, mens dialog og gåture med Teitur, på de grønne klipper midt i Nordatlanten, manede til ro. Det er modsætninger som mødes på albumåbneren, ’I Am A River’, der handler om kreativitetens væsen og kraft – den, som pibler frem og, på trods af forhindringer, altid finder vej, flyder sammen og bliver til nye vandløb, søer eller have.
 
”Der opstod en synergi mellem tekst og musik, vi aldrig før havde oplevet eller udforsket, men som blev et dybfølt ønske om, at skabe noget medmenneskeligt,” fortæller Pernille og fortsætter: ”Vi greb nærmest det, at beskrive universelle følelser og tematikker helt akademisk an – trak personaen ud af ligningen. Som et tankeeksperiment med naturen og livets gang som guide, hvor end det fører os hen, gennem magi og smerte.”


REJSEN MOD DYBET OG HØJE TINDER


Det organiske er ikke blot til stede i instrumenternes akustik, men som et musikalsk naturelement der dukker op flere steder undervejs, som på den brusende, forunderlige rejse ned i dybet på ’The Well’ eller når de synkoperede rytmer på ’Nature’s Highway’, løfter dig højt over fjelde og mellem bjergenes tinder. Helt nært bliver det på ’Divorce’, der helt symbolsk, splitter albummet op, mens Pernille, Jonas og Emils sans for det melodisk fængende er intakt fra start til slut med så forskellige kompositioner som pop-perlerne, ’How Forgiveness Goes’ og ’Don’t Know What To Do’.
 
Swan Lee bragede ind i danskernes hjerter med den anmelderroste albumdebut, ’Enter’, fra 2001. Gruppens første store hit kom med Bond-hymnen, ’Tomorrow Never Dies’, der vidnede om et nyt dansk navn der turde drømme stort. Det selvbetitlede andet album gik direkte ind som nr. 1 på den danske hitliste i 2004. Det samme gjorde singlen, ’I Don’t Mind’, der fik følgeskab af kæmpehits som ’Love Will Keep You Warm’ og ’What Is Love?’. Selvom Swan Lee blot udgav to albums, står deres navn unægteligt skrevet som et af de mest elskede og betydningsfulde bands i 00’erne – og i dansk musikhistorie, som der nu skrives videre på.
 
Udover det nye album, kan danskerne også se frem til foråret 2023, hvor Swan Lee kommer hele landet rundt, når intet mindre end 14 spillesteder gæstes. Og trioen glæder sig
 
”De 12 sange er blevet til mellem os, men de er i virkeligheden til alle – alle, der griber mulighederne, lukker venskaber, forhold og relationer op og går på opdagelse i alt det nære, vi har sammen og en uendelig, stor verden omkring os. Sangen er en hyldest til det nysgerrige væsen – og for os, en kærlighedserklæring til Swan Lee.”

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Emil Kruse i Store VEGA

Emil Kruse i Store VEGA

Efter hittet “Copenhagen City” er Emil Kruse klar til at udfolde nye sider af sit musikalske univers. I marts 2027 udkommer hans kommende album, skabt i samarbejde med OK OK, og 5. marts indtager han Store VEGA til en særlig koncert. Emil Kruse var som 16-årig blandt de første til at bringe grime til Danmark som en del af Sleng. Siden har han markeret sig som soloartist med egne udgivelser og samarbejder med nogle af landets største navne. Med rødder i grime og hiphop har han udviklet en karakteristisk skrivestil, der bevæger sig mellem poesi og gadelevering, rå energi og sårbarhed. Det kommende album markerer et nyt kapitel i Kruses karriere. Sammen med sin mangeårige ven Oliver Kincaid, alias OK OK, har han skabt et univers, hvor hans rødder i grime og hiphop møder en eksperimenterende tilgang til pop. Albummet trækker på popæraen fra slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne – en tid, hvor fusionen mellem pop og hiphop gerne måtte være stor, skæv, teatralsk og svær at sætte i bås. Her får Kruses musikalske nysgerrighed frit spil. Orkesterarrangementer og punkguitar møder hans rap og melodiske udtryk og viser sider af ham, man ikke nødvendigvis forbinder ham med. “Showtime” blev første skridt ind i det nye univers, mens “Copenhagen City” blev det store gennembrud. Med København som legeplads og en stærk visuel identitet satte hittet retningen for det, Kruse nu udfolder yderligere. På tredje single, “Jackpot”, synger Emil Kruse om at have det som en highroller over et buldrende orkesterarrangement. Sangen handler om at tro på sig selv og stå ved sin egen integritet. Musikvideoen fortsætter fortællingen fra “Copenhagen City”, mens nummeret åbner for flere musikalske stilskift frem mod albummet. De kommende singler viser hver især en ny side af Kruses udtryk, før de forskellige spor samles på det fælles album i marts 2027. Den 5. marts 2027 bringer Emil Kruse sit musikalske univers ind i Store VEGA sammen med OK OK til en særlig koncert fuld af energi og overraskelser.

SIRA JOVINA I DR KONCERTHUSET

SIRA JOVINA I DR KONCERTHUSET

Efter efterårets koncerter på TRAIN og i et udsolgt Store VEGA tager Sira Jovina næste skridt. Den 25. april 2027 spiller hun i DR Koncerthuset og indfrier dermed en af sine største drømme. Med sig har hun det personlige album Det, Man Vander, Vokser og en stemme, der forener varme, styrke og sjæl. Drømme og det, man giver næring, hænger tæt sammen i Sira Jovinas univers. Fra debut-EP’en Min Drøm, Min Altid til det fuldendte album Det, Man Vander, Vokser har hun sat ord på dét at finde sin vej, turde stå ved sig selv og give plads til det, man ønsker mere af. Nu får den bevægelse også et konkret udtryk på scenen: Den 25. april 2027 indtager hun DR Koncerthuset. Koncerten følger efter efterårets shows på TRAIN i Aarhus og i et udsolgt Store VEGA i København og markerer en ny milepæl for en artist, der med et stærkt personligt udtryk har fundet sin plads i krydsfeltet mellem pop, R&B og soul. At spille i DR Koncerthuset er en af Siras største drømme – og nu inviterer hun publikum med ind i den. Med sin karakteristiske vokal og sit poetiske blik for hverdagens store følelser skriver Sira Jovina sange om kærlighed, nære relationer og det unge voksenlivs tvivl. Hos hende kan usikkerhed og tillid, frygt og taknemmelighed eksistere side om side. Sårbarheden bliver til melodier, der sætter sig fast, og fortællinger, man kan spejle sig i. Det står centralt på Det, Man Vander, Vokser, der blev udgivet i to akter og fuldendt i september 2026. Albummets 16 sange bevæger sig fra vrede, mistillid og følelsen af at være blevet forrådt til kærlighed, tilgivelse og et aktivt valg om at give næring til det gode. Titlen udspringer af et råd, Sira har fået af sine forældre gennem årene: Det, man vander, vokser. Undervejs i arbejdet med albummet måtte hun dog slippe forestillingen om, at udvikling betyder, at alt det svære forsvinder. “Jeg rummer begge dele. Forskellen er, hvad jeg vælger at give næring,” fortæller Sira. Den erkendelse løber gennem sange som Hjerteløber, hvor hun sætter ord på sine forventninger og sin sårbarhed i venskaber, og Sig Du Kan Li Mig, der handler om at turde bede om bekræftelse – og vælge at tro på den. På Sådan Det Føles At Elske får kærligheden lov til at være til stede, selv når selvværdet vakler, mens Tror Ikk Jeg Siger Tak Nok er en tak til hendes forældre, som også medvirker på sangen med deres fælles band APHRODESIA. Siden debut-EP’en i 2024 og Før jeg falder i 2025 har Sira Jovina udviklet sit musikalske univers i samarbejde med producer Victor Støve. Samtidig har hun opbygget et stærkt livefundament med blandt andet en udsolgt headlinerturné og en nominering til P3 Talentprisen. I DR Koncerthuset mødes den musikalske og personlige rejse med en drøm, der længe har været en del af den. Den 25. april 2027 bliver endnu et kapitel i fortællingen om, hvad der kan vokse, når man bliver ved med at give det næring.

DAD HARMONY I KØBENHAVN

DAD HARMONY I KØBENHAVN

Siden 2023 har de turneret ad flere omgange i Europa og over hele Sverige med adskillige udsolgte shows. DAD Harmonys succeshistorie fortsætter både live og online. Med over 5,6 millioner følgere på sociale medier og titlen som Sveriges største artist på TikTok i 2023 har de også gjort stort indtryk internationalt. De har medvirket i morgenprogrammer og interviews i blandt andet Storbritannien, USA, Australien og Tyskland samt været gæster i The Kelly Clarkson Show. Ved koncerten inviterer Dad Harmony publikum ind i deres stue. Det bliver afslappet, hyggeligt og intimt. Der venter underholdning i topklasse og de bedste sange med en skøn blanding af publikumsfavoritter og nye harmonier.