”Dengang var Julias Moon os. Nu er det os, der er Julias Moon”

Et af 10’ernes største gennembrud på den danske musikscene er tilbage, JuliasMoon har netop udgivet den første nye single i fire år, ’Drive’. 

”Julias Moon går i opløsning!”

Overskriften prydede alle landets nyhedsmedier den 20. december 2016. Og det kom nok også bag på de fleste, at bandet, der havde skabt fantomkarriere med sange som ’Palace’ og ’Lipstick Lies’, der bragede ind på hitlisterne og i danskernes pophjerter med millioner af streams, som massive radiohits og til udsolgte koncerter landet over, pludselig valgte at sige stop. Men det kom ikke bag på den unge duo, at det gik, som det gjorde.

”Vi var unge, kom ud af ingenting, mødte hinanden – og så eksploderede det hele,” fortæller forsanger Louis Samson, som lige var blevet færdig med gymnasiet, da han mødte producer Oliver Kincaid og tidligere medlem, Nicolai Gabold, og sammen fandt ind til bandets kendetegnede, både retrospektive og moderne, elektroniske pop, som blev et øjeblikkeligt hit. Louis fortsætter: ”Fra den ene dag til den anden blev musikken – og succesen – vores liv. Og det var for vildt! Men fordi alting gik så stærkt, begyndte successen så småt at tære på vores relation. Vi tilbragte hver eneste vågne time sammen og fik som en naturlig konsekvens heraf mere og mere lyst til at udforske og leve hver vores liv – væk fra hinanden. Spørgsmål, som ”hvem er jeg, hvis Oliver ikke sidder ved siden af mig” begyndte at fylde mere og mere i min bevidsthed. Det hele kulminerede i en længere snak og endte i en fælles beslutning om at stoppe mens legen var god.”

Det gjorde de som bekendt. Og Louis og Oliver så faktisk slet ikke hinanden i de efterfølgende tre år. Oliver Kincaid fortæller: ”Uden vi havde aftalt det, formåede vi ikke at have noget med hinanden at gøre i tre år. Der har været en indforstået respekt for hinanden, bruddet mellem os og dét, vi havde været igennem. Uden, at vi anede, hvor vi hver især var i livet.”

Da Louis og Oliver mødtes i slutningen af december 2019, var det derfor bare for at catche op, og mindes deres fælles fortid, som de begge er stolte af, men som de aldrig havde fået snakket om og værdsat sammen. Sidst på aftenen, efter et par øl, faldt samtalen på, om det ikke kunne være sjovt at tage en dag i studiet igen, ”for gamle dages skyld”. Denne dag i studiet, blev en lille åbenbaring for begge drenge, der nærmest samme aften besluttede sig for at genoptage samarbejdet.

Og nu vender Julias Moon endelig tilbage på den danske musikscene med kurs mod horisonten på den nye single, ’Drive’. Tempoet er højt, poptonen intakt, mens duoens særegne elektroniske udtryk er modnet og fokuseret. Med udgivelsen af ’Drive’, som er den første sang fra et kommende Julias Moon-debutalbum, er drømmen og ambitionerne fra de to musikere stadig tårnhøje, men udgangspunktet for gendannelsen har ikke været succes, men musikalsk kemi: ”Dengang var Julias Moon os. Nu er det os, der er Julias Moon,” siger Louis Samson, der nu, sammen med Oliver Kincaid, er tilbage i rampelyset til overskriften: ”Julias Moon genopstår!”

Andre nyheder

Se alle Nyheder
Søs Fenger annoncerer koncerter

Søs Fenger annoncerer koncerter

I maj 2027 kan publikum opleve Søs Fenger i to af landets store koncertsale. Den 19. maj i Koncertsalen i DR Koncerthuset i København, og den 22. maj i Musikhuset Aarhus. Nogle sange følger os gennem livet. De vækker minder om mennesker, steder og øjeblikke, vi måske troede, vi havde glemt. Søs Fengers sange har fået lov til at leve sådan. Ikke kun i hendes eget liv, men også i livet hos de mange mennesker, der gennem årtier har lyttet, sunget med og fundet deres egne historier i musikken. Det musikalske liv begyndte for alvor med NEWS i 1980’erne, men har aldrig stået stille. Gennem mere end fire årtier har Fenger bevæget sig mellem pop, rock, jazz, viser og disco og sunget på dansk, svensk og engelsk. Undervejs har lyden forandret sig, mens stemmen og nærværet er blevet ved med at være hendes egne. Det er musik, der rummer både lethed og eftertanke - og en sjælden evne til at føles tæt på, også når den deles med en hel sal. Når Søs Fenger møder sit publikum, mødes sangene med fortællingerne bag dem. Der er plads til genkendelsen, til nye nuancer og til de små personlige øjeblikke, der opstår mellem scenen og salen. For hendes sange handler ikke kun om den, der synger dem. De bliver også til fælles erindringer, båret videre fra én generation til den næste. Fenger bliver ved med at lade musikken åbne nye døre. I 2024 udgav hun Vuggeviser 2, og i efteråret 2026 tager hun på akustisk trio-turné med Andreas Kähne og Jakob Fahlgren. Hun er også aktuel i TV 2’s musikprogram Simon siger, hvor Simon Kvamm inviterer danske musikere ind i nye samarbejder. Her har hun fortolket “Du Er” sammen med sin bror Lars Fenger, percussionisten Yohan Ramon og producer Onkl – et nyt møde med en sang, der allerede har fulgt hende længe. I 2027 venter to aftener, hvor publikum kan komme tæt på et sangliv fyldt med forandring, varme og musikalske minder. Søs Fenger tager sine sange med til København og Aarhus – sange, der har været med hende gennem livet, og som måske også har været med til at fortælle noget om vores. Billetsalget åbner torsdag den 29. oktober 2026 kl. 10.00 på bill.et/sosfenger

MAS indtager Falkonersalen

MAS indtager Falkonersalen

MAS annoncerer sin hidtil største koncert, når han lørdag den 8. maj 2027 indtager Falkonersalen i København. Efter flere år med en markant kunstnerisk udvikling og stærke liveoplevelser samler han nu sit publikum til én stor koncert, der markerer det største koncertformat i hans karriere til dato. MAS har på få år opbygget et personligt musikalsk univers, hvor rap, melodier og store følelser mødes. Med udgivelserne ’Når Man Taler Om Solen’, ’Månen Er Min Ven’ og EP’en ’JORDEN KALDER’ har han formet en sammenhængende trilogi, der bevæger sig mellem lys og mørke, drømme og virkelighed. GAFFA beskrev ’JORDEN KALDER’ som et selvportræt af en artist, der har fundet sin egen stemme, mens ’Månen Er Min Ven’ fik fem stjerner af mediet. Samtidig har MAS udvidet sit udtryk. Singlen ’Drømmer’, der udkom i juni 2026, markerede et mere melodisk og følsomt kapitel, hvor vokalen og de sungne omkvæd får mere plads. MAS bekræfter også, at et nyt album er på vej. På scenen får de mange sider plads side om side: de eftertænksomme fortællinger, de melodiske passager og sangene, der løfter rummet. MAS’ koncerter er blevet fremhævet for deres nærvær, publikumskontakt og levende samspil med bandet. Falkonersalen bliver rammen om den største koncert, han hidtil har annonceret – og om et nyt møde mellem MAS og det publikum, der har fulgt ham fra de første personlige rapmonologer til det nye, mere åbne lydunivers. MAS spiller i Falkonersalen lørdag den 8. maj 2027. Billetsalget starter torsdag d. 29. oktober kl. 10 via masforaltid.dk.

ALEX VARGAS ANNONCERER SOLOTURNÉ

ALEX VARGAS ANNONCERER SOLOTURNÉ

Oven på en udsolgt efterårsturné i 2026 annoncerer Alex Vargas nu en soloturné med 12 koncerter rundt om i Danmark i efteråret 2027. Her træder han alene ind på scenen og inviterer publikum tættere på sangene og stemmen. Alex Vargas har gennem årene bevæget sig mellem det følsomme og det eksplosive, mellem enkle melodier og elektroniske produktioner. Med sange som Something in the Air, Lose Your Head og Get Right har han udforsket både frihed, indre uro og håb – og udfordret sit eget musikalske udtryk undervejs. På soloturnéen får sangene en anden ramme. Når Alex Vargas står alene på scenen, er der plads til at høre detaljerne og mærke spændingen mellem den tilbageholdte intensitet og stemmen, der fylder rummet. Det personlige og nærværende træder frem, og mødet med publikum bliver en central del af koncerten. Turnéen bringer Alex Vargas til koncertsale landet over i september og oktober 2027. Billetsalget starter torsdag den 22. oktober kl. 10.00.