Agnes Hartwichs debut-EP kommer fra et sted i den unge sangerinde, hvor følelser og musik frit får lov til at udtrykke sig i ekstremer. Alt sker intuitivt og bevæger sig som bølger, hvor ordene, det ene øjeblik, kan tynge dig ned i det mørkeste dyb, mens guitarens elektriske toner, på et splitsekund, flår dig op til overfladen igen.
’Deep Dark Blue’ er det første musikalske aftryk fra en 22-årig sangskriver, som sender impulser til rockens velkendte nerve med sine sange og en sound, der dog er alt andet end tilbageskuende eller hægtet op på klassiske dyder. Agnes Hartwich rammer dansk musik med en rå, inderlig styrke. Her er plads til aggressivitet, sårbarhed og alt det, der giver et ungt menneske og livet karakter.
”Jeg brugte min første månedsløn på en elguitar. Anede ikke hvordan man spillede på den, men jeg skulle bare have den, for jeg vidst der var noget, jeg havde brug for at få ud gennem musik.”
Sådan startede det for Agnes, der voksede op med bølgen af nye alternative, hårdtslående navne som Arctic Monkeys, Queens of the Stone Age og The Strokes. Men det var ikke larm for larmens skyld, som Agnes opsøgte som 15-16-årig:
”Den stil, jeg dyrkede var smadret, men mest af alt var det følelserne i lyrikken, jeg forelskede mig i. Ordene, som blev sunget, tog mig tættere på kunstneren bag og for mig giver lyrik det musikalske udtryk et ekstra lag, som jeg stadig dyrker og elsker.”
TEKSTER (OM ET LIV OG EN KÆRLIGHED) DER SKAL MÆRKES
Derfor er det også ordene, der har taget styringen for den retning de fire sange på ’Deep Dark Blue’ er stukket i. Og Agnes Hartwich lægger hårdt og kontant ud med ’Black Shiny Car’ – en sang, der, ifølge Hartwich selv, blev til, da hun ”gik og solgte dyre ting til gamle, rige damer i et fint københavnsk bolighus”, og som både kritiserer en forskruet romantisering af penge og succes, men som paradoksalt nok også er et mål i sig selv for den unge kunstner og mange i hendes egen generation.
Anderledes personligt bliver det på ’Born in the Shades of Blue’, hvor underligt opløftende toner i mol, smelter sammen med en historie om et barn, der, trods en opvækst i en helt almindelig, tryg kernefamilie, har kæmpet med svære ting og følelser fra en ganske ung alder. Agnes fortæller:
”Jeg har strugglet med en del forskellige ting i min opvækst og haft det svært. Før var det noget, jeg brugte enormt meget energi på at holde nede, men de seneste par år, har jeg lært at acceptere og leve med, at det er nogle karaktertræk, som hverken jeg selv eller andre kan lave om på. Alle de tunge følelser, er noget jeg nu kan dyrke konstruktivt, som gør mig til den jeg er, og som løfter mig op, gennem min musik.”
EP’ens titelnummer er en inciterende knap to-et-halvt minutter lang – eller kort, om man vil – beskrivelse af en overfladisk betagelse og idé om et andet menneske. Både tematik og lyd, står i skarp kontrast til ’The Way He Would’, der, mod sin slutning, letter i en sfærisk rus af distortion, mens Agnes ryger bladene fra en tørret, rød rose og mindes en kærlighed, der var engang. Den der gjorde ondt. Den hun vil mærke igen.
MED ALEX VARGAS BAG KNAPPERNE
Den opmærksomme lytter vil, undervejs på ’Deep Dark Blue’, måske bide mærke i en snerrende, dyb stemme, der sniger sig ind i lydbilledet. Bag knapperne på Agnes Hartwich’s debut sidder nemlig en særdeles velkendt og respekteret dansk musiker:
”Jeg mødte Alex Vargas for et par år siden, hvor jeg gik op til ham og, helt flabet, sagde, at jeg synes vi skulle lave noget musik sammen. Han var heldigvis skide sød, og jeg begyndte at sende lidt demoer frem og tilbage til ham, og så endte vi i studiet sammen, hvor vi drak en masse rødvin og bare tonsede løs.”
Hartwich og Vargas havde afsat 10 dage til indspilninger, men de fire sange var i kassen på fem. Den umiddelbare energi strømmede ned på bånd og er blevet til en debut-EP fra en ny dansk artist, der kun lige er gået i gang:
”Én enkelt sang behøver ikke rumme den, jeg er.”
Agnes spiller første headliner show på Ideal Bar d. 05/05. Billetter findes på bill.et/agneshartwich
