“Det er med popsange, som det er med forelskelse: Nogle gange så er den der bare. Put den følelse i 10. potens, og du får Blitz“
Sådan lyder ordene fra Gaffas anmelder, der her til morgen har kvitteret Jung’s debutalbum ‘Blitz’ med topkarakteren seks stjerner, imens Ekstrabladets Thomas Treo åbner sin anmeldelse med overskriften “Ikke til at stå for”.
’Blitz’. En rammende titel på forårets store danske popalbum, der består af ti skarpskårne, elektronisk klingende sange med en samlet spilletid på blot 32 minutter. Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret, end det behøver at være. Vi blinker så hurtigt vi kan, for nu at citere et andet poporkester. Og tag ikke fejl af det – Jung er et poporkester med stort P, der går direkte i flæsket på lytteren. Sange, der for det meste er opstået inde i computerens kredsløb, men også står distancen på en akustisk guitar.
Men ’Blitz’ kunne også stå som en passende overskrift på ikke mindst det seneste år i Jungs karriere. Ja, for bare et år siden var der slet ikke nogen karriere. Men måske vi lige skulle præsentere bandet: Sangeren Jonas Jung og keyboardspilleren Michael Hovmand er gymnasievenner fra Frederikssund, mens guitarist Sigurd Boesen mødte Michael, da de i 2014 begge gik på Brandbjerg Højskole.
Samarbejdet begyndte for alvor at materialisere sig, da Jonas, som i 2017 udgav den akustiske solo-ep ’Ud af systemet’, spurgte de andre, om de ville med ud og spille sangene live. Da man mødtes i øvelokalet, opstod der øjeblikkelig musikalske gnister, der antændte et elektroniske bål, og de oprindelige akustiske sange blev hurtigt efterladt, mens man arbejdede sig hen mod et helt nyt udtryk, hvor alle bidrager ligeligt rent kompositorisk, mens det primært er Jonas, der kommer med de tekstlige oplæg, som de andre så leverer deres input til.
Da man havde sange nok – og det tog ikke lang tid – allierede man sig med produceren Ole Brodersen Meyer (Ankerstjerne m.fl.) og tanken var egentlig at udgive materialet selv. Rygterne begyndte dog hurtigt at brede sig som en steppebrand i branchen, og snart meldte flere pladeselskaber sig på banen med tilbud om en kontrakt. 1. april sidste år skrev Jung så under på en aftale med Universal, og den 6. juni udkom debutsinglen ’Jeg skal nok vente’. Samme dag tilbragte trioen som menige festivalgæster på Northside Festival. Der blev blandt vennerne joket om, at ’Næste år er det jer, der står deroppe’. En profeti, der skulle vise sig at holde stik.
For ’Jeg skal nok vente’ blev hurtigt sommerens store hit på både P3 og P4 (en sjældenhed i disse segmentfokuserede tider), og det samme gjaldt efterfølgeren ’Hun kommer tilbage’. Da Jung annoncerede deres første koncert som hovednavn 5. december på Hotel Cecil, blev der meldt udsolgt på få timer. Og da Gaffa udnævnte årets bedste popsange i 2019, strøg ’Jeg skal nok vente’ ind på en sikker førsteplads.
Jung er blevet sammenlignet med navne som Kliché, TV-2, Nephew og The Minds of 99, men er først og fremmest sig selv med to håndfulde uimodståelige eksistentielle popsange der handler om kærlighed og det modsatte, om at være oppe og nede eller måske blot om at være præcis, der hvor de tre medlemmer er: I slutningen af tyverne, hvor verden endnu er fuldstændig åben, men virkeligheden også har meldt sin ankomst. ’Blitz, baby, blitz’.
