INTRODUCING: DJ LILLI

DJ Lilli’s historie er ikke den klassiske fortælling om et barn fra et hjem med klaver. Musikken var hendes eget valg og ønske, ligesom hendes skolegang på den anerkendte musikskole, Sankt Annæ i København, hvor hun lærte de klassiske dyder med violin og korsang.

Men da hun som blot 14-årig mødte en producer, der åbnede dørene til sit studie for hende, åbnede sig samtidig en helt ny verden for Lilli, som med ét forelskede sig i hele processen bag at producere, skabe lyde og skrive sange – og som viste sig som et universelt sprog og unik måde for hende, at udfolde sig selv og den hun er uden begrænsninger.

Hun dygtiggjorde sig som sanger, sangskriver og producer – målrettet, inspireret og impulsivt. Og på mange måder er DJ Lilli et glimrende eksempel på en generation af visionære, kreative hjerner der netop udforsker og ikke lader sig begrænse – hverken af genre, sound, look, medie eller emne – men i stedet ser og søger mulighederne, griber dem og sender dem afsted.

Det er blot to måneder siden, hun skrev sin nye single, ’Nevapart’. Den bombastiske alt-pop single opstod nærmest ved et tilfælde og fortæller historien om uundgåelig ulykkelig kærlighed.

”Jeg var i LA og sad en aften i min vens have og vibede over lyden fra de her vindklokker, som hang ned fra loftet. De fine klemtende toner blev til et mønster og et beat inde i mit hoved. Vi gik direkte ind i studiet og i løbet af de kommende timer blev ’Nevapart’ til og indspillet,” fortæller DJ Lilli og fortsætter: ”Den handler om det helt tidlige stadie i forelskelse, hvor drømmen om den eneste ene er lyserød og fantastisk. Men så kommer tvivlen snigende, bare for lige at minde en om, hvordan det plejer at gå med kærligheden, og at den nok skal fejle igen, igen.”

’Nevapart’ er nyt fra et spritnyt navn i dansk musik, som allerede følges af millioner verden over. Med næsten 3 millioner følgere, er DJ Lilli det største danske navn på det sociale medie, TikTok, og som DJ, tager hun os med på sin rejse kloden rundt, når hun bringer sine decks og mixes til alt fra storby-fester, eksotiske klubber og Fashion Weeks.

’Nevapart’ er den første nye DJ Lilli-single i 2023. Meget mere er på vej…

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Emil Kruse i Store VEGA

Emil Kruse i Store VEGA

Efter hittet “Copenhagen City” er Emil Kruse klar til at udfolde nye sider af sit musikalske univers. I marts 2027 udkommer hans kommende album, skabt i samarbejde med OK OK, og 5. marts indtager han Store VEGA til en særlig koncert. Emil Kruse var som 16-årig blandt de første til at bringe grime til Danmark som en del af Sleng. Siden har han markeret sig som soloartist med egne udgivelser og samarbejder med nogle af landets største navne. Med rødder i grime og hiphop har han udviklet en karakteristisk skrivestil, der bevæger sig mellem poesi og gadelevering, rå energi og sårbarhed. Det kommende album markerer et nyt kapitel i Kruses karriere. Sammen med sin mangeårige ven Oliver Kincaid, alias OK OK, har han skabt et univers, hvor hans rødder i grime og hiphop møder en eksperimenterende tilgang til pop. Albummet trækker på popæraen fra slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne – en tid, hvor fusionen mellem pop og hiphop gerne måtte være stor, skæv, teatralsk og svær at sætte i bås. Her får Kruses musikalske nysgerrighed frit spil. Orkesterarrangementer og punkguitar møder hans rap og melodiske udtryk og viser sider af ham, man ikke nødvendigvis forbinder ham med. “Showtime” blev første skridt ind i det nye univers, mens “Copenhagen City” blev det store gennembrud. Med København som legeplads og en stærk visuel identitet satte hittet retningen for det, Kruse nu udfolder yderligere. På tredje single, “Jackpot”, synger Emil Kruse om at have det som en highroller over et buldrende orkesterarrangement. Sangen handler om at tro på sig selv og stå ved sin egen integritet. Musikvideoen fortsætter fortællingen fra “Copenhagen City”, mens nummeret åbner for flere musikalske stilskift frem mod albummet. De kommende singler viser hver især en ny side af Kruses udtryk, før de forskellige spor samles på det fælles album i marts 2027. Den 5. marts 2027 bringer Emil Kruse sit musikalske univers ind i Store VEGA sammen med OK OK til en særlig koncert fuld af energi og overraskelser.

SIRA JOVINA I DR KONCERTHUSET

SIRA JOVINA I DR KONCERTHUSET

Efter efterårets koncerter på TRAIN og i et udsolgt Store VEGA tager Sira Jovina næste skridt. Den 25. april 2027 spiller hun i DR Koncerthuset og indfrier dermed en af sine største drømme. Med sig har hun det personlige album Det, Man Vander, Vokser og en stemme, der forener varme, styrke og sjæl. Drømme og det, man giver næring, hænger tæt sammen i Sira Jovinas univers. Fra debut-EP’en Min Drøm, Min Altid til det fuldendte album Det, Man Vander, Vokser har hun sat ord på dét at finde sin vej, turde stå ved sig selv og give plads til det, man ønsker mere af. Nu får den bevægelse også et konkret udtryk på scenen: Den 25. april 2027 indtager hun DR Koncerthuset. Koncerten følger efter efterårets shows på TRAIN i Aarhus og i et udsolgt Store VEGA i København og markerer en ny milepæl for en artist, der med et stærkt personligt udtryk har fundet sin plads i krydsfeltet mellem pop, R&B og soul. At spille i DR Koncerthuset er en af Siras største drømme – og nu inviterer hun publikum med ind i den. Med sin karakteristiske vokal og sit poetiske blik for hverdagens store følelser skriver Sira Jovina sange om kærlighed, nære relationer og det unge voksenlivs tvivl. Hos hende kan usikkerhed og tillid, frygt og taknemmelighed eksistere side om side. Sårbarheden bliver til melodier, der sætter sig fast, og fortællinger, man kan spejle sig i. Det står centralt på Det, Man Vander, Vokser, der blev udgivet i to akter og fuldendt i september 2026. Albummets 16 sange bevæger sig fra vrede, mistillid og følelsen af at være blevet forrådt til kærlighed, tilgivelse og et aktivt valg om at give næring til det gode. Titlen udspringer af et råd, Sira har fået af sine forældre gennem årene: Det, man vander, vokser. Undervejs i arbejdet med albummet måtte hun dog slippe forestillingen om, at udvikling betyder, at alt det svære forsvinder. “Jeg rummer begge dele. Forskellen er, hvad jeg vælger at give næring,” fortæller Sira. Den erkendelse løber gennem sange som Hjerteløber, hvor hun sætter ord på sine forventninger og sin sårbarhed i venskaber, og Sig Du Kan Li Mig, der handler om at turde bede om bekræftelse – og vælge at tro på den. På Sådan Det Føles At Elske får kærligheden lov til at være til stede, selv når selvværdet vakler, mens Tror Ikk Jeg Siger Tak Nok er en tak til hendes forældre, som også medvirker på sangen med deres fælles band APHRODESIA. Siden debut-EP’en i 2024 og Før jeg falder i 2025 har Sira Jovina udviklet sit musikalske univers i samarbejde med producer Victor Støve. Samtidig har hun opbygget et stærkt livefundament med blandt andet en udsolgt headlinerturné og en nominering til P3 Talentprisen. I DR Koncerthuset mødes den musikalske og personlige rejse med en drøm, der længe har været en del af den. Den 25. april 2027 bliver endnu et kapitel i fortællingen om, hvad der kan vokse, når man bliver ved med at give det næring.

DAD HARMONY I KØBENHAVN

DAD HARMONY I KØBENHAVN

Siden 2023 har de turneret ad flere omgange i Europa og over hele Sverige med adskillige udsolgte shows. DAD Harmonys succeshistorie fortsætter både live og online. Med over 5,6 millioner følgere på sociale medier og titlen som Sveriges største artist på TikTok i 2023 har de også gjort stort indtryk internationalt. De har medvirket i morgenprogrammer og interviews i blandt andet Storbritannien, USA, Australien og Tyskland samt været gæster i The Kelly Clarkson Show. Ved koncerten inviterer Dad Harmony publikum ind i deres stue. Det bliver afslappet, hyggeligt og intimt. Der venter underholdning i topklasse og de bedste sange med en skøn blanding af publikumsfavoritter og nye harmonier.