Elsked

ELSKED PUMPEHUSET TAKE-OVER

Elsked lever for de øjeblikke, hvor et rum tipper over. Hvor koncert bliver til fest, publikum og performere smelter sammen, og musikken ikke længere bare bliver hørt, men mærket. Den 29. og 30. januar 2027 tager trioen den tanke hele vejen, når de overtager Pumpenhuset.

Fordelt over de to dage inviterer Elsked fire acts med ind i huset – to hver aften – og overtager både stueplan og første sal på det legendariske spillested. Fra den danske scene og videre ud i elektronisk forløsning skal aftenerne bevæge sig på tværs af koncert, klub og nat.

På kort tid har Elsked cementeret sig som et af landets markante elektroniske liveacts. Fra undergrundens lydsystemer til scener på Roskilde Festival, Musik i Lejet, Smukfest og O Days har trioen taget den samme rå, pulserende nerve med sig. Live udvikler musikken sig til et højintens møde mellem publikum og performere – et sted mellem koncert, fest og ritual.

Det er den energi, Elsked vil skrue yderligere op for i Pumpenhuset.

Samtidig fortsætter trioen med at forme et musikalsk univers, der både er smukt og fysisk effektivt – musik, der rammer nervesystemet og efterlader lytteren med mere energi, end den tog.

På den nye single “Bottom Up” indfanger Elsked netop øjeblikket, hvor de tunge dage slipper taget, energien vender tilbage, og man bliver mindet om, at de gyldne tider stadig ligger foran én.

Elsked er Jonas, Malthe og Felix – sammen er de et af de mest toneangivende elektroniske acts på den danske musikscene. Med hård hånd har de redefineret festkulturen i undergrunden, samtidig med at de afmålt og stilsikkert udbreder elektronisk musik til en bredere skare.

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Søs Fenger annoncerer koncerter

Søs Fenger annoncerer koncerter

I maj 2027 kan publikum opleve Søs Fenger i to af landets store koncertsale. Den 19. maj i Koncertsalen i DR Koncerthuset i København, og den 22. maj i Musikhuset Aarhus. Nogle sange følger os gennem livet. De vækker minder om mennesker, steder og øjeblikke, vi måske troede, vi havde glemt. Søs Fengers sange har fået lov til at leve sådan. Ikke kun i hendes eget liv, men også i livet hos de mange mennesker, der gennem årtier har lyttet, sunget med og fundet deres egne historier i musikken. Det musikalske liv begyndte for alvor med NEWS i 1980’erne, men har aldrig stået stille. Gennem mere end fire årtier har Fenger bevæget sig mellem pop, rock, jazz, viser og disco og sunget på dansk, svensk og engelsk. Undervejs har lyden forandret sig, mens stemmen og nærværet er blevet ved med at være hendes egne. Det er musik, der rummer både lethed og eftertanke - og en sjælden evne til at føles tæt på, også når den deles med en hel sal. Når Søs Fenger møder sit publikum, mødes sangene med fortællingerne bag dem. Der er plads til genkendelsen, til nye nuancer og til de små personlige øjeblikke, der opstår mellem scenen og salen. For hendes sange handler ikke kun om den, der synger dem. De bliver også til fælles erindringer, båret videre fra én generation til den næste. Fenger bliver ved med at lade musikken åbne nye døre. I 2024 udgav hun Vuggeviser 2, og i efteråret 2026 tager hun på akustisk trio-turné med Andreas Kähne og Jakob Fahlgren. Hun er også aktuel i TV 2’s musikprogram Simon siger, hvor Simon Kvamm inviterer danske musikere ind i nye samarbejder. Her har hun fortolket “Du Er” sammen med sin bror Lars Fenger, percussionisten Yohan Ramon og producer Onkl – et nyt møde med en sang, der allerede har fulgt hende længe. I 2027 venter to aftener, hvor publikum kan komme tæt på et sangliv fyldt med forandring, varme og musikalske minder. Søs Fenger tager sine sange med til København og Aarhus – sange, der har været med hende gennem livet, og som måske også har været med til at fortælle noget om vores. Billetsalget åbner torsdag den 29. oktober 2026 kl. 10.00 på bill.et/sosfenger

MAS indtager Falkonersalen

MAS indtager Falkonersalen

MAS annoncerer sin hidtil største koncert, når han lørdag den 8. maj 2027 indtager Falkonersalen i København. Efter flere år med en markant kunstnerisk udvikling og stærke liveoplevelser samler han nu sit publikum til én stor koncert, der markerer det største koncertformat i hans karriere til dato. MAS har på få år opbygget et personligt musikalsk univers, hvor rap, melodier og store følelser mødes. Med udgivelserne ’Når Man Taler Om Solen’, ’Månen Er Min Ven’ og EP’en ’JORDEN KALDER’ har han formet en sammenhængende trilogi, der bevæger sig mellem lys og mørke, drømme og virkelighed. GAFFA beskrev ’JORDEN KALDER’ som et selvportræt af en artist, der har fundet sin egen stemme, mens ’Månen Er Min Ven’ fik fem stjerner af mediet. Samtidig har MAS udvidet sit udtryk. Singlen ’Drømmer’, der udkom i juni 2026, markerede et mere melodisk og følsomt kapitel, hvor vokalen og de sungne omkvæd får mere plads. MAS bekræfter også, at et nyt album er på vej. På scenen får de mange sider plads side om side: de eftertænksomme fortællinger, de melodiske passager og sangene, der løfter rummet. MAS’ koncerter er blevet fremhævet for deres nærvær, publikumskontakt og levende samspil med bandet. Falkonersalen bliver rammen om den største koncert, han hidtil har annonceret – og om et nyt møde mellem MAS og det publikum, der har fulgt ham fra de første personlige rapmonologer til det nye, mere åbne lydunivers. MAS spiller i Falkonersalen lørdag den 8. maj 2027. Billetsalget starter torsdag d. 29. oktober kl. 10 via masforaltid.dk.

ALEX VARGAS ANNONCERER SOLOTURNÉ

ALEX VARGAS ANNONCERER SOLOTURNÉ

Oven på en udsolgt efterårsturné i 2026 annoncerer Alex Vargas nu en soloturné med 12 koncerter rundt om i Danmark i efteråret 2027. Her træder han alene ind på scenen og inviterer publikum tættere på sangene og stemmen. Alex Vargas har gennem årene bevæget sig mellem det følsomme og det eksplosive, mellem enkle melodier og elektroniske produktioner. Med sange som Something in the Air, Lose Your Head og Get Right har han udforsket både frihed, indre uro og håb – og udfordret sit eget musikalske udtryk undervejs. På soloturnéen får sangene en anden ramme. Når Alex Vargas står alene på scenen, er der plads til at høre detaljerne og mærke spændingen mellem den tilbageholdte intensitet og stemmen, der fylder rummet. Det personlige og nærværende træder frem, og mødet med publikum bliver en central del af koncerten. Turnéen bringer Alex Vargas til koncertsale landet over i september og oktober 2027. Billetsalget starter torsdag den 22. oktober kl. 10.00.